På bagkanten af det amerikanske præsidentvalg

USA-analytiker Mads Fuglede stiller skarpt på det amerikanske præsidentvalg, som har været det mest farverige og besynderlige i nyere tid.

Det amerikanske præsidentvalg efterlader os stadigvæk med flere spørgsmål end svar. Vandt Donald Trump, eller var det snarere Hillary Clinton, der tabte valget? Hvorfor var meningsmålingerne så upræcise? Ankommer Trump til embedet med et mandat, og hvordan ser sådan et i givet fald så ud? Hvordan kommer den nye administration til at se ud? Og vil vi en dag få svar på, hvordan den kandidat med de mest negative personlighedsmålinger, der er lavet på en præsidentkandidat nogensinde, kunne vinde?

Meningsmålingerne
Hvorfor var meningsmålingerne så upræcise? Det korte svar er, at det ikke rigtig vides endnu. De amerikanske meningsmålingsinstitutter har lovet at lave en rapport, der skal belyse dette spørgsmål. Sidst de gjorde det, kom de frem til den konklusion, at målingerne var gode nok, sådan da, men at de, der brugte dem, ikke var gode nok til at forstå dem. Det svar vil nok ikke være godt nok denne gang.

Den amerikanske arbejderklasse vandt valget
Trumps strategi var at vinde i det amerikanske industribælte med et budskab, der især var rettet mod den amerikanske arbejderklasse.

Det amerikanske industribælte udgør staterne Pennsylvania, Ohio, Indiana, Illinois, Michigan og Wisconsin.

I dag kalder man industribæltet for rustbæltet, fordi især sværindustrien er blevet forladt. Rejser man i det traditionelle industribælte i USA, bliver man simpelthen forbløffet over de mange fabrikker og produktionsenheder, der står og forfalder. Selvom industribæltet har været i krise siden Anden Verdenskrig, hvor krigen skabte en enorm overkapacitet i området, så har de sidste 30 år været særligt vanskelige med en meget ringe lønudvikling for arbejderklassen som resultat.

Trumps budskab om mindre indvandring, mindre frihandel og mere protektionisme og beskyttelse af konjunkturfølsomme industriarbejdspladser har en meget stærk gennemslagskraft i industribæltet. Hvis Trump ikke kunne vinde her, ville han ikke kunne vinde. Derfor talte man om, at Trump kun havde en vej til Det Hvide Hus: Den, der gik gennem industribæltets frustrerede vælgerkorps – og det var den, han fulgte. Med undtagelse af Illinois, så vandt Trump samtlige stater og valgmænd i industribæltet.

Ser man på et klassik arbejderdistrikt som Macomb County i Michigan, vandt Obama her i 2012 med 4 procentpoint, mens Clinton tabte det med 12 procentpoint til Trump ved dette valg. Billedet er det samme i samtlige traditionelle industridistrikter.

Vandt Trump eller tabte Clinton?
Det kan virke pedantisk – endda småligt – at diskutere, om man skal forstå valgresultatet som et nederlag til Clinton eller en sejr for Trump, men det er en vigtig debat.

I Danmark har man blandet den udøvende og den lovgivende magt sammen, men sådan er det ikke i USA. Det er kun medlemmer af Kongressens to kamre – Senatet og Repræsentanternes Hus – der kan foreslå føderal lovgivning. Præsidenter kan opfordre medlemmer af Kongressen til at vedtage love, men har en meget perifær rolle i lovgivningsprocessen.

Præsidenters magt over den lovgivende forsamling er et spejl af deres politiske mandat. Jo klarere en valgsejr desto stærkere et mandat. Da Obama i 2008 vandt en overvældende valgsejr over John McCain, sad der mange medlemmer af især Repræsentanternes Hus, der vidste, at de var blevet valgt i slipstrømmen på Obamas kampagne. Disse medlemmer var meget lydhøre over for opkald fra Det Hvide Hus og opfattede ofte forslag herfra som en del af deres eget politiske program.

Omfanget af Obamas valgsejr i 2008 betød, at Obama i sine to første år havde stor indflydelse på den konkrete udformning af de love, der blev vedtaget. Den magt og indflydelse gled Obama af hænde, da midtvejsvalget i 2010 dramatisk ændrede Kongressens sammensætning og gav Republikanerne kontrollen over Repræsentanternes Hus.

