Afkastfri risiko

At påtage sig risiko uden udsigt til afkast er indbegrebet af enhver investors mareridt. Alligevel er det øjebliksbilledet for mange danskere, som lever i troen på, at de har truffet fornuftige beslutninger, men virkeligheden er det stik modsatte. Er De et af ofrene?

Flugten fra risikofyldte aktiver til aktiver med høj sikkerhed har medført en historisk lav rente i Danmark. Vi nyder gavn af at være sikker havn under gældskrisen, men samtidig er frygten for et kollaps nu så stor, at investors fokus er flyttet fra afkastoptimering til kapitalbevarelse.

Men er der reelt tale om kapitalbevarelse og sikre investeringer? Eller er der tale om en illusion, hvor opsparerne er blevet lokket til mere eller mindre falsk sikkerhed, hvor de i stedet har påtaget sig en afkastfri risiko?

Låntagernes gevinst er investorernes tab. De lave lånerenter påkalder sig stor mediebevågenhed med fokus på låntagers besparelse på deres boliglån. Modparten til låntagerene er investorerne, der omvendt oplever, at de må placere deres penge til en ekstrem lav rente.

De øjeblikkelige renter på korte danske statsobligationer betyder faktisk, at investorerne lige nu betaler rente for at låne penge til den danske stat. Det betyder, at mange investorer pludselig er endt i en prekær situation, hvor de har fravalgt risikofyldte investeringer af frygt for tab, men taber alligevel på deres nuværende placering i risikofrie investeringer.

Hvordan kan man tabe på en risikofri investering?
Den historisk lave rente i Danmark betyder, at renteniveauet på såvel korte som lange obligationer er lavere end inflationen. Det kaldes i fagsproget realrente, som yderligere forstærkes, når der medregnes omkostninger, som blandt andet skat.

Tabel1

En negativ realrente giver lavere fremtidige forbrugsmuligheder, men hvorfor overhovedet spare op, når købekraften er forringet, når man en gang skal bruge pengene?

Mange der sparer op lider af såkaldt pengeillusion. De kigger på, hvor mange penge de har, og ikke hvor meget købekraft, pengene repræsenterer. Inflation spiser af pengenes købekraft, så når dit afkast eller din lønstigning efter skat er mindre end inflationen, vil De blive rigere målt i penge, men fattigere i reelle (virkelige) værdier. Mange der sparer op er reelt set i en situation, hvor de i fremtiden bliver fattigere målt på deres forbrugsmuligheder/købekraft, men de fleste er "lykkeligt" uvidende om dette, da deres fokus er på pengeformuen. De fokuserer på at stable penge, men de glemmer, at sparepengene også skal give et positivt realafkast for at bevare deres værdi.

Eksempel
Hvad bliver realværdien af en mill. kr. om 10 år?

Tabel2


En mio. kr. investeret i dag bliver til ca. 1,1 mio. kr. om 10 år ved en forrentning på 1% p.a. Inflationen æder imidlertid af disse fremtidskroner, så ved en inflation på 2% vil købekraften være faldet fra en mio. kr. til ca. 900.000 kr., altså et fald i de fremtidige forbrugsmuligheder på 100.000 kr.

Hvis formålet med opsparing er sikring af fremtidige forbrugsmuligheder, så står mange opsparere med f.eks. garantiordninger på deres pensioner eller placering i kontanter/ korte obligationer i dag med en udsigt til lavere forbrugsmuligheder i fremtiden. Et andet eksempel er garantiobligationer, hvor man om tre eller fem år indløses til hovedstolen. De giver sikkerhed på papiret, men ser man på realværdi, så kan man på få år miste en stor sum penge i købekraft. En yderligere stigning i inflationen vil forstærke ovenstående problematik yderligere.
Skal opsparingen droppes?

Det er fortsat vigtigt at spare op, men man skal huske at spørge sig selv, hvorfor man sparer op, og efterfølgende bestemme hvor meget? Hvor? Og hvordan?
Det lyder banalt, men det er i virkeligheden mere komplekst end som så. Opsparing er et middel til udskydelse af forbrug fra i dag til senere. Det kan være forbrug indenfor en kort periode eller om 30-40 år. Når man sparer op, så bør man forholde sig til, hvilke ønsker og behov man har både nu og forventer i fremtiden, for derefter at planlægge sit nuværende forbrug og fremtidige forbrugsmuligheder.

