US-jobrapport skuffer

Den amerikanske jobrapport skuffede markedet med kun 138.000 nye job i maj mod en forventning om cirka 200.000.

Der er tre vigtige nøgletal at holde øje med i den amerikanske jobrapport. Det ene er selvfølgelig det såkaldte kongetal, der fortæller, hvor mange nye job der er skabt i den seneste måned. Formuepleje forventede et tal på cirka 200.000, men det blev kun til 138.000 nye job. Det er i sig selv skuffende, men ikke alvorligt, vurderer direktør og medlem af Formueplejes investeringskomité, Henrik Franck.

Arbejdsløsheden faldt en smule mere end ventet og landede på 4,3 procent. Det er positivt, idet det isoleret set betyder, at beskæftigelsen i USA er høj, hvilket skaber grundlag for fremgang i forbruget og dermed vækst i virksomhedernes indtjening på længere sigt.

Den lave arbejdsløshed burde betyde et pres på timelønningerne, men her var stigningen på kun 2,5 procent mod forventningen om 2,7 procent.

Alt i alt vurderer Henrik Franck dog ikke, at den lidt svage jobrapport betyder, at Den Amerikanske Centralbank vil udskyde den ventede renteforhøjelse, som finansmarkederne imødeser den 14. juni, når banken holder sit møde.

Se hele Henrik Francks analyse af dagens jobrapport hos Børsen Play på Formueplejes Facebook-side.