Formuepleje 3 år efter Lehman Brothers’ kollaps

I Formuepleje har vi taget konsekvensen af det, vi lærte i 2008. Risikoen er nedbragt, alligevel er afkastpotentialet intakt. Tallene taler, som man kan se, for sig selv.

Det er nu tre år siden de finansielle markeder kollapsede oven på verdens største konkurs i investeringsbanken Lehman Brothers. Konsekvensen blev et sammenbrud af bankvæsenet i den vestlige verden og en global recession, hvis alvor og omfang ikke var set siden 1930'ernes verdenskrise. 
Aktiemarkederne dykkede kraftigt, statsrenterne faldt kraftigt, mens guld og schweizerfranc steg. Andre dele af de finansielle markeder lukkede helt ned en periode. Blandt andet kunne investorer i en række danske investeringsforeninger i virksomhedsobligationer samt i hedge­foreninger og -fonde ikke få oplyst, hvad deres investeringer var værd - endsige handle dem. 
Investorer i de mest risikable Formueplejeselskaber, Penta og Epikur blev særdeles hårdt ramt, og der vil gå meget lang tid, inden vi er over de gamle kurstoppe. I det største og ældste selskab, Formuepleje Safe, mangler vi ligeledes at skabe et afkast på ca. 10%, før vi sætter kursrekord og dermed har lagt finanskrisen helt bag os.  

Erfaringer og handling
Alt imens bankerne og deres forretningsmodeller nu har fået støtte fra fem bankpakker, valgte vi i Formuepleje hurtigt, at tage konsekvensen af de erfaringer, vi gjorde i 2008. 
Væsentligst af alt har vi:
1) Nedbragt risikoen betydeligt. 
2) Indført yderligere risikostyringssystemer i vores porteføljer. 
3) Sikret vore investorer, at de til enhver tid kan komme af med deres investering hos os, hvis de mod forventning får behov for det.

Nedbringelsen af risikoen er primært sket ved, at vi ude­lukkende bruger euro og danske kroner som lånevaluta i de selskaber, der anvender fremmedfinansiering. Tidligere anvendtes hovedsageligt schweizerfranc.
Derudover har vi nedbragt risikoen i vores aktieporteføljer, gennem en anderledes sektorallokering. Således har vi p.t. INGEN investeringer i bankaktier. Sidst, men ikke mindst gør vi i større omfang end hidtil brug af at sikre vores porteføljer via futures eller optionsmarkedet. Forventer vi eksempelvis kraftige rentestigninger eller kursfald på aktiemarkederne, har vi i den seneste tid gjort brug af såkaldte finansielle instrumenter - men KUN til nedbringelse af risikoen - aldrig til det modsatte.

Disse instrumenter kan medvirke til, at eventuelle tab bliver mindre end ellers, men helt at eliminere eksempelvis kurstab på aktier i en urolig periode som 3. kvartal 2011, er desværre ikke muligt.

Tallene taler for sig selv 
Resultatet af at risikoen er nedbragt ses af tallene for 3. kvartal:

Aktieindeks     Gearede selskaber
MSCI World 5,4%   Fokus 11,5%
Dow Jones ######   Pareto 18,4%
DAX ######   Safe 19,7%
OMX C20 3,1%   Epikur 24,0%
STOXX 50 ######   Penta 25,0%
Opdateret 21. maj 2012 kl. 10:19

Her ses det, at alt imens de toneangivende aktieindeks som man normalt sammenligner Formueplejeselskaberne med, er faldet kraftigt, så er alle vores gearede selskaber steget.

 

Finanskrisens fem faser

3 år efter væksten kollapsede, kæmper økonomierne stadig for et selvbærende opsving. Hos Formuepleje er paraderne oppe og risikoen under kontrol.

Kriser på de finansielle markeder er ikke usædvanlige, selvom de er ubehagelige. I nyere tid - altså siden 1960'erne siger erfaringen os, at der i gennemsnit opstår kriser cirka hvert 4.-5. år. Der er dog store forskelle på, hvor omfattende og alvorlige kriserne bliver. Finanskrisen, som begyndte i 2008, tåler i omfang og alvor kun sammenligning med sammenbruddet i verdensøkonomien i 1930'erne. Uagtet, at der er store forskelle på omfanget af kriserne gennem tiderne, er der dog også mange ligheder. Økonomiske nedture består typisk af 5 faser, og umiddelbart ser det ud til, at forløbet omkring finanskrisen følger dette mønster.

