Euroen står over for krævende udfordringer

Baggrundsanalyse: Siden finanskrisen brød ud for syv år siden, er svaghederne i det økonomipolitiske projekt, euroen, blevet udstillet. Mulige løsninger på problemerne er komplicerede og svære at sluge for både politikere og befolkninger. Investeringsstrateg Henrik Franck trækker problemer og løsninger op.

Denne artikel er fra magasinet FORMUE 3 // 2015, der udkommer i uge 31.

Problemerne omkring euroen bunder i, at projektet er politisk, mens virkeligheden, som den fælles valuta skal fungere i, er økonomisk. Det kan gå så længe, den politiske vilje til at løse de økonomiske problemer med politiske værktøjer er stærk. Men udviklingen i Europa bevæger sig højere og højere grad mod øget nationalisme og EU-skepsis, hvilket svækker viljen og påvirker den økonomiske virkelighed.

Fred, handel og velstand
Efter anden verdenskrig stod Europa tilbage splittet og sårbart. Mistillid og frygt trak lange skygger på tværs af landegrænserne, og især Frankrig havde svært ved at lægge minderne om sin tyske nabos aggressive handlinger bag sig.

Derfor foreslog udenrigsminister Robert Schuman i 1950, at man oprettede et europæisk kul- og stålfællesskab, der skulle fungere som et frit marked mellem medlemslandene. Tanken var, at man ved at etablere et økonomisk interessefælleskab ikke blot ville undgå, at der udbrød en ny krig mellem Frankrig og Tyskland i efterkrigstiden, men at det også ville have en forebyggende effekt i forhold til europæiske konflikter i fremtiden.

Med missionen om at bringe fred og velstand til Europa har EU fra begyndelsen været et politisk projekt, som har løst aktuelle problemer med politisk indsats. Men siden euroen gjorde sin entre, er der skabt grobund for en række udfordringer af en helt anden karakter, og som kræver en anden type løsningsmodel. 

Et økonomipolitisk blandingsprojekt
Henrik Franck er partner og investeringsstrateg i Formuepleje. Han har længe holdt øje med udviklingen i Europa og det stigende pres, der gennem tiden har lagt sig på det europæiske samarbejde. Det pres, forklarer han, skyldes euroen:

"Problemet med euroen er, at den blev skabt på et politisk grundlag - ikke et økonomisk," siger Henrik Franck og henviser til teorien om optimale valutaområder, som beskriver en række kriterier, der skal være opfyldt, før en fælles valutaunion kan fungere optimalt.

"Hvis ikke de involverede lande lever op til nogle grundlæggende krav, har man et meget dårligt fundament for at få en monetær union til at fungere. Med store forskelle øger man risikoen for, at landene reagerer meget forskelligt på forskellen i efterspørgsel, og det kan give problemer," forklarer han og tilføjer, at man for eksempel kan argumentere for, at det er det, vi oplever i øjeblikket, hvor Grækenland er ved at gå konkurs, og en række økonomisk stærke lande hænger på regningen.

FAKTA

Optimale valutaområder

1. Landene må ikke kunne påvirkes asymmetrisk af eksterne chok.

2. Der skal være fri bevægelighed for både kapital og arbejdskraft.

3. Landene skal have en diversificeret produktion og samhandel.

4. Der skal være en vis politisk og finanspolitisk integration.

Kilde: Formuepleje og Robert A. Mundell, Peter Kenen, og Ronald McKinnon.

 

"Før man overhovedet overvejer en fælles monetær union, bliver man nødt til at sikre, at de involverede lande ligger tæt på hinanden, handler meget med hinanden og er nogenlunde ens. Det lever de ikke op til i dag, og det gjorde de bestemt heller ikke, da man i sin tid skabte euroen," forklarer Henrik Franck.

Oveni det mangelfulde teoretiske grundlag blev beslutningen om euroen truffet på baggrund af et kompromis mellem Tyskland og Frankrig. Selvom tyskerne mente, at Europa hverken var klar økonomisk, socialt eller kulturelt til at indføre en fælles valuta, havde de siden Berlin-murens fald i 1989 haft et stort ønske om at genforene øst og vest - et ønske, Frankrig kun ville indfri, hvis tyskerne til gengæld sagde ja til euroen.

