Banker på bistand

I kølvandet på konkurserne i Amagerbanken og senest Fjordbank Mors har den danske banktop endnu en gang råbt på hjælp fra skatteyderne. Hvor vigtigt er det at holde hånden under bankerne, og ved politikerne egentlig hvad de gør, når de vedtager en ”Bankpakke”? I denne analyse sætter vi fokus på bankernes problemer.

Lad os som udgangspunkt forestille os en verden uden banker. vi befinder os i en virkelighed, der reelt er første stadie efter rene byttehandler. Det er tidspunktet, hvor alt lige er begyndt at have en pris i kroner. I en sådan verden vil udnyttelsen af ressourcerne være enormt uhensigtsmæssig. det, vi i dag omtaler som den økonomiske aktivitet i samfundet, vil være meget lav. Årsagen er, at der mangler et "mødested", hvor en person, der har mere end han bruger, kan stille sit overskud til rådighed for en person, der har et midlertidigt behov, for at bruge mere end han har.

I vores søgen efter en mere optimal løsning skaber vi et "mødested" for de pågældende parter. Mere præcist opretter vi en institution, hvis fornemste opgave bliver at formidle kontakt mellem dem, der har underskud af købekraft (som vi kalder lånere) og de med overskud (som vi kalder indlånere). Lad os for eksemplets skyld bare kalde institutionen en bank. I forbindelse med oprettelsen af banken indskyder vi 100 kroner af vores egne midler. Vi kalder for nemheds skyld de 100 kroner for egenkapital. Egenkapitalen placerer vi i obligationer med meget lav risiko, da det er vores sikring mod uforudsete udgifter.

Det er klart, at vi ikke uden videre kan forvente at tiltrække indlånere, så som gulerod tilbyder vi dem en rente, så længe vi har deres penge til rådighed. Indlånsrenten, som vi kalder den, fastsætter vi til 1% om året, og inden længe har vi modtaget i alt 100 kroner fra en række indskydere. Vi har nu 100 kroner i egenkapital og 100 kroner i indskud, hvilket giver mulighed for at investere 200 kroner. De 100 kroner har vi allerede investeret i risikofrie obligationer, mens de resterende 100 kroner går til udlån. Vi låner nu de 100 kroner ud til de projekter, der efter vores vurdering er mest attraktive. Lad os i den forbindelse bare antage, at vi i gennemsnit kræver en rentebetaling på 3% for låne penge ud. Efterspørgslen efter lån viser sig at være enorm, og til trods for vores ihærdige analyse af de potentielle projekter ved vi, at der er en risiko for, at vi vælger et projekt, der ikke lykkedes. I sidste ende kan det betyde, at en låner ikke kan betale sit lån tilbage.

Med vores nuværende kapitalstruktur kan vi, såfremt vi taber alt på samtlige udlån, stadig betale indlånernes indskudte beløb tilbage. Vores eget indskud i form af egenkapital vil derimod være tabt. En forudsætning vi accepterer, da det er grundlaget for, at vi tjener 2 procentpoint mere om året end indlånerne. Derudover er vi også beslutningstagere for vores udlånspolitik, og dermed ansvarlig for den risiko institutionen påtager sig. Til sammenligning har indlånerne ingen indflydelse på udlånspolitikken, men de har til gengæld sikkerhed for deres indskud. Den formidlende institution er nu en realitet. Og vi har tilmed sikret os indlånernes tillid. Nu kan vi reelt læne os tilbage og nyde den stabile forrentning på 2% af egenkapitalen hvert eneste år.

Mere vil have mere

Vores udlånspolitik kommer dog hurtigt til at virke en anelse uambitiøs. det er jo ikke realistisk, at vi taber alt på alle vores udlån, så vi beslutter, at vores egenkapital ikke nødvendigvis behøver at udgøre halvdelen af balancens passiver. Vi synes også, at alt for mange spændende og attraktive projekter tabes på grund af manglende finansiering. I stedet for at placere hele egenkapitalen i risikofrie obligationer, beslutter vi at investere den i yderligere udlån. Vi har altså stadig indskud på 100 kroner og en egenkapital på 100 kroner, mens udlånene nu udgør 200 kroner. På den måde imødekommer vi i højere grad samfundets efterspørgsel efter kapital, og vi medvirker samtidig til at øge den økonomiske aktivitet i samfundet. Nu er alle glade.

