Centralbankerne starter seddelpressen

Den europæiske gældskrise sætter fortsat dagsordenen på de finansielle markeder, og har medvirket til faldende global vækst. Derfor er der behov for yderligere stimulanser, og med manglende handling fra politikerne, bliver centralbankerne igen redningsplanke

Det seneste kvartal er gældskrisen i Euroland igen blusset op efter et græsk parlamentsvalg med kraftig fremgang til de euroskeptiske partier, hvilket har øget risikoen for en græsk exit fra eurozonen. Samtidig har den spanske stat søgt om lån hos den europæiske redningsfond på 100 mia. euro for at styrke kapitalen i de spanske banker. Derudover har de økonomiske nøgletal vist svagheder, så en ny recession i Euroland virker uundgåelig, hvilket har haft en afsmittende effekt på den globale økonomi, hvor væksten er gået ned i tempo. EU-topmødet i slutningen af juni måned gav dog lidt mere optimisme, så set over hele kvartalet er aktiemarkederne lidt nede og obligationsmarkederne lidt oppe. Samlet set har afkastene i Formueplejeselskaberne været svagt negative i 2. kvartal, med undtagelse af det rent obligationsbaserede Formuepleje Fokus. Set over det seneste år ligger afkastene i alle Formueplejeselskaber fortsat på et meget højt niveau, og samtidig har risikoen i selskaberne været lav.

Tabel1

Politikerne køber tid
Den europæiske gældskrise har nu over to år på bagen, og krisen er løbende eskaleret i omfang. De europæiske politikere har forsøgt at dæmme op for krisen adskillige gange, men de har som hovedregel reageret alt for sent, og i utilstrækkeligt omfang. Politikerne forsøger at købe tid med flere hensigtserklæringer. På det seneste EU-topmøde, blev der lavet tiltag til etablering af et fælles europæisk finanstilsyn, hvilket er første skridt i retning mod en bankunion. Der er dog mange sten, der skal ryddes af vejen, inden der er spændt et sikkerhedsnet ud under bankerne. Samtidig er der åbnet for, at den europæiske redningsfond (ESM) både kan hjælpe bankerne med kapital og købe statsobligationer, dog ikke uden visse betingelser og krav. Desværre er midlerne i ESM begrænsede, så hvis det skal have en mærkbar effekt på statsrenterne, er der behov for, at ESM skal have flere penge, og her er Tyskland den store bidragsyder.

Tyske skatteydere vil ikke betale
Her opstår den store interessekonflikt, for gældsplagede lande med Italien og Spanien i spidsen vil have så mange penge som muligt fra de stærke lande, mens de nordeuropæiske lande med Tyskland i front stiller markante krav om bedre økonomisk styring i de sydeuropæiske lande, før de vil åbne yderligere for pengekassen. De tyske skatteydere vil ikke betale for de sydeuropæiske landes sløseri, og med et forbundsvalg i Tyskland i 2013 er der ingen tvivl om, at den tyske kansler Merkel skal sidde hårdt på pengekassen, hvis hun vil gøre sig håb om genvalg. Hun udtalte fornylig: "Jeg kan ikke se en kollektivisering af gælden, så længe jeg lever". Derfor kan det have lange udsigter, før Tyskland vil dække for de andre landes gæld.
Omvendt er der så store krav til reformer og besparelser i de sydeuropæiske lande, at utilfredsheden ulmer kraftigt blandt befolkningerne i disse lande, og det er et problem for politikerne, hvis de vil gøre sig forhåbninger om genvalg. Så på den korte bane er demokratiet en hindring for politikerne i Euroland, i forhold til at gøre noget markant ved gældskrisen, som kan berolige de finansielle markeder.

Behov for yderligere stimulans
Statsrenterne i Italien og Spanien er på så høje niveauer, at kombinationen af høje renteudgifter og lav vækst er ved at kvæle økonomierne. Samtidig har gældskrisen i Euroland også haft afsmittende effekt på den globale økonomi, hvor der er tegn på aftagende global vækst. Derved er der stigende behov for stimulanser til økonomierne, men med krav om yderligere finanspolitisk opstramning i de fleste lande i Euroland, og med et amerikanske præsidentvalg i november kombineret med en høj gæld i USA, er der ikke udsigt til lempelser i finanspolitikken i den vestlige verden. Derfor må centralbankerne optræde som redningskrans - igen.

Stimuli medfører stigende risikoappetit
Med allerede historisk lave renter må centralbankerne nu kigge dybt i værktøjskassen efter andre redskaber. Derfor vil de højst sandsynligt være tvunget til at pumpe yderligere penge ud i systemet, enten gennem opkøb af obligationer eller længerevarende udlån til bankerne. Den slags lempelser i pengepolitikken har historisk medført stigende risikoappetit på de finansielle markeder, jf. figur 2. De mange penge i omløb skal placeres, og med allerede korte lave renter i de sikre lande, vil investorerne tage lidt mere risiko for at opnå et lidt højere afkast, hvilket vil sprede sig som ringe i vandet. Pengepolitiske lempelser i Euroland vil samtidig svække euroen overfor blandt andet dollaren. Samtidig vil korte danske obligationer profitere af, at nogle af pengene skal placeres i sikre papirer med en kort horisont.

Så yderligere pengepolitiske lempelser fra især den europæiske centralbank vil være positivt for Formueplejeselskaberne, da det højst sandsynligt vil være understøttende for aktiemarkedet, dollaren vil stige i kurs og samtidig kan obligationsbeholdningen også levere et fornuftigt afkast, da rentefølsomheden ligger i obligationer med kort restløbetid.

Tabel2