Bag om det amerikanske præsidentvalg

Når amerikanerne går til valg, er det noget, verden følger tæt – og få så tæt som danskerne, der er storforbrugere af politiske nyheder fra USA. Det har sin naturlige årsag, idet den næste præsident ikke blot vil være USA’s leder, men også den mest magtfulde person på kloden.

Ser man USA udefra, så er det svært at se, at det er et meget uroligt vælgerkorps, der går til valg. Den amerikanske vækst har siden finanskrisen været robust og vedvarende. USA har siden juli 2009 haft mere end 85 sammenhængende måneder med positive jobtal. Siden recessionen i 2008-09 har USA skabt mere end 14 millioner arbejdspladser, og den nuværende administration har et nettooverskud siden Obamas tiltrædelse på mere end 9 millioner arbejdspladser. Sammenligner man perioden under Obama-administrationens ledelse med jobskabelsen under tidligere præsidenter, er der tale om en behersket vækst med et samlet resultat, der lægger sig noget under resultaterne under Ronald Reagan og Bill Clinton, men på niveau med Lyndon B. Johnson og Richard Nixon. Arbejdsløsheden falder, og renten er fortsat lav (man forventer dog mindre stigninger i sidstnævnte) verdens bedste universiteter ligger i USA, og ingen nation udtager flere patenter i verden eller vinder flere videnskabelige priser. Også på dette område ser fremtiden lys ud for USA, der tillige har vist en stærk evne til at tiltrække indvandrere med lange tekniske uddannelser, hvilket altid er gavnligt for økonomien og væksten.

Trods mindre konflikter, der både er dyre og frustrerende, er USA’s militær uden konkurrence det mest magtfulde i verden. Den eneste nation, man opfatter som en strategisk udfordring på sigt, er Kina. Ruslands ringe økonomiske udvikling og fortsatte efterslæb i det militærteknologiske kapløb gør, at de nu er blevet nedgraderet i amerikansk sikkerhedspolitisk tænkning til kun at udgøre en regional sikkerhedsrisiko.

Sammenligner man USA’s situation med de nationer og områder, som USA normalt er opmærksomme på, så ser situationen meget sund ud. Så meget desto mere kan det undre, at et flertal af vælgerne er dybt bekymrede over nationens ve og vel og fremtid.

I sommeren 2009 var antallet af amerikanere, der mente, at nationen bevægede sig i den rigtige retning lige så stor som antallet af amerikanere, der mente, at USA var på vej i den gale retning. Det er en af de mest mærkelige faktorer vedrørende det amerikanske valg: Nøgletallene siger ét, men befolkningen er overvældende uenig i dette billede. Hvis man vil forstå, hvorfor Hillary Clinton var tæt på at tabe opstillingskampen hos Demokraterne til Bernie Sanders og Trumps sejr hos Republikanerne, så afspejles det netop i det forhold, at befolkningen er historisk bekymret over udviklingen og har været det i en meget lang periode.

Det træge opsving
Måler man på den økonomiske udvikling siden recessionen i 2008-09, finder man en af de væsentligste årsåger til, at mange vælgere er vrede på den politiske klasse.

USA er delt op i 50 delstater. Disse delstater består af en række distrikter, der kaldes for counties (med undtagelse af Alaska og Louisiana, hvor de kaldes boroughs og parishes). USA består af 3.144 counties, der kan variere meget i geografisk udstrækning og antal beboere. Los Angeles County er geografisk ret lille, men har en befolkning på mere end 10 millioner. North Slope Borough i Alaska er mere end 5 gange så stor som Danmark, men har en befolkning på mindre end 10.000.

National Association of Counties (NACo) beskæftiger sig med udviklingen af de enkelte counties. Associationen har lavet en analyse af den økonomiske udvikling siden recessionen målt på fire økonomiske områder: Arbejdsløshed, antal arbejdspladser, økonomisk aktivitet og huspriser. Undersøgelsen, der omfattede 3.069 af USA’s 3.144 counties, viste, at kun 214 af USA’s counties i 2015 var tilbage på samme niveau som før recessionen.

