”Grådige Banker” - også i fremtiden

Bankerne strammer gebyrskruen og sætter renten op til trods for, at de samme banker låner næsten gratis i Nationalbanken. Politikerne raser, men bankerne lader ufortrødent den almindelige dansker betale regningen for fejlslagne strategier op til finanskrisen. Det lyder skævt, alligevel er der ingen udsigt til ændringer.

De seneste par år har der jævnligt været historier om bankernes rovdrift på den helt almindelige dansker. For nogle er det blevet en udfordring overhovedet at blive kunde i en bank, for der er skruet markant op for kravene til rådighedsbeløb for potentielle boligkøbere og ikke mindst til kvaliteten af de projekter, specielt små og mellemstore virksomheder skal have finansieret.

Overskrifter som "Førstegangskøbere fryses ud af boligmarkedet" og "Banker straffer mindre virksomheder" illustrer meget fint den almindelige harme. At opstramningerne kommer i en periode, hvor den danske stat - og dermed skatteyderne - har støttet op om den finansielle sektor med bl.a. bankpakke I, II, III, IV og V, gør kun forargelsen større. For formålet med statens hjælp til bankerne er jo netop at gøre det muligt for bankerne at fortsætte med at låne ud til danskerne og de danske virksomheder.

Alt dette har helt naturligt gjort bankerne til en yndet skydeskive for politikere og interesseorganisationer, der ønsker ændringer i bankernes måde at drive forretning på. Bankernes svar har været, at kritikken er forfejlet og unuanceret. Men kritikerne har ret. Bankerne har strammet op. Det er blevet mere vanskeligt at være/blive kunde i en dansk bank (jfr. tal fra Danmarks Nationalbank). Og bankerne har sat rentemarginalen i vejret, mens de officielle renter er faldet. Se figur 1.

figur1

De samme forhold gør sig gældende i hele den vestlige verden. Mens centralbankerne har sat renten ned til næsten ingenting, har bankerne gjort det både sværere og dyrere at være kunde. Konsekvensen er selvsagt en væsentlig mindre kreditgivning end tidligere, hvilket hæmmer den økonomiske vækst, så derfor er det en udvikling, der rammer stort set alle lag i samfundet. Bankerne har altså strammet op. Ingen tvivl om det. Men om de gør det af nødvendighed eller fordi, de er grådige, vil altid være en subjektiv vurdering. I stedet for at lege dommer overfor bankerne, mener vi, at det er langt vigtigere at forstå, hvorfor bankernes strammere kreditpolitik er kommet for at blive.

Ikke kun bankerne
Bankernes kreditpolitik er nemlig blot den mest synlige del af en trend, der i øjeblikket tager fart over hele kloden. Investorerne er skræmte og efterspørger i højere og højere grad de sikre produkter med et lavt afkast, frem for produkter med højere risici og større afkastmuligheder.

Oversat til danske forhold er det bl.a. årsagen til, at renteforskellen på et boliglån hos realkredit instituttet (det sikre) og hos banken (det usikre) er så stor, som den er. Se figur 2.

figur2 

Forskellen kunne selvfølgelig også ses som et resultat af, at bankerne har skruet op for udlånsrenten, men den samme udvikling er at finde på de internationale obligationsmarkeder, hvor forskellen på de sikre obligationer og de mere usikre har undergået en lignende udvikling. Se figur 3. Resultatet af finanskrisen er altså, at investeringer med "god" kredit har fået en lavere rente, mens investering med "dårlig" kredit har fået en højere rente. Udviklingen ses i hele den vestlige verden, og det er ikke tilfældigt. Det er nemlig de samme faktorer, der ligger til grund for udviklingen uanset geografi.

 figur3

 

Sikkerhed, sikkerhed, sikkerhed
Årsagen til, at investorerne søger sikkerhed, kan nemlig opdeles i tre kategorier, som er gældende for stort set alle lande:

1. Regulering:
Fra 1980'erne og frem til finanskrisen blev der mindre og mindre statslig regulering af den finansielle sektor. Set i bakspejlet er det tydeligt, at der også var for lidt regulering, hvilket har været stærkt medvirkende til mange af de bankkrak, der har kostet skatteyderne dyrt kloden rundt.

Siden finanskrisen er denne udvikling vendt. Politikernes holdning er nu, at finansielle institutioner ikke igen skal kunne bringe økonomierne i knæ gennem uforsigtige forretningsmodeller. Dette gælder overalt i verden, men specielt i Europa er holdningen udtalt.

Der lægges derfor op til, at bankerne, forsikringsselskaberne og pensionssektoren skal gøres mere sikre (for skatteyderne/pensionsindskyderne). Midlet er at tvinge disse enorme pengetanke til at investere med langt lavere risiko, end det hidtil har været tilfældet. Det er basalt set dét, den nye bankregulering, Basel III, og forsikring- og pensionsregulering, Solvency II, går ud på.

Udformningen og implementeringen af noget så komplekst som den ovennævnte regulering er dog ikke noget, der sker fra dag til dag. I skrivende stund ser det ud til, at opstramningerne først vil være fuldt indfaset mod slutningen af dette årti.

2. "Cover-my-ass:"
I modsætning til årene før finanskrisen er den vestlige verden i øjeblikket præget af høj arbejdsløshed generelt, og det gælder også inden for de sektorer, der lever af at videre formidle penge (banker, kapitalfonde, finansafdelinger i større virksomheder, investeringsrådgivere osv.).

