Til kamp mod krisen

I efteråret 
skabte gældskrisen for alvor nervøsitet på de finansielle markeder, men den europæiske centralbank fik resolut orkestreret en effektiv løsning. Det vil den om nødvendigt gøre igen, 
for krisen skal kvæles og tyskerne ved godt, at de hænger på regningen. Søren Astrup har besøgt Den Europæiske Centralbank i Frankfurt.

Først blev Portugal, Italien, Irland, Grækenland og Spanien kaldt PIIGS-landende med slet skjult hentydning til det 
engelske ord for svin. Det synes en tysk økonom dog ikke længere er fair over for de hårdt arbejdende irere. Han har sorteret den grønne ø fra, for i stedet at give de gældsplagede lande i Sydeuropa et nyt navn. Han kalder dem ClubMed. Egentlig navnet på en fashionabel kæde af eksotiske ferieresorts - nu en spydig fællesbetegnelse for Grækenland, Italien, Spanien og Portugal, som i tyske øjne har holdt for meget ferie og arbejdet for lidt.

Under et besøg i Frankfurt for nyligt mærkede Formueplejes 
direktør Søren Astrup, hvordan 
tyskerne, med galgenhumor og sarkastiske bemærkninger, forsøger at fordøje det faktum, at de hænger på regningen for sydeuropæernes overforbrug. 

"Den almindelige tysker føler uden tvivl, at han skal betale regningen for fråseriet i Sydeuropa. Jeg talte med en tysk TV-journalist, som havde produceret en række indslag om hvordan alt sejler i Grækenland. Han havde selv fulgt græsk politi under en razzia på en motorvej, hvor de tjekkede nummerplader på varevogne og mindre lastbiler. Syv ud af ti kørte rundt med piratnummerplader og havde ikke betalt registrerings-afgift. Historier som den betyder, at tyskerne simpelthen foragter grækerne. Egentlig ikke fordi de ikke kan betale deres gæld, men fordi de ikke viser nogen vilje til at gøre noget ved deres problemer. Tyskerne ser derimod helt anderledes på Irland, der også har store økonomiske udfordringer. Tyskerne respekterer irerne, fordi de er klar til at yde deres ofre og arbejde sig ud af problemerne," fortæller Søren Astrup.

 

Tæt på nedsmeltning
Omgivet af indebrændte tyskere arbejder de ansatte hos Den Europæiske Centralbank (ECB) i Tysklands og EU's finansielle hovedstad Frankfurt målrettet på at stabilisere den euro-pæiske økonomi og få aflivet gældskrisen. Så sent som i 
november 2011 var de finansielle markeder ellers igen faretruende tæt på afgrunden.

"Da den europæiske gældskrise accelererede i efteråret opstod der en frygt for, at omfattende tab på græske statsobligationer ville få de franske storbanker til at kollapse. Det fik det såkaldte interbank-marked til at fryse fast, og de franske banker fik derfor svært ved at skaffe de dollars, som de skulle bruge. Set i bakspejlet var vi på kanten af et ragnarok på linje med det, som vi så efter Lehman-krakket i 2008. ECB var dog i tæt kontakt med bankerne, og sammen centralbankerne i USA, Japan, England og Schweiz gik de ind og sikrede, at der var dollar nok til de europæiske banker," forklarer Søren Astrup. Han ser løsningen på "dollarkrisen" i 
efteråret som et godt eksempel på, hvor tæt ECB i øjeblikket monitorerer den europæiske finansverden og den europæiske økonomi. Under sit besøg i Frankfurt mødte Søren Astrup både højtstående ansatte i ECB og eksperter med tæt tilknytning til centralbanken. Han fik derfor et meget klart indtryk af, hvad centralbanken i de kommende kvartaler vil gøre for at understøtte den europæiske økonomi.

"Folkene i og omkring ECB udstråler betryggende stor selvtillid. Ikke fordi de føler, at de har kvalt krisen, men fordi de mener, at de fortsat har masser af pengepolitiske instrumenter at spille på. Samtidig lægger de heller ikke skjul på, at de er klar til at slippe hele orkesteret løs, hvis det bliver nødvendigt. ECB sender dermed et tydeligt signal om, at de er klar til at reagere på enhver situation, der måtte opstå. Det er ikke i sig selv en løsning på krisen, men det er med til at skabe den ro, der er nødvendig for at få økonomien og væksten i Europa på sporet igen."

 

Nye initiativer på vej
Søren Astrup fortæller, at det langt fra er utænkeligt, at ECB snart vil tilbyde lån direkte til små og mellemstore virksomheder. Netop de små og mellemstore virksomheder står overfor store udfordringer lige nu. Bankerne er meget tilbageholdende med at låne penge ud, og samtidig er de små og mellemstore virksomheder under pres fra de store globale virksomheder, som udnytter deres størrelse til at kræve længere kreditter hos deres underleverandører.

"Af hensyn til den europæiske økonomi giver det ganske god mening, at ECB vil gør noget for at hjælpe de små og mellemstore virksomheder. Det er en kendt sag, at de små og mellemstore virksomheder er rygraden i ethvert holdbart opsving, så det vil uden tvivl have 
en vækstfremmende effekt, hvis centralbanken gør den ide til virkelighed," vurderer Søren Astrup.