1. Bobleopbygning

Især i årene fra 2003 og frem til 2007 steg priserne på fast ejendom kraftigt i en række lande. USA lå i spidsen, her opstod den største boble. Prisstigningerne fik yderligere ben at gå på pga. kreativ finansiel innovation, etc. Det kunne kun lade sig gøre i et miljø med løs eller manglende regulering af det finansielle system.

2. Fornægtelse

Ejendomsboblen var en kendsgerning og dens eksistens alment accepteret længe inden man begyndte at se en afmatning i realøkonomien. I slutningen af 2007 blev det mere og mere tydeligt, at den fantastiske optur verdens­økonomien havde oplevet ikke kunne køre videre i samme tempo som hidtil. Ingen talte dog om recession i verdens­økonomien som det mest sandsynlige scenarie, man skulle blot acceptere en lidt lavere vækst.

3. Accept

I begyndelsen af 2008 blev det ganske tydeligt, at især den amerikanske økonomi havde det svært. Blandt andet steg arbejdsløsheden ganske kraftigt, ligesom en lang række øvrige vækstindikatorer svækkedes. Aktiemarkederne faldt. Investeringsbanken Bear Stearns kom i problemer og blev reddet af staten og J.P Morgan i løbet af foråret. Sidst på sommeren var det tydeligt for enhver, at afmatningen havde godt fat i de vestlige økonomier. Samtidig var der accept af, at tabene fra de amerikanske sub-prime lån nok var store, men til at overskue.

4. Panik og kollaps

Tabene fra sub-primelånene var umiddelbart noget større end ventet. Flere og flere finanskoncerner måtte berette 
om tab, alt imens aktiekurserne verden over faldt kraftigt. Kulminationen kom da den dengang fjerde største investeringsbank i verden, Lehman Brothers, kom i problemer. Som følge af redningen af Bear Stearns tidligere på året forventede markederne, at Lehman Brothers ville blive reddet. Det skete som bekendt ikke. Lehman Brothers måtte indgive konkursbegæring den 15. september, og dermed var den største konkurs i verdenshistorien en kendsgerning. Resultatet var panik på finansmarkederne samt nedsmeltning og sammenbrud af bankvæsenet. Panikken i banksystemet førte til nedlukning af kreditter til virksomheder og private, så en stor del af industriproduktionen i den vestlige verden gik i stå.

5. Genopretning

Da det enorme omfang af krisen og sammenbruddet i den finansielle sektor var en kendsgerning, var hverken centralbanker eller politikere sene til at reagere. I den forbindelse blev der skelet kraftigt til de erfaringer, som den "økono-miske videnskab" havde høstet blandt andet fra den store depression i 1930'ere. Renterne blev sat kraftigt ned - og ikke op. Det finansielle system blev tildelt ubegrænset likviditet fra centralbankerne, og politikerne lancerede hurtigt en lang række redningspakker og stimuli til økonomierne. 
Dermed kunne f.eks. arbejdsløshedprocenterne i USA og Europa (fraset visse PIIGS-lande) holde sig i niveauet omkring 10% og ikke 25%+ som i 1930'erne. Industriproduktionen og verdenshandelen begyndte ligeledes at vokse fornuftigt igen fra foråret 2009, og man undgik massive protektionistiske tiltag i modsætning til 1930'erne.

Er det anderledes denne gang?
Genopretningsfasen pågår stadig, her 3 år efter panikken rasede, og den helt store udfordring er, at genopretningen tilsyneladende har mistet momentum. Arbejdsløsheden forbliver høj, væksten forbliver lav, gældskriserne fylder agendaen, og dermed bliver risikoaversionen og kursudsvingene meget store.

Konsekvensen er, at markederne lige nu seriøst spekulerer over, hvorvidt denne krise er én af de meget sjældne med en sjette fase - nemlig Tilbagefald.

