Præsident Trump

Det kom bag på mange, at det var republikanske Donald Trump, der løb med sejren ved det amerikanske præsidentvalg. USA-analytiker Mads Fuglede reflekterer over valget og ikke mindst resultatet. Hvorfor gik det, som det gik?

Hvordan skal man forstå et valg, hvor næsten alle meningsmålinger tog fejl, og den kandidat, der brugte færrest penge på valgkampen, vandt? Hvor den kandidat, der har de højeste negative personlige målinger, af de to kandidater, på valgdagen leverede den største overraskelse i amerikansk valgkampshistorie – og hvor debatten helt op til valgdagen handlede om, hvorvidt det Republikanske Parti nogensinde ville kunne rejse sig igen, men endte med, at de nu sidder på magten i Senatet, Repræsentanternes Hus, Det Hvide Hus, og kan udpege den udslagsgivende dommer til Højesteret.

Selv republikanske analytikere sad helt op til det øjeblik, hvor de første stemmer blev talt op, og spåede, at Hillary Clinton ville vinde en massiv sejr.

Der er blevet skrevet meget om e-mails og hadet til den politiske elite i USA, men uanset, hvordan man drejer resultatet, så er den første nøgterne konstatering, at den vælgerkoalition, der gav Præsident Obama to klare valgsejre ikke mødte op i et omfang, der gjorde, at Clinton kunne kalde sig USA's næste præsident. Latinoer, sorte, unge, højtuddannede og kvinder stemte overvejende på Clinton, men der var bare ikke nok af dem, der brugte deres ret til at stemme. 46,9 procent af amerikanerne valgte ikke at stemme. Det betyder, at den samlede valgdeltagelse har været lav, hvilket altid er en fordel for republikanske kandidater.

Tidligt i valgkampen besluttede Hillary Clinton og Demokraterne, at valget skulle vindes ved at overbevise vælgerne om, at Donald Trump havde en personlighed, der var uegnet og upassende for en præsident. Sejren har mange fædre; nederlaget ingen. Rivegildet over hvorfor Clinton og Demokraterne tabte er allerede gået i gang. Mange bebrejder strategien om at gøre valget til en afstemning om de to kandidaters personlighed. Andre bebrejder de, der ikke stemte. Der er også dem, der mener at Clinton ikke førte nok valgkamp – eller at man havde fokuseret på de forkerte stater. Tilbage står, at Trump havde læst vreden i vælgerhavet bedst og sejrede med et løfte om at genrejse nationen.

”Make America Great Again,” var nok ikke et originalt slogan, men det ramte effektivt den amerikanske tidsånd, hvor nationen trods en langvarig vækstperiode mange steder stadig ikke havde rejst sig siden recessionen i 2008-2009. Måler man på gennemsnitlige huspriser, reallønsvæksten og den lokale økonomiske aktivitet i USA's distrikter, kan man se, at USA de fleste steder endnu ikke er på det niveau, man var på før recessionen. Trods de mange skriverier om kandidaternes mangler, så skal man givetvis ikke undervurdere betydningen af amerikanernes privatøkonomi på valgresultatet.

Mange har gjort forestillingen om Donald Trump som præsident til et mareridtsscenarie, men man skal huske, at magtens alvor ændrer og former alle. Trump var ikke politiker, hvilket nok var et af hans stærkeste kort i et valg, hvor politikerleden var udtalt. Nu skal han lære at regere og begå sig i et politisk system. På valgaftenen lovede han at samle nationen igen og fokusere på at skabe vækst og arbejdspladser, men det er ikke en opgave han skal løfte alene. De Republikanske ledere i Kongressen får en afgørende rolle og skal i fællesskab med præsidenten lægge en politisk kurs, der skal indfri løftet om at genskabe USA's storhed. I tiden, der kommer, vil de nye folkevalgte vide, at den vrede til systemet, der gjorde Trump til valgets overraskende vinder, kan vende mod dem, hvis de ikke trækker i arbejdstøjet og præsenterer løsninger.

Trump har haft det svært med den republikanske ledelse i Kongressen, der har opfattet ham som et uønsket medlem af familien. Det første, Trump har gjort, er at holde møde med lederskabet i Kongressen for at klinke skårene. Det bliver ikke de eneste skår, der skal heles.