Ser man på Trumps sejr og sammenligner med resultatet i 2012, hvor Mitt Romney tabte til Obama, så er der ikke ret mange stater, hvor Trump har klaret sig markant bedre end Romney. Trump (46,3%) ender faktisk med en lavere overordnet andel af det samlede antal afgivne stemmer end Romney (47,2%). Disse tal dækker selvfølgelig over, at tredjepartiskandidater klarede sig bedre i år end for fire år siden, men det ændrer ikke på, at det er svært at argumentere for, at Trump kommer til magten med et stærkt mandat.

Florida er en undtagelse, hvor Trump fik en halv million flere stemmer, end Romney gjorde i 2012. Det er et meget stærkt resultat, der betyder, at mange af Floridas republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus ved, at de står i politisk gæld til Trump. Trump klarede sig også overraskende godt i Pennsylvania og overgik Romneys resultat i 2012 med 300.000 stemmer, men i resten af de stater, hvor Trump vinder, skyldes resultatet i højere grad, at Clinton klarede sig markant dårligere end Obama i 2012.

Obamas vælgere blev hjemme
Michigan er et godt eksempel på, hvor galt det gik Clinton i industribæltet. Staten er ikke blevet vundet af Republikanerne siden 1988. I 2012 vandt præsident Obama her med hele 10 procentpoint. Det er så stor en margen, at staten ikke rigtigt blev opfattet som en swing-stat. Alligevel vandt Trump her.

Obamas vælgerkoalition bestod af fem kernegrupper: Afroamerikanere, unge, latinoer, højtuddannede og kvinder. Hillary Clinton kunne ikke få en eneste af disse grupper til at stemme på sig i samme omfang, som da Obama var på valg. Det er den vigtigste komponent til at forstå, hvorfor Trump nu er USA’s næste præsident. Hvis bare én af disse grupper havde stemt, som de gjorde i 2012, ville Hillary Clinton være USA’s næste præsident. Det er vigtigt at huske, når man skal vurdere styrken af Trumps mandat.

I månederne op til valget var den store debat om de politiske partier i USA, om Republikanerne kunne overleve som parti med Trump som kandidat. Den debat forstummede, da de beholdt flertallet i begge Kongressens kamre, vandt Det Hvide Hus og tillige kan udpege den afgørende dommer til det ledige sæde i den føderale højesteret.

Det er nu Demokraterne, der skal lave et slags ligsyn oven på valget og vurdere, om deres politiske kurs og de vælgergrupper, de især appellerer til, skal justeres. Det er ikke sikkert, at en større revolution er nødvendig, men det er en debat, der traditionelt åbner døren for en række bitre magtkampe om partiets kernebudskaber og dets lederskab.

Hvem valgte Trump?
Arbejderklassen i USA udgør – når man definerer den bredest – kun 30 procent af den amerikanske befolkning. Og det er ikke den alene, der har gjort, at Trump vandt. Den anden gruppe af vælgere, som er lidt overset i disse dage, er de mange amerikanere, der traditionelt har stemt republikansk, og som alligevel stemte på Trump, selvom meget tydede på, at han ikke var deres første valg. Mange republikanere har simpelthen stemt på Trump, fordi de fandt alternativet værre. Denne vælgergruppe repræsenterer den traditionelle fløj i partiet, som før valget gik under det lidt diffuse navn: The Establishment. Disse vælgere ligger politisk tættere på det republikanske lederskab i Kongressen, som forventes at være Mitch McConnell (flertalsleder i Senatet) og Paul Ryan (flertalsleder i Repræsentanternes Hus).

Trump skal således tilgodese to grupper, der er meget uenige om vigtige spørgsmål som eksempelvis frihandel, udenrigspolitik, protektionisme og indvandring. Arbejderklassesegmentet ønsker reallønsstigninger for deres gruppe, flere produktionsarbejdspladser, mindre indvandring, en reform af Obamacare, der kan bremse de voldsomme stigninger i priserne for sundhedsforsikringer, og at USA ikke indgår i frihandelsaftaler som TTIP og TPP med EU og dele af Stillehavsregionen. Det er en gruppe, der gerne ser, at USA fører en ekspansiv finanspolitik. Den traditionelle gruppe er enig i, at Obamacare skal erstattes med noget andet, men er ellers uenig med arbejderklassesegmentet på de resterende spørgsmål og vil ikke være med til at føre en ekspansiv finanspolitik, hvis den ikke er finansieret dollar til dollar. I det hele taget ønsker de i stedet, at man fokuserer på at sætte skatterne ned og har ikke megen fidus til den keynesianisme, der præger mange af Trumps økonomiske udmeldinger.

