Gældskrisen i Grækenland prægede finansmarkederne i juni

Grækenland var igen hovedfokus for de europæiske aktier, hvor nye kapitler i det græske drama øgede investorernes risikoaversion og pressede aktierne. På rentemarkederne gav uroen købsmuligheder inden for danske realkreditobligationer.

Læs månedsstatus i pdf

Europæisk aktieudvikling dikteret af Grækenland
Grækenland var igen hovedfokus for de europæiske aktier, hvor nye kapitler i det græske drama øgede investorernes risikoaversion og pressede aktierne.

Frem til offentliggørelsen af folkeafstemningen på søndag den 5. juli syntes den græske uro at være koncentreret omkring Europa. Op til forhandlingssammenbruddet lod risikoen på det amerikanske marked til at være fuldstændig upåvirket. Mandag den 29. juni var den første reelle handelsdag, hvor der var tegn på en koordineret risikobevægelse mellem Europa og USA.

Ikke overraskende har europæiske aktier ført an i kursfaldene, hvor USA og Asien har gjort det væsentligt bedre. Inden for det europæiske marked er det industri, forsyning og IT-selskaberne, der har været hårdest ramt med fald på op imod 6 procent. De amerikanske aktier har klaret sig væsentligt bedre, og samtidig har man som dansk investor haft den relative styrke i dollaren.

Formueplejeforeningernes aktieportefølje har i juni genereret et samlet afkast på minus 3,9 procent, hvilket er på niveau med markedet som helhed.

Grækenland gav renteudsving
I juni fyldte Grækenland det hele. Polemikken omkring Grækenlands gældsproblemer nåede i månedens sidste dage nye højder, da grækerne valgte at udskrive en folkeafstemning om den spareplan, som de europæiske kreditorlande har fremlagt som betingelse for at fortsætte udlånene til den græske stat. I skrivende stund fortæller meningsmålingerne om et relativt klart "Nej", hvilket kan betyde, at forhandlingerne mellem Grækenland og Europa vil fortsætte ind i juli.

Tiden er dog knap, da det på grund af manglende likviditet har været nødvendigt at lukke de græske banker. Og eftersom en ikke-fungerende finansiel sektor umuliggør en velfungerende økonomi, er det overvejende sandsynligt, at en beslutning vil blive truffet inden for kort tid. Det skal også nævnes, at Grækenland ved månedens udgang ikke betalte sine afdrag til IMF - som det første land siden Zimbabwe i 2001 og som det første industriland nogensinde.

I takt med udviklingen i Grækenland har rente- og valutamarkederne oplevet nogle ret store udsving, og de lange danske renter er i månedens løb steget omtrent 0,3 procentpoint. Den amerikanske dollar er svækket med cirka 1,5 procent, hvilket især skyldes, at markedet forventer, at problemerne i Grækenland får den amerikanske centralbank til at udsætte sin første renteforhøjelse siden 2006 til februar 2016.

Læs månedsstatus i pdf