Langsomt og kostbart
Som tiden er gået, er det blevet mere og mere tydeligt, at genopretningen af økonomierne har været både langsom og særdeles kostbar. 
Den har været langsom, fordi krisen i store træk var en konsekvens af bankernes og de privates massive gældsætning, som kom i stand på ryggen af ejendomsboblen og manglende regulering af det finansielle system. Da boblen brast, og bankerne enten krakkede eller lukkede for kreditgivningen til virksomheder og husholdninger, ændrede disse for alvor adfærd. Alle begyndte at betale gæld og spare massivt op. Resultatet var og er, at selv med lånerenter på næsten 0, er der ikke stor efterspørgsel på at låne og investere. 
Opsvinget ovenpå krisen har været særdeles kostbart for de offentlige kasser. I takt med at den private sektors efterspørgsel faldt som en sten, øgede man det offentlige forbrug massivt. Centralbankerne pumpede penge ud i økonomierne i et hidtil uset omfang, der blev købt aktier i banker, og man tillod budgetunderskuddene at vokse sig større og større.

Selvbærende?
Alle disse tiltag er naturligvis lavet i forventning om, at opsvinget før eller siden ville blive "selvbærende", og den private efterspørgsel træde til. Og havde man ikke lavet dem, men derimod ladet bankerne gå ned, ville lighederne med 1930'ernes verdenskrise være helt åbenlyse. 
Problemet er blot, at det "selvbærende opsving" ikke er blevet en realitet. Samtidig står det klart, at problemet med bankernes og den private sektors gæld i stort omfang er løst ved at nationalisere gælden. Den skyhøje gearing fra den private sektor i 2007-2008 er nu blevet nationalstaternes og dermed alle skatteydernes problem.

Regningen er endnu ikke betalt
Udfordringen er, at der er en regning, som tilsyneladende endnu ikke er betalt. Med andre ord har det med al tydelighed vist sig, at løsningen på et gældsproblem ikke er at stifte ny gæld - noget de fleste mennesker udmærket er klar over. 
Og problemerne synes ikke at stoppe. Markederne kæmper stadig med en lang række ubesvarede spørgsmål. Så præcis som i sommeren 2008 står vi nu i en situation, hvor de fleste økonomer nok forventer, at verdensøkonomien ikke falder tilbage i recession. De forventer, at politikerne og centralbankerne nok skal få inddæmmet og løst kriserne. Under overfladen lurer dog samtidig tvivlen. Kan det ske igen, at banksystemet fejler - denne gang på grund af en statsbankerot?
Alene det faktum at markedsdeltagerne denne gang er meget opmærksomme på, at det kan ske igen betyder, at sandsynligheden nok er mindre.

Det sker ikke igen hos Formuepleje
Men paraderne er oppe hos os i Formuepleje. Med andre ord: Kommer vi til at se noget, der minder om 2008 på markederne - det vil sige; uventet panik og kraftige aktie- og obligationskursfald på én gang, så vil resultatet blive et helt andet end i 2008. Vi kommer ikke til at undgå kursfald, men vi kan love, at de langt fra bliver så alvorlige som i 2008. Det betyder også, at ingen selskaber vil komme i en stop loss situation, som det skete for Penta og Epikur i 2008. Dermed vil et eventuelt tab også hurtigt kunne hentes ind igen. 
For at vise hvad der vil ske i dag, hvis en tilsvarende krise rammer, har vi regnet lidt på tingene. I nedenstående tabel ses, hvordan de Formueplejeselskaber, som anvender gearing, ville blive påvirket i dag, såfremt markederne ville lave en "genindspilning" af de væsentligste kriser de seneste 20 år. Det skal bemærkes, at beregningerne er lavet ud fra, hvordan porteføljerne i selskaberne ser ud præcis i dag. 
Således tages der ikke højde for, at vi naturligvis vil reducere risikoen yderligere såfremt, en ny krise er under opsejling.

Igen - Vi kan ikke love, at endnu en 100 års storm ikke rammer de finansielle markeder, selvom det virker usandsynligt. Og som det ses af tabellen nedenfor, vil en "gentagelse" af oktober 2008 have ganske alvorlige konsekvenser for vores mest risikable selskaber. Det jeg derimod kan love er, at selv, hvis de finansielle markeder igen kommer til at opleve et gigantisk kollaps som i 2008, så vil INGEN af vores investorer komme til at opleve en gentagelse af det, som skete dengang i Penta og Epikur.

Afkastsimulering - såfremt risiko ikke reduceres yderligere

(Klik på tabellen for at forstørre)