Trumps jagt på Yellens afløser er inde i sidste fase

Janet Yellen er efter alt at dømme snart fortid som USA’s centralbankchef. Donald Trump foretrækker formentlig en mere lempelig centralbankchef end Yellen, vurderer Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje. Kandidatfeltet på fem er snævret ind til to.

3. februar 2018 slutter Janet Yellens tid som chef for USA’s centralbank Federal Reserve. Det er i hvert fald, hvad der lige nu står skrevet i sol, måne og stjerner, selv om man ikke fuldstændigt kan udelukke, at hun får lov at fortsætte på posten. Alt tyder på, at hun er for reguleringsivrig efter Donald Trumps smag.

”Derfor er det absolut mest sandsynligt, at Yellen må vige pladsen til fordel for en person, der er mere på linje med den politik, som Trump ønsker – selv om Fed-chefer typisk sidder i mere end en periode,” siger Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje.

Trump-administrationen har tidligere lagt op til, at nomineringen finder sted i oktober, og da denne efterårsmåned er ved at rinde ud, kan den nye centralbankchef blive udnævnt når som helst og næsten helt sikkert inden den 3. november, hvor Donald Trump drager på sin første rejse til Asien i sin embedsperiode. Over 11 dage skal han besøge Japan, Sydkorea, Kina, Vietnam og Filippinerne plus et stop på Hawaii. 

Ny Fed-chef skal på balancebommen

Uanset hvem der bliver godkendt, ligger der en kæmpemæssig udfordring foran den kommende Fed-chef, vurderer Henrik Franck:

”USA’s økonomi kører lige nu på skinner, men der er signaleret, at man vil have renterne i vejret, selv om der ikke er nogen inflation af betydning. Den nye Fed-chef skal holde tungen lige i munden for ikke at ødelægge økonomien."

Janet Yellen er dog stadig en af fem mulige kandidater, men alene det, at hun er demokrat gør en genudnævnelse usandsynlig. Da hun samtidig er fortaler for mere finansiel regulering, minimerer også det hendes chancer. Og hendes chancer er ifølge predictit.org faldet fra knap 20 procent til under 10 procent denne uge for nu at være steget lidt igen.

Fem kandidater er blevet til to

Det efterlader Trump med et felt på fire navne, hvor der dog reelt kun virker til at være to kandidater i spil. Tidligere var Gary Cohn betragtet som favorit, fordi han er på linje med Trump og ønsker lave renter og deregulering, men han har offentligt kritiseret Donald Trump i forbindelse med optøjerne i Charlottesville for nylig. På den baggrund er han nu helt nede på 2 procent chance for at blive USA’s kommende Fed-chef.

I stedet er det nu den 64-årige Jerome ”Jay” Powell, der er favorit og ifølge bookmakerne har 60-70 procents chance for at blive udnævnt. Han sidder allerede med i Feds ledelse og vil være det nemme valg. Eller en due, om man vil, hvis man bruger due/høg-terminologien.

”Han er det diplomatiske valg med højt kendskab til Fed og stor erfaring herfra, han har tråde til Republikanerne og er tilhænger af gradvise rentestigninger. Ifølge presseforlydenderne i USA har finansminister Steven Mnuchin anbefalet ham til præsident Trump, så noget tyder på, at det kunne blive ham. Det vil også være udtryk for kontinuitet i forhold til Yellen,” vurderer Henrik Franck.

Høgen Taylor

Næste på listen er John B. Taylor, der af bookmakerne tillægges 25-30 procent chance for en udnævnelse. Den 71-årige Taylor, der er økonomiprofessor fra Stanford University, går ind for mere deregulering og har været modstander af de store pengepolitiske lempelser, som USA har været igennem. Han er høgekandidaten, og man kan bestemt ikke udelukke, at han bliver foretrukket.

”Der er stor forskel på de to favoritter. Jay Powell er status quo-kandidaten, mens mange republikanere nok sværger til John B. Taylor, fordi han er af den opfattelse, at jo mere Fed blander sig uden om økonomien desto bedre. Han har været kritisk over for Feds stimulanser af USA’s økonomi og vil være et mere kontroversielt valg og kan måske give en markedsreaktion i form af stigende renter på den korte bane, hvor reaktionen på en udnævnelse af Powell formentlig vil være begrænset,” forklarer Henrik Franck:

”I Formuepleje anser vi valget af den kommende Fed-chef for uhyre vigtigt. Der er yderligere tre ledige pladser, der skal besættes i Feds styrelsesråd, og der venter den nye Fed-ledelse en enorm opgave i at få dirigeret økonomien ordentligt igennem den tid, der kommer, hvor man aner nogle mulige skvulp i økonomien,” konstaterer Henrik Franck.

Med Trump kan man aldrig vide sig helt sikker

Hvis man ikke tager nuværende centralbankchef Janet Yellen med i betragtningen, nævnes en af Donald Trumps tætte venner Kevin Warsh også som kandidat. Han blev indtil for tre-fire uger siden spået størst chance, men er nu faldet tilbage efter Powell, Taylor og Yellen med kun en marginal chance for at blive nomineret.

”Der er jo det med Donald Trump, at man aldrig kan vide sig sikker, fordi han er relativt impulsiv, så på den måde er det svært at spå om. De amerikanske medier rapporterer, at han har holdt en uformel afstemning blandt Republikanernes senator, og at de pegede på John B. Taylor. Følger han det, vil det dog være temmelig kontroversielt, mens Jay Powell mere betragtes som den republikanske udgave af Janet Yellen.”