Ovenstående kort viser, hvor slemt det stadigvæk står til. Kun de mørkeblå counties er fuldstændigt kommet sig. Jo lysere farven er, des dårligere er det gået. Sagt lidt forsimplet, så er det kun dele af Texas, Nebraska og Kansas, der er tilbage på niveauet fra begyndelsen af 2008. Disse områder repræsenterer omkring 7 procent af den samlede økonomiske aktivitet i USA. Til sammenligning har omkring 16 procent af USA’s counties ingen økonomisk fremgang haft siden recessionen. Ser man på udviklingen i realløn og produktivitet, har omkring halvdelen af USA’s counties ifølge NACo oplevet vækst i både realløn og produktivitet.

Dette tal skal meget længere op, før den økonomiske udvikling i USA skaber ro blandt vælgerne, idet langt de fleste bor i områder, som endnu ikke er ude af recessionen eller har oplevet nogen reallønsvækst. En kilde til den vedvarende uro blandt vælgerne og den forholdsvis store opbakning til politikere uden for det etablerede politiske system er et spejl af den træge vækst, som USA har oplevet siden 2008-09.

En kandidat uden program og én med alt for mange forslag
Der er et utal af forskelle mellem Hillary Clinton og Donald Trump. Én af de mest slående er deres tilgang til politik. Clinton har udviklet politikker og programmer til alle tænkelige problemstillinger. Sat på spidsen kan man sige, at hun har udviklet flere løsninger, end USA har problemer. Primærvalgkampen har betydet, at hun har bevæget sig ud på den politiske venstrefløj for at komme de mange vælgere i møde, som har stemt på Bernie Sanders til primærvalgene.

Traditionelt er Clinton en meget mere midtsøgende kandidat, der er kendt for at støtte en mere liberal og republikansk økonomisk politik, end man ser det hos andre Demokrater. Til gengæld er hun meget progressiv på alle værdipolitiske spørgsmål. Frem mod valget skal hun beslutte sig for, om hun fortsat vil lægge sig politisk tæt på Bernie Sanders, eller om hun vil gøre det, som man traditionelt ser kandidater gøre, hvilket er at trække ind mod den politiske midte. Begge strategier har deres fordele og ulemper. På den ene side giver det altid en masse larm i baglandet, når man bevæger sig ind mod midten, men de vælgere, man forlader, har ikke mange andre steder at gå hen. Til gengæld gør man sig mere interessant for de mange midtvælgere eller uafhængige vælgere, der skifter side ved hvert valg. Der er dog meget, der tyder på, at Clinton er ved at have fundet sit endelige politiske ståsted, hvilket er at komme Bernie Sanders i møde på især klimapolitik, mindsteløn og de to frihandelsaftaler med Asien og EU: Trans-Pacific Partnership (TPP) og Transatlantic Trade and Investment Partership (TTIP).

Til gengæld vil hun nok ikke bøje sig voldsomt, når det handler om at regulere Wall Street og finanssektoren i USA yderligere, og hun vil fortsat være meget mere aktivistisk anlagt i sin udenrigspolitiske tilgang end nogen anden kandidat. Udenrigspolitisk vil Clinton ligne George W. Bush meget mere end Præsident Obama, eksempelvis, hvilket har fået en række republikanske udenrigspolitiske notabiliteter til at kaste deres lod i hendes skål.

Der er ingen tvivl om, at markederne og verden som sådan er mest trygge ved tanken om, at Hillary Clinton måtte vinde præsidentvalget. Ikke fordi man nødvendigvis er enig i hendes politiske kurs, men fordi hun repræsenterer en politik, man kender og er tilpas tryg ved. Tryghed og genkendelighed er en vigtig faktor, når verdens mest magtfulde politiske position skal besættes.

Trump er på den anden side et ubeskrevet politisk blad, der ikke har gjort en dyd ud af at udvikle et politisk program eller være særlig vedholdende i sine politiske udmeldinger. Det er vigtig at forstå, at Trump tænker politik anderledes end repræsentanter fra de etablerede partier. Trump har ikke politikerens traditionelle ideologiske kompas. Han synes snarere at tænke i sigtelinjer og virker ret ubekymret om, hvordan han løser de problemstillinger, som han opfatter som de, der udfordrer USA mest. Er man venlig i sin analyse af Trump, ser man dette som hans styrke og et tegn på, at han med sin baggrund i forretningsverdenen går til politiske problemstillinger med friske øjne og kan, som han har demonstreret i det private erhvervsliv, skabe politiske resultater, hvor andre har fejlet.