ECB er ellers tidligere blevet klandret for ikke at gøre nok for 
at understøtte den europæiske vækst. Mange økonomer har 
efterlyst mere aktivistiske livtag med krisen i tråd med dem. 
Den Amerikanske Centralbank (FED) har praktiseret de seneste år. Den kritik mener Søren Astrup nu bør forstumme.

"ECB har haft en strategi, der er gået på ikke at råbe unødigt op om, hvad de gør og hvornår de gør det. Det står i skærende kontrast til FED, som altid lancerer ethvert tiltag for fuld udblæsning. Min holdning er, at ECB er mindst lige så aktivistisk som FED, men de har i vid udstrækning været det i det skjulte og kun sparsomt kommenteret på det. Jeg står dog tilbage med det indtryk, at ECB følger enhver udvikling meget tæt, hvilket gør dem i stand til at reagere uden tøven, når det er nødvendigt."

 

Bankerne skygges
Siden gældskrisen brød ud har ECB haft stor fokus på stabiliteten i det europæiske banksystem. Centralbanken vil nærmest for enhver pris undgå det kaos, som et krak i en af 
Europas største banker vil udløse. Derfor har ECB involveret sig meget i banksektoren. Bankerne er også fra politisk hold blevet mødt med skrappe krav til deres solvens, og ECB lægger ikke skjul på, at det er aktionærerne, der må betale regningen gennem udvanding af deres værdier.

"Når ECB stiller nærmest ubegrænset likviditet til rådighed for bankerne, så er det blandt andet for at undgå, at bankerne lukker låneengagementer ned. Al erfaring viser, at når virksomhederne føler sig presset af bankerne, så skaber det en lammende usikkerhed i samfundet som helhed. Det betyder, at borgerne holder op med at bruge penge, og så kommer økonomien ind i en dræbende negativ spiral," forklarer Søren Astrup.

En af de udfordringer, som magthaverne i ECB konstant bryder deres hjerne med er magt-balancen i forhold til netop bankerne. ECB holder med andre ord bankerne i kort snor, så det hele tiden er økonomerne i Frankfurt, der har initiativet. På godt dansk kan man sige, at ECB er meget opmærksom på, at bankerne hele tiden skal holdes i ilden, og redskaberne er den klassiske kombination af pisk og 
gulerod. Som gulerod har de europæiske banker, i to omgange siden nytår, haft muligheden for at optage nærmest 
ubegrænsede lån hos ECB til en meget lav rente. Det har 
befriet bankerne for en af deres største bekymringer - at mangle likviditet - så nu kan de koncentrere sig om, at få 
deres forretninger på fode igen. Men samtidig er ECB klar med pisken, såfremt bankerne ikke udnytter den nærmest ubegrænsede adgang til centralbankens pengekasse konstruktivt. Det vil sige til gavn for kunderne og dermed den europæiske økonomi.

 

Frygten for de mange penge
En af de ting der bekymrer fagfolk i øjeblikket er den enorme pengemængde, som ECB har aktiveret. De frygter, at de mange penge på sigt vil skabe en ukontrollerbar inflation.

"ECB mener ikke, at der er grund til at frygte inflation på nuværende tidspunkt. Godt nok er der historisk mange penge i omløb, men de bliver ikke sat i arbejde. Både staterne, virksomhederne og borgerne i EU har fokus på at afvikle gæld, så derfor ser ECB ikke nogen videre risiko for overophedning i øjeblikket. Det vi hele tiden skal holde os for øje er, om ECB i tide får lagt en holdbar strategi i forhold til at få rullet alle milliarderne tilbage i kassen. De ligger ikke skjul på, at de ikke har en konkret strategi lige nu. Holdningen er, at nu skal vi have gang i hjulene, og når de så ruller, så flyttes fokus til inflationen," fortæller Søren Astrup.

Netop frygten for inflation er noget af det tyskerne 
bekymrer sig mest om. Selv om ingen nulevende tyskere kan huske det, så skræmmer sporene fra tiden mellem de to 
verdenskrige stadig vores naboer mod syd.

"Den TV-journalist jeg talte med fortalte, at hans kameramand går rundt med en lille guldbarer i lommen, som han i ramme alvor kalder sin pensionsopsparing. Kameramanden tror simpelthen, at inflationen vil æde hans pension, hvis han lader penge stå i banken, så han har valgt at sætte opsparingen i guld. Så galt tror jeg dog næppe det går.

Selv om tyskerne er kritiske overfor euroen og irriterede over, at de hænger på regningen for overforbruget i Sydeuropa, så er der intet, der tyder på et folkeligt tysk 
oprør. Politikkerne har erkendt, at der er for meget på spil nu til, at de kan opløse euroen. Samtidig finder den almindelige tysker trøst i den faldende arbejdsløshed, så et tysk opgør med euroen mener jeg ikke, at der er grund til at frygte," konkluderer Søren Astrup.