Der skabes flere arbejdspladser, befolkningen bliver rigere, og politikernes muligheder for at blive genvalgt øges markant. Set fra vores forretnings synspunkt øges egenkapitalforrentningen fra 2% til 4%, hvilket selvfølgelig er glimrende for os som ejere. Den negative konsekvens af vores ambitiøse udlånspolitik er, at indskyderne ikke længere har sikkerhed for deres indskud.

Som udgangspunkt er indskydernes manglende garanti problemfri, men i takt med at vi i mindre grad finansierer vores forretning via egenkapital, bliver vi mere og mere sårbare overfor tab på vores udlån, hvilket svækker tilliden fra indskyderne. Hvis tilliden bliver for lav, vil en indskyder i yderste konsekvens kræve sit indestående udbetalt. I en sådan situation vil vi være tvunget til at kræve en tilsvarende andel af vores udlån tilbagebetalt omgående, eller alternativt, sælge nogle af vores lån til en konkurrent. Den form for transaktioner vil oftest resultere i et tab i forhold til lånets regnskabsmæssige værdi, og dermed vil vores forretning svækkes yderligere. Her ligger der altså en naturlig markedsregulering, såfremt risikoen i vores forretning bliver for stor. Desværre ødelægger markedsreguleringen skalerbarheden i vores forretningsmodel, da den tvinger os til at holde en given egenkapitalandel for at sikre os mod indskydernes ret til at kræve pengene udbetalt. Hvis nu vi kan sikre os blind tillid fra indskyderne, så vil problemet være løst. Dermed ville det heller ikke gå ud over samfundets aktivitetsniveau. Vi har altså brug for en eller anden form for ekstern garanti.

Staten spiller med

Heldigvis har vi bred opbakning fra både borgere og politikere til at finde en løsning. Borgerne er bange for at miste deres job, og politikerne vil stadig genvælges. Spørgsmålet er bare, hvem der skal afholde omkostningen?
Det er egentlig ikke helt efter bogen, men hvis vi tænker os lidt om, kan vi måske få politikerne med på ideen. Vores forretningsmodel er trods alt en sikker garant for øget økonomisk aktivitet.
Vores mission lykkes. Staten garanterer alle indlån, og vi har nu skabt et aktiv, i form af indlån; der er ubegrænset tillid til. For os bliver aktivet selvfølgelig et passiv, men et passiv vi kan bruge til at finansiere, hvad end vi ønsker. Vores forretningsmodel er altså ikke længere begrænset til simple udlån med relativt lave afkast. Denne nærmest ubegrænsede forretningsmodel, hvad angår aktivsiden, kan selvfølgelig blive et problem, såfremt vi taber for meget på vores investeringer. I så fald opstår samme problemstilling, som hvis vi tabte for meget på vores udlån i den simple model. På den ene side er det attraktivt for samfundet, at bankerne har så høj en gearing som muligt. På den anden side øger en høj gearing risikoen for, at samfundets aktivitetsniveau falder sammen. Det er altså en balancegang, hvor balancebommens højde er bestemmende for aktivitetsniveauet. Jo højere bommen er, desto højere bliver aktivitetsniveauet. Dog bliver konsekvensen af at miste balancen ligeledes mere alvorlig. Sagt på en anden måde; aktivitet overfor stabilitet. Den logiske og fornuftige prioritering for samfundet, må og bør utvivlsomt være risikostyring frem for øget aktivitet. Af samme grund opstilles der, med tiden, grænser for vores forretningsmodel, blandt andet i form af solvenskrav osv. Ønsket er at anspore vores forretning til en adfærd, der optimerer samfundets aktivitets niveau uden at risikere et sammenbrud. Politikernes og mediernes behandling bærer desværre overraskende ofte præg af manglende forståelse for den helt grundlæggende og netop beskrevne bankforretning. Herunder ikke mindst reguleringen heraf. Uden forståelsen bliver det absurd, at diskutere hvorvidt banker skal reguleres mere eller mindre. Ligeledes hvorvidt indskydergarantien skal forhøjes eller måske endda droppes helt. Det bliver også umuligt at forholde sig seriøst til reguleringens udformning og konsekvenser. Det mest skræmmende er dog uden sammenligning, at det til tider virker som om de ansvarlige, altså politikerne, myndighederne og dele af bankverdenen, famler i blinde. Hvis vi tager udgangspunkt i vores "tænkte bank", bør problemet slet ikke være så kompliceret.