Pragmatikeren Trump
Den politiske splittelse blandt Trumps egne vælgere tvinger ham til at være pragmatisk. Derfor har han brugt dagene efter sin valgsejr til at udpege ministre og andre vigtige poster i sin administration, der repræsenterer begge fløje. Trump har forsøgt at være loyal over for sine kernevælgere, men har måttet sande, at præsidenter er aldeles handlingslammede, hvis de ikke har et solidt parlamentarisk grundlag som udgangspunkt. Vicepræsident Mike Pence er et godt eksempel på en, der politisk er tættere på Paul Ryan end på Trump. Udnævnelsen af Reince Priebus som stabschef er et andet godt eksempel herpå. De to spås en meget central rolle i forsøget på at skabe en slags bro mellem de to fløje i det republikanske vælgerkorps, som Trumps kandidatur har afdækket.

Mange har moret sig over, at Trump nu siger det modsatte – eller voldsomt har modereret – mange af de budskaber, der kom frem i løbet af valgkampen. Men det er magtens pris. Trump synes at forstå, at der er en forskel på den retorik, man bruger til at vinde magten, og den retorik, man skaber politiske resultater med. Kan han fastholde denne kurs, er der meget, der tyder på, at den fastlåste politiske situation, der har præget Washington D.C., de sidste seks år vil ændre sig.

Markedet har overvejende reageret positivt på valget. Det kan ved første øjekast undre. Mange økonomer var meget bekymrede over mange af Trumps udmeldinger. Moody’s udsendte endda en rapport om de makroøkonomiske konsekvenser af Trumps økonomiske politik og advarede på det skarpeste imod den. Hvorfor har markedet så ikke reageret negativt?

Der er to udlægninger af denne reaktion. Den ene siger, at markedet reagerer positivt, fordi der med republikansk ledelse af alle grene af centralmagten følger et politisk ansvar, som vil få de føderale love til at rulle igen.

Denne læsning understreger, at hvis Demokraterne havde vundet som Republikanerne, så ville markedet også have reageret positivt, fordi man fokuserer mere på det at tage politisk ansvar end på de konkrete politiske forslag. Den anden læsning siger, at markedets positive reaktion skyldes, at man forventer, at Trump vil vise sig som en pragmatisk indstillet præsident, der ikke vil forøge den føderale gæld i det omfang, visse økonomer har frygtet, fordi Kongressen aldrig vil tillade dette.

Det er ikke nødvendigvis den ene eller anden læsning, der er den korrekte. Det kan sagtens være en kombination af begge. Under alle omstændigheder er det uomtvisteligt, at markedet har forventninger om et kommende mere gunstigt økonomisk klima i USA.

Hvordan vil den nye administration se ud?
Vi mangler stadig at få udpeget mange vigtige nøgleposter i Trump-administrationen, men vi ved allerede nu, at de to omtalte fløje vil være repræsenteret i et sådant omfang, at det er tydeligt, at Trump vurderer, at et sundt forhold til Kongressen er meget vigtigt. Så vigtigt, at Senatets flertalsleder Mitch McConnells kone, Elaine Chao, er blevet Trumps trafikminister. Uden at skulle underkende Chaos indlysende kvalifikationer, så finder man nok ikke et tydeligere forsøg på at komme sin mulige politiske modpart i møde.

Mange har brugt en del kræfter på mere kontroversielle udnævnelser som den meget højreorienterede og svorne anti-globalist, Steve Bannon, der er blevet Trumps chefstrateg. Steve Bannon spillede en vigtig rolle i Trumps valgkamp, men det er uklart, hvor stor en indflydelse han vil få i administrationen. Hvis man med Trump får et ideologisk klart brud med frihandelsaftaler og et USA, der trækker sig mere tilbage fra verden, så vil det betyde, at Bannon spiller en stor rolle. Også en større rolle end den, det republikanske lederskab af Kongressen ønsker – for ikke at glemme vicepræsident Pence og stabschef Priebus. Hvis Trump-administrationen skal komme dårligt fra start, er et tænkeligt scenarie det, at man internt i Trump-administrationen slås voldsomt om den politiske kurs. Det skal dog understreges, at der er politiske slåskampe i alle præsidenters administrationer – også de mest succesfulde.