Hvor meget skal man spare op?
Hvis opsparing er et middel til forbrug fordelt over ens liv, så er arv jo lig med forbrugsmuligheder, man missede. Omvendt betyder de lave renter, at en del sparer for lidt op i forhold til det forbrug, de forventer at have ved pensionering. I praksis er der en hel del ubekendte elementer, som betyder, at opsparing og forbrug ikke kan planlægges i mindste detalje, hvorfor det bliver et spørgsmål om, hvornår man bør bruge sine penge.

Opsparere med negativ realrente kan med fordel fremrykke forbrug og udskyde/afvente opsparing til et mere opportunt tidspunkt. Den nye bil, renovering af huset (energiforbedring lig sparede afgifter), den store rejse, gaver til børn og børn m.v. kan fremrykkes, så der spises af formuen her og nu, men alternativet er jo mindre forbrugsmuligheder i fremtiden. Bliver investeringsklimaet bedre i form af en positiv realrente, bør fokus igen være på udskydelse af forbrug via forøget opsparing. Har man bankgæld med høj rente vil det være oplagt at denne nedbringes. Da de høje bankrenter for mange betyder en positiv realrente på lånet giver det incitament til udskydelse af forbrug via gældsnedbringelse.

Hvor skal jeg spare op?
Opsparing bør foretages under hensyntagen til de skattemæssige miljøer investorer anvender. Typisk er pension det optimale opsparingsmiljø, da PAL-skatten på p.t. 15,3% er markant lavere end f.eks. skatten på aktie- og kapitalindkomst i frie midler, som ligger mellem 27-45%. Modregningsregler for pensioner, skattemæssige underskud og øvrige indkomst- og formueforhold gør dog, at den skattemæssige vurdering af det optimale opsparingsmiljø ofte er relativ kompleks.

Hvordan?
Placering i kontanter eller korte obligationer giver med nuværende renter og inflation en garanti for et negativt realafkast og dermed en udhuling af den fremtidige købekraft. Investeringsprofilen skal afspejle investors risikopræferencer og investeringshorisont, og dermed kan kontanter eller korte obligationer og dermed accept af den negative realrente være den "rigtige" portefølje for visse investorer.

Investorer med en lidt længere tidshorisont (minimum 3-5 år) bør overveje, om de vil acceptere den fremtidige udhuling af købekraften eller investere en del af porteføljen i aktiver med en potentiel positiv realrente/afkast. Afhængig af risikotolerancen kunne det være eksempelvis indeksobligationer, som reguleres med inflationen, højrente-obligationer fra stater/virksomheder, aktier, ejendomme, råvarer og/eller alternative investeringer (f.eks. solenergi). Allokering på forskellige aktiver sikrer en risikospredning, som tager hensyn til den aktuelle situation. Der kan også være markant forbedring af nettoafkastet ved at se på omkostningerne og hermed fravælge dyre løsninger så som investeringsforeninger og puljeordninger og i stedet investere selv. Placering under hensyntagen til indskudsgarantien på ca. 750.000 kroner kan udnyttes til kontantplacering i form af aftaleindskud i mindre banker, hvor renten ligger 1-3% højere end de store banker og korte obligationer.

Resignation eller action?
Den lave rente er et tveægget sværd, som på den ene side begunstiger boligejerne og den danske stat med historiske lave lånerenter, men på den anden side forringer de fremtidige forbrugsmuligheder for mange opsparere gennem en negativ realrente.

Den aktuelle situation betyder, at man som opsparer skal spørge sig selv, om man vil acceptere, at de fremtidige forbrugsmuligheder potentielt er kraftigt forringede, eller om man gennem aktive til- og fravalg vil justere den nuværende opsparingsstrategi, så den i højere grad sikrer den fremtidige købekraft.

Trænger din opsparing til en realtidsopdatering?