
Vores investeringskoncept
17. august 2025
Af viceinvesteringsdirektør Otto Friedrichsen
Sommeren har handlet om Novo Nordisk og de vækstudfordringer, der nu synes at tynge den tidligere ufejlbarlige danske medicinalvirksomhed, som fylder rigtig meget i danskernes depoter. Netop derfor giver nedturen anledning til at få efterset risiko og spredning i dine investeringer.
Udfordringerne for medicinalgiganten Novo Nordisk er til at få øje på.
Der er de amerikanske compunders (kopimedicin), konkurrencen med Eli Lilly, en ny direktør, omkostningsbasen og ikke mindst en revurdering af de tidligere meget høje forventninger til virksomheden.
Måske netop det sidste er nøglen til at forstå, hvorfor regnskabet i sidste uge viste vækst og en stærk indtjening, men samtidig peger på store udfordringer, når vi ser længere ud i fremtiden. Ikke mindst hvilken rolle Novo Nordisk kommer til at indtage på det globale marked for vægttabsmedicin.
Der er sket en kraftig revurdering af aktien med et aktiekursfald på over 70 pct. siden sidste sommer, og selv med revideringer af den fremtidige indtjeningssti ser selskabet nu billigt ud på en lang række målepunkter.
Novo Nordisk er på mange måder gået fra at være en vækstcase til en value case. Lige nu er der mange holdninger til, om man som investor skal købe eller sælge Novo Nordisk. Jeg synes, en ting står klart, når man ser på selskabet som en del af en bredere portefølje.
Novo er og har i mange år været en af kronjuvelerne i det danske aktiemarked. For den langsigtede investor er selskabet stadig steget med 560 pct. siden august 2000 (selv efter det seneste års kraftige kursderoute).
Er Novo Nordisk en del af en investors bredere portefølje af virksomheder, er det absolutte afkast kun halvdelen af ligningen.
Den anden halvdel er risiko. Afkast er alene en belønning for at påtage sig risiko, og porteføljeteori har gang på gang vist, at en sammensætning af udvalgte selskaber eller et indeks giver beskyttelse og sikrer en mere optimal belønning for risiko over tid gennem et højere risikojusteret afkast.
Med andre ord består risikoen i din samlede portefølje af investeringer af to dele: Risikoen fra hvert enkelt selskab samt hvordan de samlede selskaber påvirker hinanden.
I den forbindelse kan nogle selskaber reducere den samlede risiko, fordi de reagerer modsat af hinanden på markedsændringer. Når det ene selskab klarer sig dårligt, klarer det andet sig godt, og omvendt. Et godt eksempel er at investere i både et flyselskab og et olieselskab samtidig.
Afgørende for en attraktiv sammensætning af aktieporteføljens risiko er dog, at man som investor løbende tilpasser eller rebalancerer de enkelte beholdninger, så enkeltselskaber, sektorer og regioner ikke bliver dominerende i risikobidraget.
Og her er Novo Nordisk et godt eksempel på, hvordan succes kommer til at dominere porteføljerisikoen, hvis ikke man som investor løbende rebalancerer beholdningen.
En stærk afkastudvikling står øverst på alle investorers ønskeseddel, men hvis afkastudviklingen i ét selskab er væsentlig stærkere end porteføljens øvrige bestanddele, vil det gradvis få en større og større indflydelse på porteføljerisikoen.
Med andre ord vil en langsigtet stærk relativ performance, hvis den efterlades uberørt, gradvis fjerne de positive effekter af porteføljekonstruktionen og koncentrere risikoen omkring et enkelt selskab.
Novo Nordisk er igen en reminder om, hvor vigtig den løbende rebalancering af aktieporteføljen er, og samtidig en understregning af kvaliteten i at have en robust, balanceret portefølje, som over tid evalueres på det risikojusterede afkast.
Hvor porteføljeeffekterne fra Novo-koncentrationen for manges vedkommende har udspillet sig over de seneste måneder, giver det dog mulighed for at genbesøge risikoen – både på regions-, sektor- og selskabsniveau.
Husk, at Novo Nordisk-effekten på porteføljerisikoen ikke kun er et dansk fænomen – den findes alle steder.
Disclaimer
Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk
Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig.
Få en uforpligtende intropakke og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger, og hvad vi kan gøre for dig og din formue.
Hold dig opdateret om investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.
Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.
Vores investeringskoncept
Vores fonde
Personlig rådgivning