Der er ingen af de ministre, Trump har nomineret, som ikke kunne være blevet nomineret i en hvilken som helst anden republikansk administration. De navne, der har været mest blæst om, er Robert Mnuchin, der, hvis han godkendes af Senatet, forventes at ville deregulere og afbureaukratisere finanssektoren, så kapital lettere kan finde markedet. Tom Price, der er en af Obamacares mest profilerede og indædte kritikere, har i udsigt at blive sundhedsminister.

Det er svært at se den udpegelse som andet end et direkte angreb på Obamacare, hvilket ikke er overraskende, men bliver et meget omstridt politikområde. Scott Pruitt skal, hvis han godkendes, være leder af det føderale miljøagentur, hvilket bliver meget spændende at følge, da Pruitt ikke er overbevist om, at klimaforskningen endnu helt har været i stand til at forklare klodens skiftende temperaturer. Men uanset hvad man måtte mene om den politik, som Price, Pruitt eller Mnuchin står for, så er deres synspunkter meget normale hos republikanerne.

Hvad kan vi forvente på lovgivningssiden?
Obamas delvist mislykkede sundhedsreform er tydeligvis et af de første områder, som den nyvalgte Kongres og præsident vil kigge på. Når det handler om Obamacare, der retteligt hedder The Affordable Care Act, er de to fløje mest enige. Det er altid nemmest at begynde en ny politisk arbejdsrelation med områder, hvor man ikke skal teste hinandens evne til at indgå svære politiske forlig.

Republikanerne har længe talt om, at de vil tilbagerulle og erstatte Obamacare med noget andet. Det er endnu meget uklart, hvad man vil foreslå i stedet, men det er ret sikkert, at man vil beholde de to mest populære dele af loven. Der er tale om den del, der handler om, hvor længe unge er dækket af deres forældres forsikring, og om den del, der sikrer, at man ikke bliver smidt ud af sin forsikring, når man bliver syg.

Obamacare er ikke noget, man bare ændrer med et snuptag. Man må forvente lange og svære forhandlinger på området, selvom man er enige om den principielle politiske retning. Arbejdet med denne reform er så omfattende, at det kan blokere andre store politiske reformer, fordi det vil opsluge størstedelen af Kongressens energi og fokus.

Hvor succesfuld Trump bliver som præsident, kan meget vel afhænge af arbejdet med en ny sundhedsreform.

Ser man på et andet område, hvor der tidligt kan skabes politiske forlig, så er en skattereform og skatteomlægning højt på Paul Ryans ønskeliste. Men finansieringen af denne kan komme i konflikt med et af de politiske ønsker, der står højt på Trumps politiske ønskeliste: Massive investeringer i USA’s elendige infrastruktur. Da de to parter er mere uenige om den politiske prioritering her og har flere principielle politiske uenigheder, bliver det den reelle test af samarbejdet mellem Trumpadministrationen og det republikanske lederskab i Kongressen. Selvom begge politikområder skriger på handling, så har de seneste seks år demonstreret, at det ikke nødvendigvis fører til politisk handling.

Hvis Trump og Republikanerne kommer ud af 2017 med en ny sundhedsreform, en skattereform og en plan for infrastrukturinvesteringer, der er finansieret, bliver det meget interessant at følge markedets reaktion.

Det er meget svære politiske forlig, der skal indgås, men alle parter har en interesse i at se dem lykkes, hvilket er en motivationsfaktor, der ikke har været at finde i det føderale system siden 2009-11.

Hvorfor vandt den mest upopulære kandidat?
Der er meget, det er svært at spå om i forbindelse med en ny præsident. Ovenfor er der foretaget et forsøg herpå. Men tilbage står det spørgsmål, som mange har stillet sig, siden resultatet blev kendt: Hvordan kunne den mest upopulære kandidat vinde?

Det er ikke sikkert, at vi nogensinde vil finde et godt svar herpå, men en mulig forklaring kan være, at når man ser på det samlede antal afgivne stemmer, så fik Hillary Clinton mere end 2 mio. flere stemmer end Trump. Nu handler amerikanske valg ikke om at få flest stemmer, men at vinde flest valgmænd – og det ved alle kandidater godt. Dvæler man alligevel ved Clintons majoritet i antal afgivne stemmer, så er svaret vel, at den mest upopulære kandidat på en måde heller ikke vandt, selvom han blev udpeget som USA’s næste præsident. Og det er værd at huske på, når man skal vurdere styrken af Trumps politiske mandat.

Artiklen er bragt i Magasinet FORMUE 1//2017