Krisens Første Fix

Det er altid nemt at pege fingre. Særligt når konsekvenserne af tidligere handlinger allerede har udspillet sig. Ikke desto mindre vil vi alligevel vove pelsen med udgangspunkt i håndteringen af de seneste års bankkonkurser, der i danmark startede med krakket i Roskilde Bank.
Krisen brød ud, da der blev sået tvivl om, hvorvidt de opgjorte aktiver i bankernes regnskaber, var det værd de stod opført til. Reaktionen var kontant og ikke til at misforstå. Ingen turde låne til hinanden og alt gik i stå. Som konsekvens heraf reagerede de fleste landes politikere med hjælpepakker til bankerne. Der var tale om hurtig og effektiv krise håndtering. I danmark vedtog man den 10. oktober 2008 Bankpakke 1, der gav fuld sikkerhed for tilgodehavender i pengeinstitutter. I samme omgang stiftedes afviklingsselskabet til sikring af Finansiel Stabilitet A/S. Pakken var som udgangspunkt finansieret af bankerne, med staten som garant for beløb ud over 35 mia. kroner. Med statens officielle garanti i baghånden forsvandt sektorens likviditetsproblemer hurtigt. Grundet den tilfrosne likviditet, var Bankpakke 1 i bund og grund en både rigtig og nødvendig hjælpepakke. Desværre blev succesen fejret lidt for hurtigt, med det resultat, at krisens egentlige problem druknede undervejs i redningsprocessen.
Politikere, myndigheder og dele af bankverdenen glemte eller fortrængte måske, at den manglende likviditet ikke var opstået ud af det blå. Den opstod jo på grund af gigantiske solvensproblemer i hele banksektoren. 
En banks solvens er kort sagt et udtryk for bankens evne til at modstå tab. Jo mere kapital banken har til rådighed, desto højere er bankens solvensprocent. Da solvensen bestemmes som forholdet mellem ansvarlig kapital og de risikovægtede aktiver, kan en bank forbedre solvensen ved at:

1. Øge den ansvarlige kapital ved eksempelvis at foretage en aktieemission eller udstede obligationer.
2. Sænke omfanget af de risikovægtede aktiver. For eksempel ved at frasælge filialer som eksempelvis Sparbank har gjort.
3. Banken kan vælge en kombination af ovennævnte.

Ovenstående forhold er muligvis årsagen til, at krisens egentlige problem druknede. Det virker umiddelbart oplagt at øge bankernes evne til at modstå tab, men udlånene vil være af
nøjagtig samme kvalitet som før tilførslen af likviditet. Ligeledes er tabene uændrede. Ved at tilføre likviditet overføres tabene reelt bare til likviditetsgiver, men de vil stadig være der. Solvensproblemer og likviditetsmangel er to forskellige problemstillinger, der kræver tilsvarende forskellige løsninger. Denne pointe er helt central, men virker desværre ikke til at have været klar nok for specielt politikere og myndigheder.

Muligvis er det også her, vi skal finde årsagen til det, der kan betegnes som de seneste års politiske tourettes, som har plaget debatten om sikring af banksektorens stabilitet.