"Man kan sige, at den politiske vision trumfede de økonomiske kendsgerninger, og det mærker vi konsekvenserne af i dag," forklarer Henrik Franck.

"Håbet var selvfølgelig, at man løbende ville få styr på det mangelfulde grundlag, så den nye møntfod kunne få et solidt fundament. Derfor opstillede man konkrete regler, der skulle sikre, at landene i eurosamarbejdet førte en ansvarlig økonomisk politik, men siden valgte både Tyskland og Frankrig så selv at bryde reglerne, og det gav den økonomiske disciplin i Europa et alvorligt knæk."

Tre problemer, der skyldes euroen
På grund af den slappe økonomiske disciplin står det europæiske samfund fra et økonomisk perspektiv helt konkret over tre overordnede problemer, der kræver handling både nu og i fremtiden: Et på kort sigt, et på mellemlangt sigt og et på langt sigt.

Det kortsigtede problem var den europæiske likviditetskrise, som opstod, fordi Portugal, Italien, Irland, Grækenland og Spanien - de såkaldte PIIGS-lande - alle stod overfor en gæld, der snart ville udløbe, og et gabende underskud i deres statsbudgetter. Behovet for hurtigt at skaffe likviditet var stort, men uden muligheden for at låne penge i markederne, rykkede PIIGS stadig nærmere risikoen for statsbankerot. Situationen var uholdbar og ville hurtigt kunne sætte en stopper for det europæiske samarbejde, hvis ikke man øjeblikkeligt fandt en løsning.

Den Europæiske Centralbank valgte at løse problemet gennem forskellige pengeudpumpningsprogrammer med det formål at nedbringe statsrenterne. Det er lykkedes. I dag kan både Spanien og Italien låne i to år til under en kvart procent.

Lidt længere ude i fremtiden venter det mellemlange problem, som ifølge Henrik Franck bunder i, at forskellen i konkurrenceevnen mellem landene i eurozonen er for stor.

"Selvom der enkelte steder er sket forbedringer, er faktum stadig, at lønningerne i store dele af Sydeuropa er alt for høje i forhold til det, der bliver produceret. Umiddelbart er løsningen at skære i lønnen og andre ydelser, men det kan ikke lade sig gøre i praksis, når disse lande samtidig står med en kæmpe gæld."

Endelig er der det langsigtede problem. Som tidligere nævnt er euroen omdrejningspunktet for en stor del af det pres, der i øjeblikket ligger på det europæiske fællesskab, og derfor er det lange problem for eurosamarbejdet, at EU helt grundlæggende ikke opfylder kriterierne for et optimalt valutasamarbejde.

"De kulturelle, sociale og økonomiske forskelle landene imellem er simpelthen for store. Det vil kræve omfattende reformer at rette op på, og derudover vil det tage utrolig lang tid. Som det er nu, kan det europæiske valutasamarbejde aldrig blive rigtig godt," forklarer Henrik Franck og tilføjer, at selv-om løsningen ligger langt fra højrebenet, er det afgørende, at man får styr på det langsigtede euro-fundament.

"Hele konstruktionen omkring euroen er kun holdbar, hvis man kan overbevise lande som Frankrig, Italien og Grækenland om at føre en mere ansvarlig økonomisk politik og gennemføre gennemgribende økonomiske reformer. Projektet er ikke holdbart i længden, medmindre man hurtigt etablerer markant øget ensrettethed - det er det, vi økonomer kalder konvergens - inden for valutaunionen," forklarer han.

Det EU-kritiske kor
Konsekvenserne af de store forskelle mellem de europæiske medlemslande har desuden medført, at en stigende EU-skepsis har bredt sig over hele Europa.

Mange vil ikke acceptere de store konsekvenser af det indre marked som for eksempel de åbne grænser, meningsløse harmoniseringer og regulering. Derudover oplever befolkningerne i mange eurolande nu forpligtelserne ved den økonomiske union.

"Der er ingen tvivl om, at de EU-skeptiske bevægelser, vi oplever i øjeblikket, skyldes, at man har truffet vigtige beslutninger på forkerte grundlag. Det er det, befolkningerne er begyndt at gøre oprør mod, for selvom man politisk kan strække sig meget langt for at få et økonomisk projekt som euroen til at fungere, er der ikke tale om andet end politiske lappeløsninger," siger Henrik Franck.

