Obligationsinvestorer har magten til at sætte grænser for Trump

Aktieinvestorerne har været igennem otte ugers turbulens i kølvandet på Donald Trumps ”Liberation Day” den 2. april

Handelslinjerne er blevet trukket hårdt op for efterfølgende at blive udskudt eller helt afviklet gennem en mere eller mindre ligegyldig rammeaftale som i Storbritanniens tilfælde, og aktieinvestorerne synes da også at have kaldt Donald Trumps forhandlingstaktik: At melde hårdt ud for efterfølgende at trække i land.

Forrige uges udmelding om 50% told på Europa (og ikke mindst 25% told på iPhones solgt i USA, som ikke samtidig er produceret i USA), fik således en markant mindre betydning for kursudviklingen på aktiemarkederne sammenlignet med tidligere udmeldinger fra den amerikanske præsident.

Dermed ikke sagt at Trump ikke har de finansielle markeders fulde opmærksomhed, men fokus synes i langt højere grad at være flyttet fra aktie- til obligationsmarkedet – særligt markedet for lange statsobligationer.

Investorerne opfatter ikke altid USA som ”sikker havn”

Siden begyndelsen af april er de 30-årige amerikanske statsobligationer steget med mere end 0,5%-point til aktuelt cirka 5%. Det lyder måske ikke af meget, men der er tale om en markant bevægelse, når også udviklingen i de korte amerikanske statsobligationer tages i betragtning. Investorerne kræver således aktuelt en væsentlig højere præmie for at låne ud til den amerikanske stat i længere tid.

Et af de iøjnefaldende forhold, der har udspillet sig over de seneste otte uger, er netop bevægelsen i de lange amerikanske statsobligationer, når globale investorer er blevet bekymrede og har sendt aktierne ned. Normalt, når aktiemarkedet falder, søger investorerne mod de mere sikre aktiver som bl.a. guld, dollar og amerikanske statsobligationer. Guld er steget, men meget iøjnefaldende er både dollaren og de amerikanske statsobligationer faldet (renten er steget). Situationen er et klart udtryk for, at USA aktuelt ikke nyder samme status som ”sikker havn” sammenlignet med tidligere.

Årsagerne til den vigende interesse for lange amerikanske statsobligationer – resulteret i de højere renter – er flere, men den væsentligste er, at risikoopfattelsen har ændret sig, og at det aktuelt betragtes som mere risikabelt at låne ud til den amerikanske stat. Når man som investor køber en statsobligation, låner man jo penge ud til staten og får i modydelse den løbende rente, og når risikoen stiger, kræver investorerne en højere rente – det er den klassiske sammenhæng mellem afkast og risiko.

Baggrunden for denne væsentlige ændring i risikoopfattelsen skal bl.a. findes i Trumps handelskrig mod resten af verden, forslag om ufinansierede skattelettelser (Big Beautiful Bill), oven i et i forvejen $36.000 mia. stort gældsbjerg kombineret med et markant løbende budgetunderskud på aktuelt 7% af BNP, et underskud der har været mere eller mindre permanent siden Covid-19.

Specielt Trumps ”Big Beautifull Bill”, der, konservativt vurderet, øger statsgælden med omkring $4.000 mia. over det kommende årti, synes at have ændret investorernes risikoopfattelse, og vel også en af årsagerne til, at ratingbureauet Moody’s i midten af maj som det sidste af de tre store ratingbureauer nedjusterede kreditvurderingen af USA. Faldet fra den højeste karakter (Aaa) til den næsthøjeste (Aa1) må igen ses som en reaktion på opfattelsen af udlånsrisikoen til den amerikanske stat.

Ubalancer rammer USA som en boomerang

Indtil videre har obligationsinvestorerne to gange i april og maj sat grænsen for Donald Trump gennem højere lange statsrenter.

Renten er ”prisen på penge”, og med de ubalancer, som USA står over for, hvad angår gæld, produktion, handel osv., kan Donald Trump ikke tåle en stigende amerikanske statsrente. De finansielle markeder udfordres af markant højere lange amerikanske renter, fordi netop de amerikanske statsobligationer er grundlaget for værdiansættelsen af alle andre finansielle aktiver.

Investorer i amerikanske statsobligationer vil kompenseres for en højere risiko, og derfor er investorernes øjne aktuelt rettet mod de amerikanske statsobligationer. På den baggrund er obligationsinvestorerne foreløbig de eneste, der har kunnet diktere, hvad Donald Trump kan og ikke kan, når det kommer til at føre hans politiske ambitioner ud i livet.