Roskildesyge Fejlbehandles

Det første klare eksempel finder vi i form af Bankpakke 2, der netop var en likviditetsløsning på et solvensproblem. Som en reaktion på bankernes manglende vilje til at låne penge ud, blev Bankpakke 2, der gav bankerne yderligere adgang til lånekapital, indført den 4. februar 2009.
Havde politikere og myndigheder forstået forskellen på solvens og likviditet, havde det været åbenlyst, at den manglende vilje til at låne penge ud tydeligvis var direkte affødt af bankernes solvensproblemer. Ikke desto mindre valgte de med Bankpakke 2, at stille lånekapital til rådighed for bankerne med argumentet om, at man ville "normalisere udlånspolitikken og modvirke en kreditklemme". Uansvarligheden i dette argument er i sig selv skræmmende. I en situation hvor samfundet blev kvalt i gæld, var politikernes bud på en løsning, at der bare skulle lånes endnu mere ud. Bankpakke 2 virkede i bedste fald naiv i både sit formål og sin konstruktion. Bankerne gik på daværende tidspunkt en meget usikker fremtid i møde, hvad angik den økonomiske udvikling, nedskrivninger og fremtidig regulering. Værdien af deres aktiver var en meget usikker størrelse, så ud fra de betragtninger var der absolut ingen grund til at tro, at Bankpakke 2 ville øge udlånsvæksten. Desuden stillede Bankpakke 2 absolut ingen krav til bankernes udlånspolitik. Resultatet burde altså være forudsigeligt. Ganske rigtigt takkede bankerne for den indskudte kapital, men anvendte den ikke til udlån. Ved at indskyde hybrid kernekapital, der giver banken retten til at konvertere hybridkapital til aktier, påtog staten sig en ekstra risiko på skatteborgernes vegne. I forhold til argumenterne der lagde op til Bankpakke 2, var manøvren en dundrende fiasko. Var formålet i stedet, at sikre Danmarks største bank overlevelse ved at overføre risikoen til skatteborgerne, må den til gengæld betegnes som en storartet succes.
Den 1. oktober 2010 markerede udløbet for Bankpakke 1 og overgangen til Bankpakke 3. Med Bankpakke 3 ophørte den ubegrænsede statsgaranti på tilgodehavender i pengeinstitutter og Finansiel Stabilitet A/S fik mulighed for fortsat, at kunne overtage nødlidende pengeinstitutter. Den tidligere vedhæftede statsgaranti ophørte også i denne sammenhæng. Bankpakke 3 skulle herefter sikre "en kontrolleret håndtering af nødlidende pengeinstitutter." Den første test kom formentlig en anelse hurtigere end ventet i form af amagerbankens konkurs.
Generelt har krisen vist os, at særligt bankkonkurser er noget samfundet for enhver pris vil undgå. Konkurser opfattes som farlige og resulterer i ustabilitet og usikkerhed. Nej, så hellere en redningspakke eller to. Så behøver vi aldrig at se virkeligheden i øjnene. De såkaldte redningspakker virker til at være blevet mirakelmidlet for politikere og myndigheder. Tilhængere af risikofrie investeringer bakker selvfølgelig op. Senest har samme holdning fundet vej til omkvædet i bankernes klagesang.

Prioritetsrækkefølge for ansvarlig kapital

Egenkapital

Indeholder blandt andet aktiekapital og reserver. Denne gruppe er først til at lide tab ved konkurs.

Hybrid Kernekapital

En mellemting mellem aktiekapital og lånekapital. Hybrid kernekapital er reelt et gældsinstrument med uendelig løbetid, med ekstraordinære krav til særligt rentebetalingerne. Kan i nogle tilfælde konverteres til aktiekapital.

Supplerende Lånekapital

Obligationsudstedelser med fast udløbstidspunkt, der supplerer kernekapitalen (egenkapital + hybrid kernekapital). Må maksimalt udgøre 50% af den samlede ansvarlige kapital i solvensberegningen.

Konkursen der kom for sent

Da amagerbankens gik konkurs tabte långivere, indskydere og staten penge, hvilket blandt andre fik Bent Naur fra den velpolstrede Ringkøbing Landbobank til ­ i sin rolle som for­ mand for lokale Pengeinstitutter - at kritisere den danske håndtering af amagerbankens konkurs. Kritikken kom med henvisning til kriseramte lande som Irland, Grækenland og Portugal, hvor man, ifølge Bent Naur, har "løst problemerne" ved, "at tilføre kapital og yde garantier uden at seniorlån­ givere og almindelige indskydere har tabt penge". I den forbindelse er det værd at hæfte sig ved ordet løst, som netop understreger den generelle holdning til redningspakker. Med den logik blev amagerbankens problem løst hele to gange. Ikke desto mindre gik amagerbanken alligevel konkurs.

Selvfølgelig er det ikke ønskeligt, at almindelige indskydere og skatteborgere skal tabe penge på amagerbankens konkurs. Til gengæld virker det useriøst at give Bankpakke 3 og håndteringen af konkursen skylden. Situationen opstod jo udelukkende, fordi man med Bankpakke 2 tilførte kapital og ydede garantier til amagerbanken, eller "reddede" den som det hed sig. Det hele virker til at blive vendt på hovedet. Der er opstået en opfattelse af, at kreditorer og indskydere ikke kan og må tabe på en bankkonkurs.