"Vi har hørt meget om, hvordan EU-skeptiske partier stormer frem i de sydeuropæiske meningsmålinger, men kritikken er også begyndt at ulme i selve kernen af EU-samarbejdet. I for eksempel Tyskland har befolkningen indtil nu bakket op om EU-samarbejdet, men de begynder at få oplevelsen af at skulle betale prisen for, at andre lande har ført en uansvarlig økonomisk politik," forklarer Henrik Franck og tilføjer, at det for nyligt overstående valg i Storbritannien også har givet plads til EU-kritiske røster.

Her ønsker en voksende del af befolkningen ikke, at EU udvikler sig yderligere i retning af en union, og det har skabt grobund for en debat om helt at forlade EU-samarbejdet.

"Briterne er især kritiske over for den politiske integration i EU, ligesom der er bekymring omkring den voksende indvandring fra primært de nye EU-lande i øst, som, man mener, underminerer velfærdssystemet."

Gamle EU skal tænke nyt
Netop indvandringen er et tema, der for nyligt har fyldt meget i den offentlige debat. Sammen med den økonomiske krise i Grækenland er det bådflygtninge i Middelhavet, der har optaget spalteplads. Billeder af både tungt læsset med tragiske menneskeskæbner har tvunget Europa til at spørge sig selv, hvad vi stiller op med de tusindvis af borgere, der flygter mod drømmen om et bedre liv i Europa. Hvordan forhindrer vi, at så mange liv går til på åbent hav? Og hvordan forholder vi os til dem, der slipper ind?

Ifølge Tænketanken EUROPA vil vi i bund og grund helst holde dem ude af EU. Historisk set har Europa stædigt holdt fast i tanken om, at EU er for europæere, og ideen om at åbne grænserne for dem, der gerne vil ind, er svær pludselig at forene sig med. Men det er nødvendigt, for faktum er, at Europa om ganske få år vil stå over for en akut mangel på arbejdskraft.

Samme tænketank og Dansk Erhverv vurderer, at Danmark i 2030 vil mangle omkring 30.000 højtuddannede. Indvandringen er med andre ord nødvendig for Europa, men vi har svært ved at forene os med tanken - et emne, der i Danmark heftigt blev debatteret under valgkampen før folketingsvalget i juni.

"Når man som Europa har mangel på kvalificeret arbejdskraft, men samtidig smækker døren i hovedet på dem, der kan, vil og har evnerne, lægger man en dæmper på væksten og på økonomien," siger Henrik Franck og opfordrer til, at man vender blikket mod USA, Canada og Australien, som ifølge Tænketanken EUROPA længe har været mere populære destinationer for højtuddannet arbejdskraft.

"Amerikanerne har gennem mange år haft en helt anden tilgang til for eksempel indvandring, og derfor står de heller ikke over for de samme udfordringer, som vi i øjeblikket kæmper med i Europa. Europa er blevet gammelt, og hvis ikke vi fornyer os og måden, vi tænker på i forhold til indvandring, bliver vi snart overhalet indenom af resten af verden."

Håb og politisk vilje
Selvom udsigterne kan virke dystre, bør man nok slå koldt vand i blodet, før man sender det europæiske fællesskab til tælling, for ser man på meningsmålingerne, er det faktisk sådan, at 70 procent af den europæiske befolkning er glade for EU og støtter det fælles projekt. Desuden har de skeptiske partier ingen reel magt i hverken Europa Parlamentet eller Europa Rådet, som ledes af en blårød koalition.

"Det er en god nyhed, og eurosamarbejdet er trods alt ikke er brudt sammen endnu. Det må tilskrives den store politiske vilje. Men de helt store spørgsmål er, om denne vilje kan holde sammen på et europrojekt under folkeligt pres? Og har krisen for store konsekvenser for fortsat udvikling af den politiske union?," spørger Henrik Franck og fortsætter:

"Problemerne er der helt sikkert, og de skal løses. Der er uden tvivl en risiko for helt eller delvist sammenbrud af det politiske EU-samarbejde og af europrojektet. De næste år bliver afgørende, og det er ikke utænkeligt, at vi vil opleve det første land forlade euroen. Grækenland kan frivilligt eller ufrivilligt nå dertil, og selvom det vil være et politisk nederlag for EU-projektet, vil det ikke nødvendigvis true eurosamarbejdet. Med politisk vilje kan man komme langt."