Om lave renter, uenige økonomer og almindelig dumhed

Når Formuepleje kigger tilbage på 2013, ser vi et spændende år, der på flere områder satte den aktuelle debat om Finanskrisen ind i et bredere perspektiv. Det forgangne år sætter desuden retningen for 2014: Fortsat lave korte renter - risiko for stigende lange renter.

Når krisen kradser, og gælden vokser op over ørene, så mener nogle økonomer, at det er klogt at sætte tæring efter næring og spare for at betale gæld tilbage. Andre økonomer mener derimod, at det er bedre som nation at bruge flere penge. Det skaber nemlig indkomst, efterspørgsel, beskæftigelse og vækst og dermed øget råderum til at få styr på økonomien.

Fejl i krise-model
I 2013 er bølgerne gået højt i den økonomiske og akademiske verden. Professorerne Rogoff og Reinharts arbejde med gældskriser, der efter finanskrisen blev brugt som argument for opstramninger på statsbudgetterne, blev afsløret som fejlbehæftet, da en studerende fandt en fejl i professorernes regneark, som ændrede den endelige konklusion ganske markant. Dette førte til, at diskussionen om berettigelsen af stramme offentlige budgetter i en lavkonjunktur blussede op igen med ganske prominente økonomer i begge lejre.

Vi er afhængige af hinanden
Blandt modstanderne af opstramningerne er det nobelprismodtageren Paul Krugman, som har fået mest opmærksomhed. Skåret ind til benet er hans pointe, at hvis alle sparer for at nedbringe deres gæld, så vil gælden ikke falde. Argumentet er, at vi er afhængige af hinanden. Dit forbrug er min indtægt og omvendt. Hvis vi begge skærer ned for forbruget, vil vi derfor være lige vidt med hensyn til gælden, men i processen har vi skabt massearbejdsløshed, som så igen gør det sværere at slippe ud af gældsfælden. Som John Maynard Keynes sagde: "Højkonjunkturen - ikke lavkonjunkturen - er det rigtige tidspunkt for opstramninger".

Som bevis for sin påstand har Krugman fremført, som det fremgår af grafen nedenfor, en tæt sammenhæng mellem størrelsen på opstramninger på det enkelte lands statsbudget og samme lands BNP-vækst. Altså når der spares, påvirkes væksten negativt.

 

Rentetema_ReneRoemer 

Konflikt om mål og midler
Denne udlægning er der mange, der ikke er enige i. Blandt de mest berømte er tidligere medlem af styringsrådet i Den Europæiske Centralbank (ECB), Lorenzo Bini Smaghi, der i dag blandt andet er professor ved Harvard.

Smaghi vender Krugmans argument på hovedet. Mens Krugman (ifølge Smaghi) mener, at de europæiske politikere, der strammer op, er "ignoranter eller dumme", så siger Smaghi, at politikerne strammer op, fordi de har været dumme - tilbage før finanskrisen, hvor de burde have strammet op. At politikerne strammer op nu skyldes, at de ikke har andet valg, hvis de enkelte lande skal gøre sig håb om at undslippe den økonomiske krise, som mange af landene fortsat befinder sig i. Som bevis for sin påstand har Smaghi fremført, at lande, der betaler høj rente på deres gæld, også har lav vækst. Det vil derfor kunne betale sig for landene at nedbringe gælden, da det vil sænke rentebetalingerne og derved isoleret set øge væksten.

Formueplejes rolle
Uanset, hvem der har ret, så er det en interessant debat, der kører om, hvad der er den rigtige kurs for Europa og for de enkelte kriseramte lande. Samtidig tjener det ovenstående også som et godt eksempel på de forskellige roller, tre forskellige typer af økonomer har:

  • Den akademiske økonom: Både Krugman og Smaghi er akademikere, hvis rolle det er at komme med indspark til lovgivere og beslutningstagere omkring den kurs, der skal udstikkes for samfundet generelt. Herhjemme varetages den rolle blandet andet af "de økonomiske vismænd".
  • TV-økonomen: Når der så er truffet en beslutning, blandt andet på baggrund af den akademiske økonom, skal denne beslutning formidles videre ud til den brede offentlighed i et forståeligt sprog. I mangel på bedre ord for det modsatte af at forudsige, og hvad der kommer til at ske, kan udkommet af dette kaldes for "bagudsigelser".
  • Investeringsøkonomen: Det er denne type, som Formuepleje hører til. Vores opgave er (blandt andet) at forudsige, hvad politikere og beslutningstagere vurderer, der er bedst. På den baggrund vurderer Formuepleje investeringsmuligheder, og når regnebrættet er gjort op, vil man kunne se på afkastene, hvor dygtige vi har været til vores arbejde - hvilket står i modsætning til de øvrige økonomer, fordi værdien af deres arbejde ikke kan måles på samme måde.

ECB holder renten lav
Ovenstående diskussion mellem Krugman og Smaghi tjener som et godt eksempel på, hvad der styrer vores renteholdning i øjeblikket og har gjort det siden 2010 (se "Spillet om euroen", Magasinet FORMUE, april 2010).

Vi forventer, at den kurs, Smaghi og ECB står som eksponent for, fortsat vil være den dominerende i Europa. Svagheden i Krugmans argument er, at det er tyskerne, der skal betale for de manglende opstramninger, hvilket ikke er en politisk farbar vej for den tyske Kansler Merkel.

Europa vil derfor fortsat befinde sig i lavkonjunktur i de kommende år, hvilket vil tvinge ECB til at holde sin styringsrente lav meget længe. Af samme årsag eksponerer vi obligationsporteføljerne mod de kortere renter,mens vi er meget påpasselige med de lange renter. For på et eller andet tidspunkt vil en (for) lempelig pengepolitik have konsekvenser for inflationsforventningerne og drive den lange rente op, og det ønsker vi, at porteføljerne er beskyttede imod.