Det betyder helt naturligt, at de ansatte i de nævnte sektorer bekymrer sig mere om ikke at påkalde sig negativ opmærksomhed fra ledelsen, end de gjorde tidligere. Før finanskrisen handlede det modsat om at påkalde sig positiv opmærksomhed, og det var forholdsvis risikofrit, for gik det galt, så var der rigeligt med job andre steder. Samme udvikling gør sig gældende på virksomhedsniveau, hvor der i øjeblikket er ekstrem hård kamp om kunderne/velhaverne, simpelt hen fordi der er færre af dem end tidligere.

Med de makroøkonomiske udsigter, der er i den vestlige verden lige nu, er der ikke udsigt til, at denne adfærd hos både ansatte og kunder vil ændre sig inden for den nærmeste fremtid.

3. "Brændt-barn:"
Perioden fra 2008-2011 var hård for ved langt de fleste investorer. Erfaringer fra sådanne perioder tidligere er, at frygten kun langsomt slipper sit tag i investorer, der har været udsat for tab. Investorernes ageren fremadrettet vil derfor med stor sandsynlighed være præget af mindre lyst til risikable investeringer end i perioden før finanskrisen.

Gennemgangen ovenfor afslører, at pengekasserne (bank, pension og forsikring) og dem, der formidler penge fra investorer til private eller virksomheder samt dem, der ejer pengene, med stor sandsynlighed vil påtage sig mindre risiko i de kommende år, end de gjorde før 2008.

Det har den konsekvens, at det i endnu højere grad er vigtigt at være "et godt papir", hvis man har behov for finansiering. Specielt små virksomheder og virksomheder i usikre brancher vil opleve vanskeligheder med at få finansieret projekter. Allerede nu vælger mange virksomheder at polstre sig med likviditet på bekostning af investeringer. Det gælder også for privatpersoner, hvor optagelse af lån uden pant og/eller egenkapital (f.eks. udbetaling til et hus) er blevet vanskeligt.

Alternativer til bankerne
En sådan udvikling er selvsagt negativ for den økonomiske vækst, og politikerne har derfor skarp fokus på mulighederne for at afbøde virkningerne af de øgede krav om sikkerhed hos de tre ovennævnte grupper. Eksempelvis har de store danske pensionskasser ofte været bragt i spil som mulige arvtagere til bankerne inden for bestemte udlånssegmenter. Det har blandt andet været omkring boligfinansiering og virksomhedskredit, men endnu uden større succes, fordi pensionskasserne - jævnfør ovenstående gennemgang - også vil have sikkerhed. De vil derfor kun kunne være med, hvis andre tager størstedelen af risikoen.

Som verden ser ud lige nu. er det vanskeligt at pege på andre store pengekasser end de offentlige, der vil have mulighed for at påtage sig større mængder risiko. Udfordringen er dog, at den politiske lyst - med begivenhederne i Sydeuropa i mente - er til at overse lige nu. Det er derfor vores vurdering, at det vil blive en meget langsommelig proces at udskifte den nuværende afhængighed af banklån, som europæiske virksomheder og forbrugere har. At det er muligt kan vi konkludere ved at skele til USA, hvor kun 20%. af al finansiering sker via banker, mens det tilsvarende tal for Europa er 80%. Timingen er bare yderst uheldigt, så en tilnærmelse til amerikanske tilstande vil derfor tage rigtigt mange år, hvis ikke der ageres fra centralt hold af politikerne eller deres embedsmænd.

For der er faktisk mulighed for at løsne en smule op for den "kreditklemme," Europa befinder sig i netop nu. Der findes "penge", der kunne tage en højere risiko, end de gør i dag, og hvor det måske endda ville være en god idé. Vi ser umiddelbart følgende muligheder:

HVIS det vurderes, at bankerne er i en sådan forfatning, at de ikke driver normal, sund kreditpolitik over for det danske erhvervsliv, så vil det være oplagt at lade Nationalbanken låne penge direkte ud til specielt de mindre virksomheder. I et sådan scenarie må det forventes, at større virksomheder kan låne ved at udstede virksomhedsobligationer, så indsatsen bør målrettes de mindre virksomheder.

Politikerne kan også løsne op for reglerne for ATP og de danske pensionskasser, så de får bedre muligheder for at involvere sig i flere initiativer som pensionskassen Pensams samarbejde med BRFkredit (via Halkin ARP Capital) om boligfinansiering.

Der kan også ændres på reglerne for almindelige private pensionsopsparinger, så køb af mere risikofyldte investeringer såsom unoterede aktier blev gjort nemmere.

I øjeblikket er der dog ikke tegn på, at nogle af ovennævnte tiltag er i støbeskeen, og det er bestemt heller ikke tilfældet på internationalt plan.

Udviklingen set herfra
Vores konklusion er, at billig og lettilgængelig kreditgivning, som vi så før finanskrisen, ikke vil komme tilbage. Forbrugere, boligkøbere og virksomheder skal vænne sig til, at rentemarginalerne og kravene til soliditet vil forblive høje.

Som investor skal man derfor være opmærksom på, at "rejsen mod sikkerhed" endnu ikke er overstået. Der vil fortsat være en forhøjet efterspørgsel efter investeringer, der er relativt sikre.

Altså skal man positionere sig i store selskaber i stabile sektorer og sørge for at have høj kreditværdighed på sine obligationer. Finanskrisen er kun ovre for de udvalgte.