Det er ikke Bankpakke 3 der er problemet. Problemet var amagerbankens bestyrelse og ledelse, der drevet af håb eller inkompetence lukkede øjnene for bankens faktiske situation. Problemet var også at den faktiske situation, grundet manglende indsigt eller viden, aldrig blev tydelig for Finanstilsynet. Det var altså historien om kejserens nye klæder om igen. Dog stod den lille dreng med bind for øjnene, og amagerbanken kunne derfor alt for længe spankulere nøgen rundt, uden at tiltrække sig den nødvendige opmærksomhed. Uheldigvis havde stat, investorer og indskydere af to omgange inden konkursen, sagt god for banken. Dermed havde man også indirekte stemt imod påstanden om de manglende klæder, men vigtigst af alt, accepteret risikoen for at tage fejl. Uden redningspakkerne og Bankpakke 2, var amagerbanken gået konkurs ultimo 2009. Almindelige indskydere og kreditorer var på det tidspunkt garanteret under Bankpakke 1. Da staten kun skulle på banen, såfremt sektorens samlede tab oversteg 35 mia. kroner ville også skatteborgerne være gået fri. Aktionærerne ville stadig tabe penge, men det skyldes, at de havde investeret i en dårlig drevet forretning. Det er altså ikke Bankpakke 3, der er problemet.

Regningen skal betales

 

Hvis banker kommer i problemer, har de per definition ikke haft tilstrækkeligt styr på risikoen. Det gælder både for de enkelte banker men også for sektoren som helhed. Bankforretningens interessenter er staten, der ønsker overordnet stabilitet i sektoren. Indskydere, der ønsker sikkerhed for deres indlån. Aktionærer, der fokuserer på indtjeningen, og kreditorer, der udelukkende ønsker en solvent bank, der til enhver tid kan betale renterne på sine lån. Statens ønske om stabilitet kan sikres ved hjælp af risikostyringen. Indskydernes indlån sikres ved hjælp af bankernes egne betalinger til Garantifonden. Det er bankernes omkostning mod at få adgang til billig kapital i form af indlån og med andre ord prisen for, at kunne drive en særdeles lukrativ forretning. Aktionærerne kræver i princippet bare en høj forrentning af deres investering, hvilket blandt andet sikres gennem gearing af den simple bankforretning og graden af risiko på udlånene. Kreditorerne ønsker reelt ikke en højere indtjening/risiko, end at det er muligt for banken, at honorere sine forpligtelser. Alt andet går jo alligevel til aktionærerne. Ud fra ovenstående giver det også god mening, at aktionærerne står først, når regningen skal betales i forbindelse med en konkurs. Indskyderne skal så vidt muligt holdes fri for skade, da tilliden til indlån og systemet som helhed ellers forsvinder. Staten er sidste redningsplanke, da det betyder involvering af samfundet generelt. Det efterlader kreditorerne - herunder indlån over 750.000 kroner - som ansvarlige for det tab aktionærerne ikke kan dække. Kun såfremt det heller ikke er nok, og indskyderne op til 750.000 kroner i udgangspunktet står til at lide tab, dækker Garantifonden og herefter staten.

Prioritetsrækkefølgen ved fordelingen af tab er altså:
1) aktionærerne
2) kreditorerne - herunder nettoindlån over 750.000 kr.*
3) Garantifonden
4) Staten
5) nettoindlån under 750.000 kr.**

* Personer og virksomheder med et kontant indestående over 750.000 kroner sidestilles dermed med professionelle investorer. De har altså taget en kalkuleret risiko, de selv står til ansvar for.
** Kun såfremt staten går konkurs

 

Staten bør altså ikke engagere sig i bankdrift, før alle andre muligheder er opbrugt, herunder muligheden for konkurs. Har en konkurs konsekvenser? Ja, selvfølgelig har den det, og det er netop pointen. Tabene i forbindelse med en konkurs kan ikke fjernes eller undgås, de kan udelukkende omfordeles. Det betyder også, at hvis man beslutter en bank skal reddes, fordi aktionærerne eller kreditorerne ellers taber deres investering, så må andre betale regningen. Det er egentlig ganske enkelt.

