Blog: Gratis penge, men ingen vil have dem

Renten er historisk lav og negativ. Penge er reelt gratis, men borgere og virksomheder ønsker ikke at låne. Hvordan kan det være? Svaret handler om vores bekymringer og behovet for nye virkemidler i pengepolitikken.

Vi starter i 2008, da finanskrisen ramte verdensøkonomien. Her skal vi alle være glade for, at netop Ben Bernanke var centralbankchef i USA. Bernanke havde brugt det meste af sin karriere som økonom på at forske i 1930’ernes depression og den langvarige økonomiske lavvækst periode i Japan. Han vidste, at det først og fremmest drejede sig om at stoppe værdifaldet af aktier, obligationer og ejendomme. Hvis man kunne holde hånden under aktivernes prisfald, så behøvede de pressede ejere ikke at sælge ud for at imødekomme krav fra kreditorerne. Sådan kunne den onde spiral undgås, økonomien ville komme sig og gennem fornyet vækst, ville det blive muligt at afbetale gælden og skabe inflation, der kunne mindske gældsbyrden.

Presset ud af risikokurven
Det er i disse dage 8 år siden, at Ben Bernanke introducerede det såkaldte Quantitative Easing-program på Jackson Hole Symposiet. Formålet var at presse renterne så kraftigt i bund, at det blev mindre attraktivt at investere i sikre obligationer, og investorerne dermed ville flytte deres investeringer ud af risikokurven. Det vil sige over i først langtløbende obligationer siden kreditobligationer, aktier og ejendomme. Dermed kunne man bremse prisfaldene på disse aktiver. Og det lykkedes.

Samtidig skulle de lave renter få virksomhederne til at investere i nye maskiner, IT og bygninger og dermed skabe arbejdspladser. Borgerne skulle samtidig få begrundet håb om en mere sikker fremtid og begynde at lånefinansiere deres forbrug til gavn for væksten, og det ville øge beskæftigelsen. En positiv spiral skulle afværge krisen.

Vi bekymrer os
Selv om der faktisk skabes ganske mange nye arbejdspladser i den amerikanske økonomi, så er det ikke for alvor lykkedes at øge virksomhedernes lyst til at investere i fremtiden. Heller ikke borgernes lyst til at lånefinansiere forbrug – på trods af historiens laveste renter – er for alvor synlig. Måske skyldes det, at bankerne ikke vil låne ud? Eller at borgere og virksomheder ikke ønsker at låne?

Begge dele gør sig gældende, men der er mange flere ting at bekymre sig om. I takt med at internettet har gjort hele verden gennemsigtig, så er usikkerheden steget. Centralt står et fænomen, som jeg tidligere har blogget om: Disruption. Det er ikke nyt, men usikkerheden er øget i virksomhederne, hvor nye aktører presser gamle aktører på deres forretningsmodeller. Det er en udfordring for jobsikkerheden, som mange bekymrer sig om. Men også andre faktorer spiller ind, når vi skal tage stilling til lånefinansieret forbrug, hvilket jeg også tidligere har skrevet om.

Nye økonomiske virkemidler
Gratis penge er altså ikke nok til at stimulere økonomien, fordi fremtiden opleves som usikker. Derfor begynder de toneangivende centralbankchefer åbent at sige, at pengepolitikken ser ud til at have mistet en væsentlig del af sin virkning. Der skal nye virkemidler i brug.

Et virkemiddel er strukturreformer, som for eksempel højere pensionsalder, øget arbejdstid eller bedre rammevilkår for virksomheder. I flere midt- og sydeuropæiske lande er mere fleksible ansættelsesvilkår med mulighed for afskedigelser et påtrængende behov. Men sådanne reformer kan nemt gøre ondt på borgerne og så bekymrer politikerne sig om deres chance for at blive genvalgt. Faktum er, at det er den eneste vej ud af den øjeblikkelige stagnation. Strukturreformer kan nemt øge staternes udgifter på kort sigt.

Her er problemet, at hvis staterne skal låne for at føre ekspansiv finanspolitik, så øger det den i forvejen store gæld, mange af staterne har. Det kan godt håndteres, hvis renten forbliver lav, men stiger renten, så kan finanspolitikken blive for dyr. Derfor er man også begyndt at tale om simpelthen at lovgive om et maksimalt renteniveau. Om det er vejen frem, ved jeg ikke. Men jeg kan konstatere, at det vil lægge økonomien i en slags planøkonomisk spændetrøje, der ikke er prøvet før.