Derfor skal du vælge køb- og behold strategien

Når du vælger en aktivt forvaltet investeringsløsning via Formuepleje, skal du også vælge en overordnet strategi til din portefølje. Formuepleje anbefaler køb- og behold strategien.

Når du investerer, skal du vælge en strategi, der kan give dig klarhed og virke som en støtte til dine fremtidige beslutninger. Investering er langsigtet, men det betyder ikke, at du nødvendigvis bare kan investere og læne dig tilbage og vente på afkastet. Køb- og behold strategien er den mindst arbejdskrævende, men den kræver forarbejde, og den bør kombineres med en årlig rebalancering.

Køb- og behold strategien
Kort fortalt går køb- og behold strategien ud på nøje at analysere og vurdere hvert enkelt værdipapir med henblik på at beholde det i lang tid. Warren Buffet, den succesrige amerikanske storinvestor, har sagt, at man skal investere i en virksomhed, hvor det ikke betyder noget, hvis aktiemarkedet lukker i ti år. Med andre ord skal aktien kunne blive ved med at skabe blivende værdi i mange år. Det er de færreste, der har tid og evner til at analysere så dybt. Derfor vælger langt de fleste investorer at lade professionelle gøre arbejdet.

Det betyder ikke, at der ikke skal vælges en strategi. Tværtimod bør du netop vælge køb- og behold strategien, når du har at gøre med aktivt forvaltede investeringsløsninger som Formueplejeselskaberne.

"Du behøver jo ikke som investor selv at være aktiv, når du har 'ansat' Formuepleje til at være det," pointerer direktør i Formuepleje Søren Astrup.

Risiko og investeringshorisont
Måden at investere i Formueplejeselskaberne med en køb- og behold strategi er at koncentrere sig om at definere sin egen risiko og investeringshorisont. Er lysten til risiko moderat til høj og investeringshorisonten mere end fem år, er Formuepleje et oplagt valg. Ved at investere langsigtet i et aktivt forvaltet investeringsprodukt som Formueplejeselskaberne opnår du et attraktivt risikojusteret afkast og minimalt arbejde.

"Først når tiden nærmer sig, hvor investeringen skal omsættes til forbrug, skal du som investor forholde dig til, hvad der skal sælges. Her hjælper Formueplejes rådgivere gerne med råd, der er tilpasset den enkelte," siger Søren Astrup.

Rebalancering
Har du valgt køb- og behold strategien, skal den kombineres med en årlig rebalancering. Da Formueplejeselskaberne er lagerbeskattede, betyder det, at i gode år skal der betales skat af den urealiserede fortjeneste. Det betyder øget skattebetaling, uden at der er kommet afkast på kontoen. Skal pengene skaffes fra porteføljen, skal der sælges, og dermed er der en god anledning til at få rebalanceret porteføljen, så de værdipapirer, der er steget mest, sælges.

Det modsatte gælder i de år, hvor Formueplejeselskaber har leveret negative afkast. Her betyder skattereglerne, at investor opnår et fradrag i sin kapitalindkomst, uden at der har været trukket negativt afkast ud af kontoen. Med andre ord, der udbetales isoleret set overskydende skat. Dette beløb bør indgå i rebalanceringen ved at købe op i de Formueplejeselskaber, der er faldet mest.

"Fordelen ved denne rebalanceringsstrategi er, at der laves delsalg ved stigende kurser og delkøb ved faldende kurser. Det giver på langt sigt en robust og stabil afkastudvikling for hele porteføljen," siger Søren Astrup.

Har du brug for yderligere rådgivning omkring denne måde at optimere din portefølje på, er du velkommen til at kontakte en af vores rådgivere.