Danmark gør det rigtige

 

Så hvordan burde det være? Inden vi kommer til svaret, må vi først erkende og acceptere, at konkurser opstår under effektiv konkurrence. Det er altså ikke noget, vi for enhver pris skal undgå. Derudover medfører enhver konkurs økonomiske tab for ejere og kreditorer. Det må derfor heller ikke i sig selv være et mål at undgå disse tab. Slutteligt er det vigtigt at forstå forskellen mellem solvens­ og likviditetsproblemer. Selv om solvensproblemer ofte giver likviditetsproblemer, så giver likviditetsproblemer ikke nødvendigvis solvensproblemer. Vi er ganske enkelt nødt til at identificere patientens sygdom, før vi beslutter os for behandlingen.
Det burde være sådan, at banker kunne gå konkurs uden trusler om samfundets sammenbrud og efterfølgende beslutninger baseret på misforståede forudsætninger. Konkurser i den finansielle sektor er ikke et nyt fænomen. De har været der før, og der findes glimrende eksempler på succesfulde afviklingsprocesser. Herunder afvikling via Finansiel Stabilitet. Ingen har været omkostningsfrie, men den omkostningsfrie løsning eksisterer heller ikke.
Generelt vil en virksomhed med finansielle problemer, der ikke kan skaffe kapital, blive tvunget til konkurs. Med en konkurrent mindre vil efterspørgslen skulle deles mellem de resterende aktører, hvilket giver bedre resultater for den enkelte. Hvis profitten bliver tilpas attraktiv, vil nye aktører komme til og fylde hullet ud efter virksomheden, der forsvandt. Samfundet som helhed vil ikke være ringere stillet efter den pågældende virksomheds konkurs. Der er absolut ingen saglig grund til, at det skulle forholde sig anderledes for banker. Det burde også være sådan, at de, der bevidst tager en risiko, med mulighed for at opnå en gevinst, til enhver tid, står til regnskab for et eventuelt tab. Såfremt risikotagerne ikke står til ansvar for tabet, giver det incitament til øget risikotagning på andres vegne. I denne sammenhæng på samfundets vegne. Ved at lade staten komme til undsætning for enhver pris, gør vi i sidste ende samfundet en bjørnetjeneste. De konstante redninger resulterer ydermere i en særdeles uhensigtsmæssig anvendelse af ressourcer og kapital. Eksempelvis vil bankerne være mere tilbøjelige til, at finansiere "hvad­nu­hvis"­projekter med meget lav sandsynlighed for succes. Så længe en bank har staten i ryggen, bærer den jo ikke selv den fulde risiko.
Endelig er det grotesk at vedtage en likviditetspakke som løsning på bankernes solvensproblem. Problemer vedrørende solvens skal, som udgangspunkt behandles præventivt gennem effektiv risikostyring, men når de opstår, så gælder det om at sikre, at de rette bærer tabet. Alt andet lige vil det anspore til en mere sober risikotagning fra bankernes side. Den fornuftige løsning, der sikrer stabiliteten i den finansielle sektor, må ganske enkelt være en løsning, der lader problemfyldte banker gå konkurs og samtidig lader aktionærer og kreditorer betale regningen før indskydere og stat. Der findes ikke en løsning uden omkostninger, og derfor er det så vigtigt, at omkostningerne bliver placeret det rigtige sted.
Den ellers udskældte Bankpakke 3 overholder rent faktisk ovenstående betingelser, og bygger dermed på de helt rigtige grundprincipper. I denne situation er det altså resten af verden, der bør rette ind efter danmark, ikke omvendt. Desværre ryster politikerne i skrivende stund på hånden med hensyn til Bankpakke 3. Der må ganske enkelt være noget, der er vigtigere, end det at gøre det rigtige. Bankpakke 2 fejlede helt afgørende ved at "belønne" de brodne kar med adgang til ny kapital. Politikerne burde i stedet have "belønnet" de sunde banker, mod en forpligtelse til at medvirke til afviklingen af de usunde banker. Der kan kun appelleres til sund fornuft med ønsket om, at vi fremover belønner kompetence frem for inkompetence.