Evergrande – Kinas opgør med cowboykapitalismen

I ugens løb har det kinesiske ejendomsudviklingsselskab Evergrande været hovedårsagen til den markedsnervøsitet, vi har været vidne til. Frygten for selskabets konkurs har ført til, at mange har draget paralleller til Lehman Brothers’ konkurs i 2008 og den efterfølgende globale finanskrise.

Som vi skrev tidligere på ugen, er det efter Formueplejes opfattelse skudt helt over målet at sammenligne Evergrande med Lehman Brothers, selv om situationen er alvorlig og skal tages seriøst.

Men Evergrande er ikke en bank, og selv om det er et stort kinesisk selskab, har det slet ikke samme fangarme og forgreninger ud i det globale finansielle system, som Lehman Brothers i sin tid havde.

Den nuværende status på Evergrande er, at selskabet har misset deres rentebetalinger, der skulle være faldet i den forgangne uge. Det er naturligvis alvorligt, og det kræver nu efter alt at dømme, at den kinesiske stat skrider ind og hjælper med at rekonstruere selskabet i en eller anden form.

I første omgang betyder den manglende rentebetaling, at Evergrande får 30 dages henstand, hvor man kan forsøge at nå frem til en løsning. Det bedste bud er, at en rekonstruktion bliver nødvendig med den kinesiske stat som mellemkomst, og hvor en del af selskabet bliver delvist statsejet, men hvor aktiviteterne videreføres i et vist omfang uden alt for mange negative følgevirkninger. Det vil medføre, at aktionærer og obligationsejere i Evergrande vil tabe penge på deres investering, fordi den udvandes, men det er den risiko, man løber som investor.

Kineserne skal altså finde en finansieringsmodel, der både sikrer selskabets overlevelse og de mange tilgodehavender og samtidig undgå en bankkrise. Det kan godt lade sig gøre. Kina har med sin styrefacon den fordel, at staten kan vælge at rekapitalisere de statsejede banker, der eventuelt mister deres egenkapital. Regeringen har ligeledes en klar interesse i at begrænse tab til private for at undgå social uro.

Derfor skrider Kina hårdhændet til værks

Et af de store spørgsmål, der melder sig oven på begivenhederne er, hvordan og hvorfor det er endt sådan for Evergrande, og hvorfor de kinesiske myndigheder overhovedet har ladet det ske.

Her skal man se situationen i en større sammenhæng, hvor regeringen i længere tid har været i færd med at stramme op på reguleringen i en lang række brancher, f.eks. også teknologisektoren.

Siden august sidste år har de kinesiske myndigheder arbejdet med tre røde linjer, som landets ejendomsudviklere ikke måtte krydse i forhold til, hvor stor en gæld ejendomsudviklerne kan oparbejde, og det er disse grænser, som Evergrande er kommet i karambolage med.

Evergrande er således blevet endnu et symbol på den nye politik, der udgår fra regeringen i Beijing, som vi også så det med mangemilliardæren og Alibaba-stifter Jack Ma, der for nylig forsvandt helt fra det offentlige søgelys i flere måneder.

De nye og mere strikse regler i ejendomssektoren er et forsøg på at skabe et mere sundt boligmarked i Kina, hvor 90 millioner lejligheder står tomme – det svarer til mere end Tysklands befolkning og lidt til. Dette blot for at illustrere, hvor løbsk det kinesiske ejendomsmarked er løbet, og hvor uholdbare og tvivlsomme tendenser, vi har set i det kinesiske ejendomsmarked. Evergrandes fald skal ses i dette lys.

Vil undgå moral hazard

Nogle vil måske undre sig over, at Kina, hvis økonomi i årevis har været i rivende udvikling, pludselig begynder at stramme op på denne facon. Men de milliardærer, der er skudt frem på tværs af sektorer, er blevet for store og magtfulde, og man skal se det som et opgør imod denne form for cowboykapitalisme – og et ønske om at bevæge sig i retning af en mere ordentlig kapitalisme, hvor der er mere styr på tingene, mere fokus på social og økonomisk lighed, og hvor man undgår ”moral hazard”.

Naturligvis er regeringen i Beijing ikke interesseret i at smadre hverken IT- eller boligsektoren eller Kinas økonomi for den sags skyld, men man er nået frem til den konklusion, at den hidtidige udvikling er gået for vidt, og ønsket går nu på en mere social form for kapitalisme.

Lader man tingene udvikle sig som hidtil, risikerer regeringen nemlig også social uro, hvis utilfredsheden med stigende ulighed breder sig i den middelklasse, som Kina ellers på lange stræk har formået at løfte ud af fattigdom.

Det er sket ved at fokusere på vækst i et hæsblæsende tempo, og succesen er skabt via en eksportdrevet økonomi. Nu bevæger man sig over imod en mere bæredygtig og kvalitetsorienteret vækst, der er indenlandsk drevet. Det kræver et opgør med milliardærerne og de uetiske forretningsmetoder, vi har set.

På kort sigt kan det godt give nogle bølgeskvulp i de finansielle markeder, og det kan tage lidt af brodden af de vækstimpulser, som Kina leverer til resten af verden, men på lidt længere sigt, er opgøret med cowboykapitalismen sådan set en god ting, så længe Kina ikke skrider så drastisk til værks, at landet bliver decideret investorfjendtligt.