Analyse: Amerikanske erhvervsøkonomer foretrækker Clinton frem for Trump

I forhold til at rette op på økonomien i USA er det ikke så vigtigt, hvem der vinder valget i november. På det punkt er præsidentens råderum nemlig begrænset, men mulighederne for at skade den økonomiske udvikling er rige.

Mange amerikanske økonomer har længe drømt om, at Republikanere og Demokrater i Kongressen skulle finde sammen og lave en bred aftale, der foretager de prioriteringer, som kan bringe det føderale budget i balance. Denne aftale kaldes med vanlig amerikansk grandiositet for ”The Grand Bargain.” Siden 2012 har man vidst, at denne aftale vil kræve, at Republikanerne skal give sig på skatteprovenuet og acceptere en eller anden udgave af ”The Buffett Rule,” der medfører højere skat for alle, som tjener mere end 1 million dollars om året. Til gengæld skal Demokraterne acceptere nedskæringer og stramninger af overførselsprogrammer som Medicare, Medicaid og Social Security. En sådan aftale vil have to markante betydninger. For det første vil den gøre den føderale gæld håndterbar, men for det andet vil den vise, at de to partier kan samarbejde om den økonomiske politik. Men det er en drøm, der har ringe udsigt til at blive realiseret. Siden midtvejsvalget i 2010 har de to partier vist, at de er så uenige om den økonomiske politik, at en stor fælles aftale er meget usandsynlig.

I et politisk landskab, hvor ”The Grand Bargain” er en illusion, skal man ikke tillægge den økonomiske politik, som Hillary Clinton eller Donald Trump foreslår, stor betydning. Hvis ikke Kongressen markant ændrer flertal, så kan kandidaternes politik ikke gennemføres. Alle 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus er på valg, men der er ingen målinger, der viser afgørende forskydninger her, og dette til trods for, at Donald Trump er i en form for frit fald i meningsmålingerne. I Senatet er der 34 pladser på valg, selvom det ikke i øjeblikket er urealistisk, at Demokraterne vinder de 4-5 sæder, som skal få flertallet til at skifte, så betyder det meget lidt med et fortsat meget Republikansk Repræsentanternes Hus.

Foreningen for erhvervsøkonomer har netop spurgt sine medlemmer, hvilken præsidentkandidat der ville være bedst til at håndtere den økonomiske politik. Hillary Clinton var med 55 procent suverænt den kandidat, der fik størst opbakning blandt erhvervsøkonomerne. Kun 14 procent foretrak Trump, hvilket endda var mindre end de 15 procent, som foretrak den libertære Gary Johnson. Det er især Trumps politik på indvandringsområdet og frihandel, der bekymrer erhvervsøkonomer. Det er en interessant undersøgelse af flere grunde. Nok er det ikke amerikanske erhvervsøkonomer, der afgør amerikanske valg, og deres mening flytter nok ikke mange stemmer, men deres analyse rammer plet på et meget afgørende område: Det kan godt være, at den lovgivende forsamling med stor sandsynlighed ikke bliver sammensat således, at man kan lave store politiske reformer af økonomien, men man skal ikke undervurdere præsidentens negative magt.

Som bekendt kan præsidenter ikke vedtage love eller sætte dem til afstemning, men love i USA bliver ikke gennemført uden præsidentens underskrift, og det er også ham eller hende, der implementerer love og bestemmer, hvorledes den føderale offentlige forvaltning fungerer. Og er der to ting, som en præsident kan få stor indflydelse på, så er det netop frihandelsaftalerne, som forhandles i disse dage: Trans-Pacific Partnership (TPP), der er rettet mod Stillehavsregionen, og Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP), der er rettet mod EU samt måden, hvorpå man håndterer indvandring til USA, og de illegale indvandrere, der allerede er i landet. En præsident kan ikke gennemtvinge en frihandelsaftale, men vedkommende kan bremse den. En præsident har ikke beføjelser til at udvide indvandring til USA, men har magt til at begrænse adgang for grupper, som findes skadelige for USA. Selvom beføjelsen til at hindre grupper adgang til USA nok er mere begrænset, end eksempelvis Donald Trump forestiller sig, så skal denne ret prøves ved føderale domstole, hvis præsidenten bruger den på en mere ekspansiv facon end hidtil. Og en præsident kan vælge at skrue op for deportationer af illegale, fordi lovgivningen allerede er på plads på dette område.

Den næste præsident vil altså få meget lidt råderum til at rette op på USA's økonomi, men vil derimod have rige lejligheder til at skade den, hvis man spørger de økonomer, der beskæftiger sig mest indgående med det amerikanske marked.

 The Buffett Rule
Et forslag om, at USA's rigeste aldrig må betale mindre i skat trods forskellige typer af fradrag - end mennesker i lavere indkomstgrupper. Reglen har navn efter, at Warren Buffett fandt det forkasteligt, at han betalte mindre i skat end sine sekretærer.