
Vores investeringskoncept
1. juni 2025
Af investeringsdirektør Rasmus Cederholm
Trumps påvirkning af markedet kalder på en rolig og reflekteret tilgang til investeringer.
Heldigvis er der relevante metoder, vi kan aflure.
Med Donald Trump tilbage i Det Hvide Hus kan et tweet, en pressekonference eller et tv-klip pludselig udløse kraftige markedsreaktioner.
Den ene dag gælder det nye enorme toldsatser og vidtgående handelssanktioner mod venner og fjender, den næste går rygterne om nye globale alliancer.
Det gælder om at holde hovedet koldt og analyserne skarpe. At skelne mellem støj og vigtige signaler.
Investorer verden over stiller de samme grundlæggende spørgsmål: Ser vi begyndelsen på en ny æra for global handel? Et opbrud i de grundlæggende alliancer? Er USA’s status som global finansiel supermagt under afvikling?
En gruppe af såkaldte superforecastere ser ud til at have fundet en særlig tilgang.
Som investor bør man møde overskrifterne med proportionalitet og historisk hukommelse
De mest præcise forudsigere i verden følger veldokumenterede principper, som ofte viser sig at give mere præcise prognoser – derfor er der grund til at aflure deres metoder og tage ved lære.
Den amerikanske forsker Philip Tetlock – medforfatter til “Superforecasting” – har dokumenteret, hvordan visse personer konsekvent forudsiger fremtiden mere præcist end andre.
Ikke nødvendigvis fordi de er særligt intelligente, men fordi de når frem til deres forudsigelser på en særlig struktureret og disciplineret måde.
I stedet for at tage udgangspunkt i de mest larmende overskrifter begynder de med det, der historisk plejer at ske, de såkaldte base rates. Og så er de samtidig varsomme med at lade sig rive med af stærke fortællinger, uanset hvor overbevisende de måtte lyde.
Robert Shiller, nobelpristager og ophavsmand til begrebet narrativ økonomi har vist, hvordan markeder ikke kun reagerer på data, men også på historier.
Gode fortællinger smitter som virusser, og narrativer som “Trump skaber handelskrig 2.0” eller “AI ændrer alt” kan brede sig med voldsom kraft og sætte sig dybt i investorernes opfattelse – selv når fortællingerne ikke er forankret i solid empiri.
Yuval Noah Harari berører ligeledes emnet i sin seneste bog “Nexus”, hvor han beskriver, hvordan algoritmestyrede informationsnetværk i dag ikke blot formidler information, men også former den virkelighed, vi oplever.
I en tid med informationsoverload, bliver vi ikke nødvendigvis bedre informeret – tværtimod risikerer vi at blive fanget i ekkokamre, hvor algoritmerne belønner det dramatiske, det ensidige og det bekræftende.
Superforecastere gør det stik modsatte, de insisterer på at bevare overblikket midt i informationskaosset, begynder med at undersøge base rates og justerer kun langsomt og med omtanke, når ny information dukker op.
Lige så vigtigt: De søger aktivt modsatrettede synspunkter. De ved, at den største fejl ofte begås, når vi bliver for sikre i vores egen overbevisning. Derfor gennemtænker de ikke bare det mest sandsynlige scenarie, men også alternative og mindre sandsynlige.
Det er det modsatte af, hvad der sker i de digitale ekkokamre, hvor én fortælling hurtigt kan tage magten og fortrænge nuancerne.
Når Trump taler om at afkoble USA fra globale forsyningskæder, truer med nye handelsbarrierer og antyder et muligt farvel til Nato, er det forståeligt, at mange investorer tænker: Det her kan ændre alt. Men netop her kommer base rates ind som en vigtig modvægt.
Et narrativ, der på det seneste har vundet indpas blandt investorer, går på, at Trumps uforudsigelige og tillidsnedbrydende kurs kan underminere USA’s position som global finansiel supermagt og dermed bringe dollarens status som verdens dominerende reservevaluta i fare.
Skulle det ske, vil det kunne få vidtrækkende konsekvenser – ikke mindst for de amerikanske statsrenter og dermed betydningen af en voksende statsgæld.
En base rate-analyse tegner imidlertid et andet billede: Historisk ændrer valutaers andel af de globale reserver sig kun gradvist og over længere tid.
Den overordnede pointe er ikke, at man skal ignorere, når der sker store skift – politiske, økonomiske eller teknologiske. Men som investor bør man møde overskrifterne med proportionalitet og historisk hukommelse.
I en verden, hvor historier spreder sig hurtigere end fakta, kan der være en reel konkurrencefordel i at tænke langsomt. Ikke fordi man skal være passiv, men fordi ro og refleksion skaber bedre beslutninger end panik og impulser.
Superforecasting og base rates giver os netop dét: et mentalt værn mod at lade følelser, overskrifter og markedsstemninger kapre beslutningskraften.
Og det har sjældent været vigtigere end netop nu.
Denne klumme er først blevet udgivet den 25. maj 2025 i Børsen, som du kan læse her.
Disclaimer
Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk
Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig.
Få en uforpligtende intropakke og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger, og hvad vi kan gøre for dig og din formue.
Hold dig opdateret om investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.
Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.
Vores investeringskoncept
Vores fonde
Personlig rådgivning