Indskud og fradrag
Pensionsindskud har historisk været forbundet med fradragsmuligheder - primært med fokus på muligheden for nedbringelse af topskatten. Derfor står ratepensioner og livrenter i dag for en stor en del af pensionsindskuddene af såvel indskuds- som fradragsmæssige årsager.
Aldersopsparingen, som har afløst kapitalpensionen, står i skyggen af de øvrige pensionsordninger, hvilket virker paradoksalt, da ordningen indeholder en lang række fordele.
Der er ikke fradrag på indskud på aldersopsparingen, men til gængæld skal der ikke betales skat af udbetalinger.
Hvis du har mere end syv år til folkepensionsalderen, må der maksimalt indskydes 9.400 kroner årligt (2025) på aldersopsparingen. Har du mindre end syv år til folkepensionsalderen, må du indsætte 61.200 kroner (2025) på pensionen årligt.
Fordele og ulemper ved aldersopsparingen
- Lavere beskatning af afkast, idet PAL-skatten er 15,3 procent. Ved alternativ opsparing i frie midler beskattes afkastet med mindst 27 procent ved samlet negativ kapitalindkomst og maksimalt 42 procent ved samlet positiv kapitalindkomst. Ved aktieindkomst er skatten også 27/42 procent
- Fleksibel udbetaling - sum, rater, deludbetalinger eller udskydelse i 20 år efter pensionsudbetalingsalder
- Udskydes aldersopsparingen i 20 år efter pensionsudbetalingsalderen, kan den udbetales i rater i op til 10 år. Aldersopsparingen kan når som helst udbetales helt eller delvist
- I modsætning til ratepension og livrenter er der ingen modregning i pensionstillæg
- Man kan selv sammensætte sine investeringer via depot i sin bank
- Begunstigelsesmuligheder ved arv uden om boet
- Kreditorbeskyttelse
- Indbetaling frem til 20 år efter du har opnået din pensionsudbetalingsalder
- Indbetalinger er ikke fradragsberettiget
- Kan ikke omlægges til en ratepension eller livrente
- Modregnes i efterløn
Pas på modregning
Det er imidlertid ikke ligegyldigt, hvilken pensionsform du vælger. Mange pensionsopsparere kan med fordel vælge aldersopsparing fremfor ratepensioner eller livrenter – blandt andet fordi der sker en modregning i dit pensionstillæg ved udbetaling af netop ratepensioner og livrenter.
Hvis du indskyder din opsparing på ratepensioner og livrenter, og ikke betaler topskat, kan modregningen i dit pensionstillæg ved udbetaling faktisk medføre, at du risikerer at spare op med tab.
Denne problemstilling er relevant for mange lønmodtagere med arbejdsmarkedspensioner og indkomst under topskattegrænsen, som på grund af det manglende fradrag på aldersopsparing, har fået omlagt deres pensionsindskud fra kapitalpension til ratepensioner eller livrenter.
Der er den ekstra fordel ved at benytte aldersopsparing, at indbetalingen fremadrettet bliver fratrukket i det indkomstgrundlag, der bruges til at beregne folkepensionens tillægsprocent, førtidspension (ny og gammel ordning), seniorpension, boligsikring og boligydelse, børne- og ungeydelse samt statens uddannelsesstøtte.
Få sparring på din økonomi
Vil du gerne blive klogere på, hvilke muligheder du har for at investere igennem en aldersopsparing?
Så har du mulighed for at bestille en opringning fra en af vores formuerådgivere til en uforpligtende snak om aldersopsparingen, dens fordele, og hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.
Læs mere og bestil en opringningFå mere viden om din pension
Hos Formuepleje rådgiver vi hele vejen rundt om vores kunders økonomi - og et af de vigtigste og mest komplekse områder er pensionsplanlægning.
Vi har gjort det nemt for dig at få det nødvendige overblik og viden om din pension, da vi ved, hvor vigtigt det er, at du planlægger og gennemgår dine pensionsløsninger, så du kan skabe den bedste tilværelse som pensionist.
Læs mere om pensionsopsparing