Den negative fremstilling er at se ham som en holdningsløs populist, der vil sige hvad som helst for at blive valgt. Men uanset om man opfatter Trump som en ny politiker-type eller en holdningsløs demagog, så skal man ikke tage fejl af, at han har et oprigtigt ønske om at transformere USA. Trump har politisk sagt det samme siden 1987, hvor han landede i New Hampshire og gav sit syn på datidens USA til et politisk arrangement.

Selvom Trump dengang var Demokrat, så er budskabet i dag det samme som dengang. USA taber i konkurrencen med andre, og de er ikke den nation, som de engang var. ”De andre griner af os,” proklamerede Trump i 1987, der dengang mente, at det især var Saudi-Arabien og Japan, der udnyttede USA. Man kan godt få den tanke, at Trump er meget konstant i sit politiske syn på verden, som ikke har gjort meget andet siden 1987 end at sætte Mexico og Kina ind på den plads, som Japan og Saudi-Arabien tidligere optog. Den store konstant i Trumps syn på verden – fra 1987 til i dag – er, at andre lande, allierede eller ej, kommer i anden række i forhold til det amerikanske folks interesser. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at et USA ledet af Trump vil være en ukendt størrelse, hvor mange lande vil være i tvivl om deres forhold til USA, og hvilket råderum de har. Og usikkerhed er det, omverden mindst efterspørger hos en amerikansk præsident.

Trump er en del af revolutionen – det er Clinton ikke
Ser man på de urolige amerikanske vælgere, er det især de, der ønsker de største politiske forandringer, som stemte på Sanders og Trump. Hillary Clinton er repræsentant for den politiske elite, som mange af vælgerne har vendt sig imod. Den fortælling kan hverken Trump eller Clinton ændre på. Ønsker man et fuldstændigt opgør med politik, som vi kender det, så er Trump den kandidat, der vil betyde et fuldstændigt brud med praksis. Er man derimod af den opfattelse, at Obama-årene har medført mere godt end skidt og dermed har bevæget nationen i den rigtige retning, så er Clinton en garant for et USA, der i bund og grund vil fortsætte den politik, der har præget USA siden 2008.

Lejren omkring Trump er klar over, at mange vælgere – især hos republikanerne – er utrygge ved revolutionære signaler. Derfor prøver forskellige kampagnefolk omkring Trump at gøre ham til en mere velkendt politisk størrelse, der kommer med et minimum af politiske udmeldinger, der er helt uden for den vante politiske skive. Men Trump er sin egen. Han vil altid være den upolerede politiker, der ind imellem sender meget ukonventionelle signaler igennem det politiske system.

Omvendt er lejren omkring Clinton meget bevidst om, at hun fremstår kedelig og som en så indgroet del af det politiske system, at hun aldrig vil kunne fremstå som en frisk politisk reformator à la Sanders eller Trump. Det er hendes store svaghed, og selvom hun forsøger at fremstå mere frisk og sælge sig selv som en reformator, så er det ikke det, hun i bund og grund er. I 2008 sagde Sarah Palin, at en gris stadigvæk var en gris, selvom man gav den læbestift på. Det gælder også for Trump og Clinton.

Uanset udfaldet går verden ikke under
Der er en udbredt tendens til at overvurdere præsidentens magt. Der er også en udbredt tendens til at overvurdere betydningen af den enkelte præsidents personlighed, når man skal vurdere den politik, de vil og kan føre. Man må ikke glemme, at det amerikanske præsidentembede er en af verdens fire ældste eksisterende politiske institutioner. De tre andre er Repræsentanternes Hus, Senatet og den Føderale Højesteret. USA ville ikke være det mest succesfulde demokrati i verdenshistorien og klodens absolut mest dominante nation, hvis en enkelt persons personlighed eller luner kunne bringe verden eller USA i uføre. Den amerikanske præsident befinder sig i et gammelt og velfungerende politisk system, hvor tudsegamle politiske institutioner i århundrede har vogtet på hinanden. Det vil ikke ændre sig, uanset om Donald John Trump eller Hillary Rodham Clinton bliver USA’s næste præsident. Uanset hvem der vinder, så består både USA og den verden, de dominerer. Det er værd at huske på, at selvom den amerikanske præsident er verdens mest magtfulde person, så befinder denne person sig ikke i et politisk vakuum.

Artiklen er bragt i Magasinet FORMUE 04//2016