Få nu skabt de rigtige rammer for opsparing

Det burde være indlysende, at det er i samfundets interesse, at borgerne i videst muligt omfang sparer op til at finansiere egen tilværelse. Det gør den enkelte bedre i stand til at modstå udsving og svære tider. Helt fundamentalt er der er en personlig tilfredsstillelse ved selv at tage vare på sit liv, men ud over det er der også en stor samfundsmæssig nytte og gevinst ved, at folk trækker færrest mulige veksler på den offentlige økonomi og ligger samfundet mindst muligt til last.

Misforstå mig ikke. Et stærkt socialt sikkerhedsnet er vigtigt og en grundlæggende styrke i vores danske samfund, så ingen, der rammes af sygdom, død og ulykke, ender i armod på gaden. Men derfra og så til at lade det offentlige helt tage over fra det personlige ansvar, er der også et stykke vej.

Heldigvis befinder vi os ikke i nogen af de to grøfter, men jeg kunne godt ønske mig, at vi bevægede os lidt mere i retning af, at mulighederne for selv at tage vare på ens opsparing og investering fik en lettere gang på jord. Som det er nu, er ”kundeoplevelsen” for dem, der sparer op, ikke der, hvor jeg godt kunne tænke mig. Faktisk lader den en del tilbage at ønske, og der er nærmest tale om en uendelig rejse i junglen. 

Lykken er ikke altid at være gældfri

For almindelige mennesker har opsparing typisk været noget med at have penge på bankbogen og i fast ejendom. Engang var det enkelt og ligetil: Lykken var at blive gældfri, og de fleste danske husholdninger stræbte målrettet efter at kunne opsige medlemskabet med kreditforeningen efter mange års slid og slæb. Sådan er det ikke længere.

Med en rente i omegnen af nul og udsigt til, at det forbliver sådan længe endnu, er gældfriheden ikke en opskrift, der passer til alle. Derudover er der den vigtige detalje, at du ikke har nogen sikkerhed for at kunne hæve pengene igen, hvis du får brug for det, når du sparer op i din bolig.

Tiden, hvor man blot kunne stille sikkerhed i sit hus, er forbi, og i dag er personlig kreditgivning i højsædet. Man skal kunne bevise, at man kan betale pengene tilbage. Den udvikling er gået stærkt, og det er langtfra ligegyldigt.

Mister du dit job, eller går din ægtefælle sin vej, kan du hurtigt få brug for at tære på opsparingen, og så er det ikke til megen hjælp, hvis pengene står bundet i mursten. Og hvad gør man så? Her kommer føromtalte jungle for alvor ind i billedet, for nu bliver det rigtigt indviklet. 

Pensionsopsparingen er skattemæssigt mest nænsomt

Når man i dette land har en pose penge til rådighed, er der en vifte af forskellige skattemiljøer, man skal tage med i sine overvejelser. Den sparegris, der udsætter dine afkast for den mest nænsomme behandling, er pensionssparegrisen, hvor man slipper med 15,3 procent af afkastet – hvert år.

Men aldersopsparing, ratepension og livrente er også med i viften af overvejelser. Her gælder forskellige regler for, hvordan du kan placere dine midler, og om du får fradrag, når du gør, og så er der naturligvis også forskel på, hvordan pengene beskattes, når du skal have dem ud igen. Ydermere er der forskel på, om dine udbetalinger har betydning for, om din adgang til offentlige ydelser begrænses. Det er her, det virkelig bliver kompliceret for selv kloge hoveder at overskue det hele.

Samtidig skal man jo også være opmærksom på, at man ikke putter penge i pensionen, hvis det er penge, man regner med at få brug for inden da. Så skal man betale en strafafgift, hvis man hæver før tid. Det bringer os et skridt videre ind i junglen.

For hvad hvis pengene ikke skal ind i pensionssparegrisen? Hvor skal vi så sende de frie midler hen og arbejde? Her åbner sig en ny buket af muligheder. Det er oplagt at lægge de første 100.000 kroner i den lille ny; aktiesparekontoen, hvor man kan investere i aktier og investeringsforeninger. Her skal der svares 17 procent i skat efter lagerprincippet, som kort fortalt betyder, at du afregner skat hvert år, uanset om du sælger eller beholder dine aktiver. Naturligvis kun når det går op, og der er et positivt afkast. Går det ned, skal du ikke betale skat, før du har indhentet det tabte.

Aktiesparekontoen er en verden for sig, og den blander sig ikke sammen med noget som helst andet. Men har du mere end 100.000 kroner, er du nødt til at kigge andre steder hen med dine frie midler. Her er der to hovedveje: Du kan investere i aktier eller investeringsforeninger, der vælger aktier for dig. Så betaler du 27 procent i skat af dit afkast – og 42 procent, hvis afkastet overstiger 55.300 kroner. Og skatten skal først falde den dag, du sælger. Beholder du aktierne, er der ingen skattebetaling, fordi vi har bevæget os over i realisationsbeskatningen.

Er man ikke aktietypen, ønsker man måske at investere i obligationer i stedet eller investeringsforeninger med obligationer eller blandede aktier og obligationer i porteføljen. I så fald ender du med at skulle betale kapitalindkomstskat – og så er vi tilbage i lagerprincippet og med en skattesats, der kan nå helt op på 42 procent, men maksimalt 33 procent fradragsværdi ved tab. Altså en asymmetri.

Ønske: Enkle, gennemskuelige og varige regler

Asymmetri eller ej, så var ærindet med ovenstående at få fastslået, at der i Danmark er lagt ualmindeligt mange hindringer i vejen for at gøre det, der er godt: Nemlig at spare op og gøre sig i stand til at klare dårlige tider.

Det burde være vores egen sag, om vi vil spare op i den ene, anden eller tredje sparegris, uden at vi partout skal bevæge os ud i skattejunglen og lede efter den mest attraktive form for beskatning. Med de hyppige lov- og regelændringer er man nødt til at søge rådgivning, når man sparer op. Derfor er rådet herfra, at vores kære politikere på lidt længere sigt får held til at opbygge enkle, gennemskuelige og ikke mindst varige løsninger.

Tænk, hvis færdselsreglerne blev ændret lige så ofte som regler omkring beskatning af afkast? Så ville mange kørekort ligne gækkebreve – med utallige klip.

Debatindlægget blev også bragt på finans.dk den 25. november 2020