Er aktierisikoen på vej mod det normale?

Efter en lang periode, hvor centralbankerne har holdt hånden under de finansielle markeder, skal man som investor nu begynde at forberede sig på, at risikoen igen vender tilbage til det normale.

Som langsigtet aktieinvestor har man ofte primært fokus på afkastet. Det er dog vigtigt at huske på, at afkastet kun er halvdelen af den samlede ligning i bestræbelserne på også at få succes på længere sigt. Den anden halvdel er aktierisikoen, idet målkriteriet for enhver investor bør være at optimere det risikojusterede afkast – altså at få det bedste forhold mellem afkast og risiko.

Da aktieafkast på længere sigt er en belønning for at påtage sig risiko, synes risikoaspektet en smule overset i disse tider, hvor nul-rente-miljøet dominerer de forskellige aktivklasser og herunder også jagten på aktieafkast.

Grafen ovenfor viser de daglige udsving i det amerikanske S&P 500-indeks. Udsvingene er et mål for risiko, og de viser tydeligt, at aktierisikoen ikke er stationær. Siden 1966 har der således været perioder, hvor aktieudsvingene har været store (høj risiko), og perioder, hvor udsvingene har været mindre (lav risiko).

Dette bør dog ikke komme bag på den erfarne investor.

Udfordringen er i højere grad, hvordan det fremtidige risikobillede på aktiemarkedet vil påvirke investors muligheder for at opnå et højt risikojusteret afkast. En vigtig komponent i denne øvelse er pengepolitikkens rolle i defineringen af aktierisikoen.

I grafen er perioder med faldende pengepolitiske renter i USA markeret med grønt, mens perioder med stigende renter er markeret med rødt. Der er selvfølgelig andre forhold end blot pengepolitikken, der definerer udviklingen i aktierisikoen (det fremgår også af grafen), men måles der på de enkelte perioder, kan man se, at en stigende pengepolitisk styringsrente har haft en betydelig effekt på udviklingen i aktierisikoen. Konjunkturstadiet har med andre ord en afgørende rolle i forhold til niveauet på de forventede udsving på aktiemarkedet. Historisk set har en stigende rente afstedkommet en højere grad af volatilitet eller aktieudsving, hvor perioder med faldende rente efterfulgt af neutrale perioder ofte har haft den modsatte effekt.

Der er ingen grund til, at pengepolitikkens effekt på aktierisikoen fremadrettet bør være mindre, specielt set i lyset af den ganske store divergens, der er, mellem verdens primære økonomier. Det asynkrone globale opsving og de forskellige pengepolitiske responsmønstre er i dag tættere forbundet, hvor valutaerne spiller en stor rolle også i forhold til udviklingen i aktierisikoen – præcis som det gjorde i efteråret 2015 og i starten af 2016.

Kort sagt bør aktieinvestoren med fokus på det det langsigtede risikojusterede afkast ruste sig til gradvist større udsving i aktiemarkedet som et resultat af de pengepolitiske forventninger til især den amerikanske centralbank. Det historiske billede siden 1966 og en dybere analyse af aktierisikoen siden ophøret af det amerikanske QE3-program i efteråret 2014 viser klare tegn på en risikonormalisering i amerikanske aktier.

En normalisering, fordi niveauet, vi kommer fra, nok i højere grad må karakteriseres som værende unormalt.

Artiklen er også bragt som morgenkommentar på Finans.dk/investor.