Vores investeringskoncept
27. oktober 2022
2023 byder på flere nye pensionsregler - bliv klogere på ændringerne
Af Formuepleje
Fra årsskiftet træder der nye regler i kraft for både pensionister og folk, der sparer op til pension via aldersopsparingen. Vi guider dig igennem ændringerne, der kan få betydning for din privatøkonomi.
Når kalenderen siger 1. januar 2023, træder en række nye pensionsregler i kraft, som kan få betydning for din privatøkonomi.
Både for dig, der allerede er pensionist – og for dig, der sparer op til pensionen.
Vi guider dig her igennem de nye ændringer, som er besluttet af et flertal i Folketinget.
For pensionisten, der fortsat arbejder
Som det er i dag, bliver folkepensionister modregnet i deres pension fra det offentlige, hvis de arbejder og tjener mere end 122.004 kr. om året. I så fald modregnes man i første omgang i pensionstillægget.
Arbejder man endnu mere og tjener over 348.700 kr. om året, modregnes man desuden i folkepensionens grundbeløb. Men det er snart slut. Fra 1. januar 2023 afskaffes modregningen i folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg*.
Hvad enten man er folkepensionist, førtidspensionist eller seniorpensionist, skal der fra det nye år derfor ikke længere tages højde for modregningsregler, hvis man ønsker at arbejde.
De kommende regler handler dog kun om modregning af arbejdsindtægt i folkepension. Man vil fortsat blive modregnet i sin offentlige pension for anden indtægt, for eksempel indtægt fra arbejdsmarkedspensioner, private pensionsopsparinger, ATP, kapitalindkomst og aktieindkomst.
*Bemærk at lovforslaget vedr. modregning ift. egen arbejdsindkomst endnu ikke er endeligt vedtaget, men forventes vedtaget snarest og ved evt. senere vedtagelse vil gælde med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2023.
For pensionisten, der har en partner, som fortsat arbejder
Afskaffelsen af modregningsreglerne gælder ikke kun egen arbejdsindtægt. Det gælder også ens partners arbejdsindtægt.
Hvis man er pensionist og har en partner, som arbejder, er reglerne lige nu sådan, at partnerens lønindtægt bliver modregnet i ens egen offentlige pension. Men den regel afskaffes altså også gældende fra 2023.
Fremover vil indtægt, som ens ægtefælle eller samlever har fra lønarbejde, selvstændig virksomhed eller efterløn, ikke længere blive modregnet i folkepension, førtidspension eller seniorpension.
Det betyder altså, at uanset hvor stor en indkomst ægtefællen eller samleveren har, er det kun partneres øvrige indtægter, der kan påvirke ens folkepensionstillæg. Det gælder eksempelvis partnerens indtægter fra ATP, arbejdsmarkedspensioner, private pensioner, kapitalindkomst og aktieindkomst.
Klik her for at se beregninger på, hvad de nye regler kan betyde for pensionisters privatøkonomi
For dem, der sparer op til pensionen via aldersopsparing
Folketinget har også vedtaget nye regler for dem, der sparer op til pension i aldersopsparingen. Aldersopsparingen, der afløste kapitalpensionen i 2013, har et loft på, hvor meget man må indbetale om året.
Hvis man har mere end fem år til folkepensionsalderen, kan man i dag maksimalt spare 5.500 kr. op om året i aldersopsparingen. Det loft hæves fra 1. januar 2023 til 8.800 kr. om året.
Har man under fem år til ens folkepensionsalder, kan man, som reglerne er i dag, indbetale maksimalt 54.200 kr. om året. Fremover vil det syv år før folkepensionsalderen være muligt at indbetale det højere beløb, som stiger til 56.900 kr.
Alle beløb er i 2023-niveau og reguleres årligt.
Fordele ved aldersopsparingen
Aldersopsparing har en række fordele som pensionsopsparingsmetode. Det er en pensionsopsparing, hvor der ikke er beskatning ved udbetaling. Der er så til gengæld heller ikke fradrag for indskud.
Aldersopsparingen udbetales typisk på én gang, men kan også udbetales i mindre portioner ad gangen, som kan udskydes i helt op til 20 år fra pensionsalderen. Ved investering af alderspensionen er den største fordel, at afkast beskattes meget lempeligt med 15,3 procent efter lagerprincippet.
Derudover modregnes udbetalingerne ikke i folkepensionstillægget modsat udbetalinger fra ratepension og livrente.
Læs mere om, hvordan du lægger den rette plan for din pensionsopsparing
Ved at klikke her kan du også bestille en samtale med en formuerådgiver, hvis du ønsker hjælp til at lægge en plan for din pensionsopsparing eller vil tjekke, om du i dag sparer op på den mest optimale måde
Disclaimer
Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk
Vil du vide mere?
Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig.
Bestil en intropakke
Få en uforpligtende intropakke, og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.
Få seneste nyt
Hold dig opdateret på investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.
Tal med en rådgiver
Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.
Få viden om dine muligheder med Formuepleje
Vores fonde
Vi har fonde til alle risikoprofiler
Personlig rådgivning