Vores investeringskoncept
16. november 2025
Af kundedirektør Helle Snedker
Som investor ønsker man at få sine penge til at yngle – og som minimum at holde værdien. At lade formuen ligge passivt er sjældent en god idé, hvis du har en tidshorisont på mere end et år eller to. Spørgsmålet er: Hvordan får du dine penge til at arbejde bedst for dig?
”Spredning er redning” siger man ofte om investeringer. Det handler om at fordele risikoen, så du ikke lægger alle æg i én kurv. Men hvad med mursten? Er ejendomsinvestering en sikker vej til vækst – eller en dyr illusion?
Formålet med at investere er enkelt: Det, du kan købe for dine penge i dag, skal du også kunne købe for i fremtiden – som minimum. Inflation, altså prisstigninger, kan stille og roligt udhule din købekraft. Med andre ord: Hvis dine penge bare står på kontoen, bliver de mindre værd over tid.
Som rådgiver bliver jeg ofte spurgt: Er det en god idé at investere i mursten? Hvornår skal man købe – og hvad skal man overveje som førstegangskøber?
Forleden talte jeg med en ung kvinde, der ventede på, at renten skulle falde, før hun købte en lejlighed. Men hvis renten falder, kan der meget vel ske det, at prisen på lejligheden stiger, for nu er det jo blevet billigere at låne. Og ingen kan love, at vi igen får renter tæt på nul. Så hvis der er behov for et nyt sted at bo, er det måske ikke oplagt at gå og vente for evigt på et rentefald, der aldrig kommer.
Mursten er heller ikke bare mursten. En investering i ejendom kan være køb af bolig – eller det kan være en garage til udlejning, en forretning eller en produktionshal.
Formålet gør hele forskellen: Skal du bo der, eller er det en ren investering?
En nyere ejendom i hovedstaden med fri huslejefastsættelse er typisk en sikker investering – og giver derfor et lavere afkast.
En specialindrettet produktionshal er derimod mere risikabel: Hvis virksomheden lukker eller flytter, kan det være svært at finde en ny lejer. Altså må du forlange et højere afkast som kompensation for risikoen.
En ting er dog sikkert: Køber du bolig til eget brug, er du som regel omfattet af parcelhusreglen. Det betyder, at en eventuel værdistigning er skattefri, når du sælger. Skattefrit afkast er sjældent i Danmark – og værd at have med i dine overvejelser.
Så er mursten en god investering? Svaret er: Det kommer an på... På din tidshorisont, din risikovillighed og ikke mindst på, hvad målet er med investeringen.
Ifølge tal fra Finans Danmark har ejerboligmarkedet haft en markant udvikling fra 1992 til 2025 – faktisk har det været 33 særdeles gode år for boligejere.
Ser vi på parcel- og rækkehuse, er den gennemsnitlige handelspris steget fra ca. 4.000 kr. pr. kvadratmeter i 1992 til knap 18.000 kr. pr. kvadratmeter i 2025. Det svarer til en stigning på 347 procent.
Ejerlejligheder har haft en endnu mere imponerende udvikling. I 1992 kostede en kvadratmeter i gennemsnit 5.820 kr., mens prisen i 2025 ligger på 37.867 kr. – en stigning på hele 551 procent.
Også fritidshuse er fulgt med opad. Fra 4.441 kr. pr. kvadratmeter i 1992 til 22.775 kr. i 2025, hvilket giver en stigning på 413 procent.
Tallene dækker hele landet, men bag gennemsnittet gemmer sig naturligvis store forskelle mellem landsdelene.
Disclaimer
Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk
Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig.
Få en uforpligtende intropakke og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger, og hvad vi kan gøre for dig og din formue.
Hold dig opdateret om investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.
Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.
Vores investeringskoncept
Vores fonde
Personlig rådgivning