Månedsstatus for november: Donald Trump trak aktier og renter op

Det amerikanske præsidentvalg og Donald Trumps overraskende sejr løb med opmærksomheden i en måned, hvor både Formueplejes aktie- og obligationsporteføljer steg.

Valget af Donald Trump som den næste amerikanske præsident var den altoverskyggende begivenhed i november. Op til valget betragtede markedet Hillary Clinton som Barack Obamas mest sandsynlige afløser. Derfor reagerede aktiemarkedet ganske som ventet også meget negativt i løbet af natten til den 9. i takt med, at stemmerne blev talt op. Formuepleje benyttede muligheden til at købe kraftigt op i amerikanske aktier i løbet af natten og profiterede af en ganske positiv udvikling frem til amerikansk lukketid klokken 22.00.

Den positive udvikling skyldtes, at aktiemarkederne efter Trumps sejrstale i stigende grad fokuserede på de positive tiltag, der må forventes som følge af det politiske skifte – her primært mulighederne i en mere lempelig amerikansk finanspolitik. En udvikling, der også har styrket dollaren og været en vigtig komponent i månedens absolutte afkast.

Siden valget har amerikanske aktier ligget stort set uændret. Inden for aktiemarkedets sektorer har der dog været væsentlige rotationer. Bedst er det gået de amerikanske finansielle selskaber, hvor specielt bankerne profiterer af de højere renter og en stejlere amerikansk rentekurve. Også andre cykliske sektorer som Industri og IT er blevet prioriteret frem for de defensive ”bondproxy”-sektorer som Stabile forbrugsaktier, Tele- og Forsyningsaktier.

Formueplejeforeningernes aktieportefølje har i november genereret et samlet afkast på 3,9 procent før omkostninger, hvilket var 0,3 procentpoint dårligere end det generelle marked.

Stigende renter i november

Trumps overraskende sejr havde også indflydelse på obligationsrenterne, der steg markant i dagene efter valget. Årsagen skal findes i Trumps valgløfter om en markant lempeligere finanspolitik, hvor især person- og virksomhedsskattelettelser forventes at kunne indføres hurtigt, da begge kongressens kamre domineres af det republikanske parti. Markedet forventer, at dette vil føre til både højere vækst og højere inflation, hvilket begge dele fører til stigende renter.

Et andet markant fingeraftryk, der forventes fra den kommende præsident Trump, vedrører den amerikanske centralbank (FED). En stor del af pladserne i styringsrådet i FED skal genbesættes inden for de kommende to år – heriblandt de to øverste poster, der i dag bestrides af Janet Yellen og Stanley Fischer. Trump har i valgkampen været kritisk overfor FED og især Yellen, hvorfor FED må forventes at blive drejet i en mindre ”dueagtig” retning i den kommende tid.

Rentestigningerne i USA har smittet af på de europæiske renter, som dog også er steget på baggrund af rygter om ændrede tiltag fra Den Europæiske Centralbank (ECB). 

I begyndelsen af december er der nemlig rentemøde i ECB, hvor ECB-chefen Mario Draghi har lovet nyt om blandt andet ECB's obligationsopkøbsprogram, der p.t. har udløb i marts 2017. Blandt mange rygter er det mest vedholdende, at Draghi vil forlænge programmet, men at han samtidig vil signalere, at programmet ikke er uendeligt. Dette har fået de lange europæiske renter til at stige.

I november er obligationsindekset derfor faldet med 0,13 procent. Den rene obligationsportefølje Formuepleje Fokus er steget med 0,65 procent, fordi vi i obligationsporteføljerne netop har beskyttet os mod stigende lange renter.