Formuepleje ser igennem markedsuroen

Formueplejes investeringskomité tager den aktuelle uro på finansmarkederne alvorligt, men som langsigtet kapitalforvalter mener komitéen, at det vestlige vækstbillede er intakt og ikke alvorligt truet af en afmatning i Kina.

Opdateret den 8. september 2015.

De globale aktiemarkeder har de seneste uger oplevet flere og større svingninger i begge retninger, end vi tidligere i år har været vant til. Den øgede volatilitet blev udløst af Kinas devaluering for cirka en måned siden og dermed bekymringer om en kinesisk vækstkrise.

Investeringskomitéen noterer, at faldene og de større udsving ikke er sket med en massiv omsætningsvolumen i markedet, hvilket kan tolkes i retning af, at der ikke er noget generelt salgspres. Der er blot ikke den helt store købsinteresse. Dette er normalt et positivt tegn på den korte bane, da det kan tolkes som en mere følelsesdrevet reaktion end en reaktion drevet af ændrede fundamentale forhold.
 
Ikke tegn på lavere vækst
Investeringskomitéen mener ikke, at der er nogen ny væsentlig information i markedet, der giver anledning til at ændre på den langsigtede strategiske allokering med høj aktieandel. Vækstbilledet for de vestlige økonomier er intakt og er ikke alvorligt truet af en eventuel afmatning i Kina.

Amerikansk renteforhøjelse afventes
Formuepleje forventer derfor, at markederne stabiliserer sig, når der kommer klarhed om den amerikanske centralbanks eventuelle renteforhøjelse, der har været programsat til slutningen af andet halvår 2015. Dog skal vi forberede os på, at markederne har skiftet karakter, og at vi vil se hyppigere og større aktiekursbevægelser i begge retninger de kommende uger/måneder, end vi har været vant til. Formuepleje har dermed fortsat fuldt fokus på den taktiske og operationelle risikostyring i alle porteføljer.

Centralbankerne holder hånden under markederne
Slutteligt er det helt afgørende, at centralbankerne i både Europa og USA stadig er 100 procent fokuseret på at få økonomierne tilbage på vækstsporet. Det vil sige, at centralbankerne stadig holder "hånden under markederne" forstået på den måde, at man ikke vil tillade en kraftig vækstafmatning uden at reagere med endnu mere ekspansiv og dermed vækststimulerende pengepolitik. Både ECB og den kinesiske centralbank har da også i den seneste tid netop vist denne vilje til at understøtte væksten med ekspansiv pengepolitik.

Investeringskomitéen mener dog ikke, at vi bevæger os mod en kraftig global vækstafmatning. Tværtimod forventer vi, at den amerikanske centralbank hæver renten i løbet af 2015. En amerikansk rentestigning er dermed ikke aflyst. Amerikanske dollar forventes derfor styrket sidst på året. Dette, sammen med den nuværende eksponering i porteføljerne, vil få afkastet tilbage på sporet i porteføljerne.

Læs artikel fra 24. august 2015 om vækstbekymringer