BrexitNyt: Politisk og økonomisk usikkerhed præger dagsordenen

Efter det britiske nej til EU i fredags har usikkerheden præget både den politiske og finansielle dagsorden. Formuepleje giver dig her et kort overblik over udviklingen siden fredag den 24. juni og for ugen, der kommer. Formueplejes investeringsstrateg Henrik Franck sår tvivl om, hvorvidt Storbritannien, når alt kommer til alt, alligevel beslutter at blive i EU.

BrexitNyt

Afstemningen 23. juni
Stemmeprocent: 72,2. Der blev afgivet i alt 33,6 millioner stemmer

 

Forlade EU

Forblive i EU

Storbritannien

51,9%

48,1%

Skotland

38,0%

62,0%

Nordirland

44,2%

55,8%

Wales

52,5%

47,5%


Politiske reaktioner

  • Premierminister David Cameron har annonceret, at han afgår som premierminister og formand for det konservative parti ved partikonventet til oktober.
  • Premierminister David Cameron ønsker ikke indtil videre at aktivere Lissabon-traktatens artikel 50, der indleder udmeldelsesforhandlinger. Det vil han overlade til sin efterfølger.
  • Tidligere borgmester i London og EU-modstander, Boris Johnson, vurderes at blive Camerons efterfølger.
  • Der er oprør i oppositionspartiet Labour, idet lederen af partiet, Jeremy Corbyn, blev udsat for kupforsøg i weekenden, hvor 10 ud af 31 såkaldte skyggeministre trådte tilbage. Corbyn har fyret sin udenrigspolitiske chef, Hilary Benn, efter udtalelser om, at han ikke havde tillid til Corbyn. Labour ønsker, at Storbritannien forbliver i EU.
  • Den britiske EU-kommissær, Jonathan Hill, er trådt tilbage.
  • Leder af Scottish National Party og førsteminister, Nicola Sturgeon, har meldt ud, at hun ønsker en ny folkeafstemning i Skotland inden to år med det formål at opnå flertal for, at Skotland kan forlade Storbritannien og dermed forblive i EU. Nordirland kan muligvis følge den vej også.
  • EU-kritiske partier i mange af de øvrige EU-lande har fremsat ønsker om tilsvarende folkeafstemninger om medlemskab af EU, hvilket er afvist af de regerende partier.
  • Underhuset skal godkende aktiveringen af artikel 50, men der er stort flertal i underhuset for at forblive i EU, hvilket kan udvikle sig til en parlamentarisk krise og udløse et muligt valg i utide.
  • Visse eksperter mener, at da Skotland, Wales og Nordirland har delvist selvstyre, skal deres parlamenter tiltræde udmeldelsen, hvilket førsteminister Nicola Sturgeon allerede har truet med at nedlægge veto mod.
  • I denne uge (uge 26) er der stor aktivitet i EU. EU's præsident, Donald Tusk, mødes med de øvrige ledere af de store EU-lande i løbet af mandag den 27. juni. Tirsdag mødes de 28 EU-lande til topmøde, hvor Storbritannien redegør for resultatet af folkeafstemningen og det videre forløb. Onsdag fortsætter topmødet i Bruxelles - uden Storbritannien.
  • 3,3 millioner briter har tilsluttet sig en underskriftindsamling for at få en ny folkeafstemning.

Finansielle reaktioner

  • Det danske C20-indeks endte fredagen med at falde 4,09 procent. Mandag middag faldt de danske aktier yderligere cirka 2 procent. Den danske 10-årige rente faldt fredag fra 0,26 procent til 0,12 procent og holder det lavere niveau mandag. Flere ledende danske økonomer vurderer, at et Brexit har negative økonomiske konsekvenser for dansk økonomi.
  • De store internationale ratingbureauer, Moody's og S&P Global har annonceret, at de nok sænker Storbritanniens kreditværdighed, hvilket vil føre til højere britiske renter.
  • Det britiske pund faldt fredag morgen med 8,5 procent, men det rettede sig lidt i løbet af fredagen og endte cirka 6 procent nede. Siden er det over weekenden og i løbet af mandagen faldet yderligere 4 procent. Et britisk pund koster mandag (27. juni) middag cirka 9 kroner mod 9,81 kroner inden valget.
  • Det toneangivende europæiske aktieindeks, Euro Stoxx 50, faldt 8,6 procent fredag og fortsætter et par procent ned mandag. Dow Jones faldt 3,4 procent i fredags og ser ud til at åbne i negativt terræn.
  • Udsigten for finansielle markeder mandag eftermiddag peger på fortsat usikkerhed og risiko for faldende aktiekurser.

Formueplejes investeringsløsninger
Formueplejes blandede porteføljer klarede sig relativt godt i fredags, idet stigende obligationskurser modvirkede en del af faldene på den globale aktieportefølje.

Siden markederne lukkede torsdag, den 23. juni og frem til mandag eftermiddag, den 27. juni er Pareto faldet 2,2 procent, Safe 2,8 procent, Epikur 3,1 procent og Penta 4,0 procent. De europæiske aktier er faldet 10,4 procent, danske aktier 6,7 porcent og det engelske pund 8,3 procent. Se den aktuelle udvikling her.

Formuepleje mener: Tvivl om Brexit
Formueplejes investeringsstrateg, Henrik Franck, vurderer, at det ikke kan udelukkes, at Storbritannien, når alt kommer til alt, ombestemmer sig og finder en vej, så landet kan forblive i EU.

"Afstemningen viser, at skotterne og nordirerne ønsker at forblive i EU. Der er et flertal i underhuset, der ikke vil ud af EU. Det bliver muligvis nødvendigt at holde et parlamentsvalg i utide. Samtidig ser selve fremsættelsen af det officielle ønske om at aktivere udmeldelsesproceduren i Lissabon-traktaten ud til at trække ud," siger Henrik Franck.

Læs også:
Hold dig opdateret om Brexit
Brexit: Betydning for porteføljerne
Blog: EU - hvad nu?