Udmeldinger fra Draghi er godt nyt for aktieporteføljen

Aktier og dollar stiger
Udmeldingerne fra chefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, den 22. januar har været medvirkende til store bevægelser på de finansielle markeder. I relation til Formueplejeforeningernes aktieportefølje er der specielt to ting, der har været medvirkende til at drive de seneste dages positive udvikling.

For det første har det overraskende store stimuli-program i Europa medvirket til at skabe fornyet optimisme omkring mulighederne for, at Europa over tid igen vil kunne vende det udfordrende inflations- og vækstbillede.

For det andet har stimuli-programmet svækket euroen yderligere over for blandt andet amerikanske dollar. Med en eksponering mod dollar på op imod 50 procent i aktieporteføljen har en væsentlig del af porteføljens fremgang således været drevet af denne styrkelse af dollaren.

Uændret aktieeksponering
Formueplejeforeningerne har gennem en årrække været maksimalt eksponeret mod aktier inden for de gældende investeringsrammer. Derfor ændrer ECBs udmelding som udgangspunkt ikke på denne allokering, men potentialet fremadrettet afhænger i høj grad af de enkelte europæiske regeringers evne og vilje til at gennemføre strukturelle reformer - ganske som Mario Draghi ved flere lejligheder har pointeret. Man må dog nu konstatere at Europa - i lighed med andre dominerende centralbanker - fører en meget ekspansiv pengepolitik.

I forhold til de europæiske virksomheder vil virksomheder med salgseksponering mod dollar, forbrugere samt energiintensive virksomheder drage gavn af valutakursudviklingen samt faldet i olieprisen. De positive effekter fra ovenstående vil dog først over de kommende kvartaler få effekt i foreningerne.

Se detaljer omkring det europæiske stimuli-program i artiklen "Ét nøgletal over dem alle…".