
Vores investeringskoncept
27. marts 2025
Af viceinvesteringsdirektør Otto Friedrichsen
Stor usikkerhed har præget de finansielle markeder de seneste uger og resulteret i den største kvartalsmæssige afkastforskel mellem amerikanske og europæiske aktier i 25 år. Investorerne frygter, at Trump tisser i modvind og ignorerer elementære politiske og økonomiske sammenhænge.
Donald Trump er nu mere end halvvejs i sine første 100 dage i det amerikanske præsidentembede. Der har været mange overskrifter, spekulationer og kryptiske udmeldinger, og modsat i tiden lige efter valget i november begynder investorer og de finansielle markeder i høj grad at forholde sig til en række af de politiske tiltag.
Amerikanske aktier er faldet i år. Selv når man ser bort fra de store amerikanske teknologiaktier, der frem til årsskiftet ellers er løbet fra alle andre. Modsat er de europæiske aktier steget i år. Den kvartalsvise afkastforskel mellem amerikanske og europæiske aktier er, her kort før udgangen af første kvartal 2025, ikke set større i de seneste 25 år.
De amerikanske renter er faldet tilbage, mens de tyske og europæiske renter er steget. Samtidig er euroen styrket og dollaren svækket.
En ting er det teknologiske sammenstød mellem USA og Kina om Deepseek i januar og ikke mindst afkasteffekterne på de amerikanske teknologiaktier, men gennem de seneste uger har flere forhold øget investorernes usikkerhed i forhold til amerikansk økonomi. Resultatet er en svækkelse af amerikanske aktiver - men hvorfor denne tiltagende usikkerhed?
Den første forklaring er pressemødet i Det Hvide Hus mellem Zelenskyj, Trump og Vance for tre uger siden. Det sammenstød markerede et skifte i den amerikanske politiske opbakning, og Donald Trump gjorde det klart, at den amerikanske sikkerhedspolitik, der har været globalt dominerende siden Truman og efterkrigsårene, nu er i forandring.
Budskabet var klart, og allerede i dagene efter pressemødet rykkede de europæiske ledere sammen om at styrke et fælles Europa. Det blev forstærket efter det tyske valg og ikke mindst tyske politikeres enighed om en kraftig oprustning af det europæiske forsvar og øgede investeringer i infrastruktur.
Europæisk politisk sammenhold og enighed om ekspansiv finanspolitik har styrket euroen, og sendt renter og aktier op på forventningen om højere vækst i fremtiden.
Den anden grund til den aktuelle usikkerhed er, at det i stigende grad ser ud til, at Donald Trumps handelspolitik og ambitioner om straftold på de fleste af USA’s største samhandelspartnere bliver implementeret.
Det er en usikkerhed, der også stiger hos den amerikanske forbruger og ikke mindst de amerikanske virksomheder – og den vil over tid kunne resultere i lavere amerikansk vækst og ikke mindst højere priser i de amerikanske supermarkeder.
Den tredje grund er Donald Trump og finansminister Scott Bessents ambition om at nedbringe det amerikanske budgetunderskud og bringe det tættere på balance.
Det er egentlig en fornuftig tanke. USA har aktuelt et historisk højt underskud og samtidig et arbejdsmarked, der er tæt på fuld beskæftigelse. Den cocktail lægger pres på økonomi og vækst.
Amerikansk økonomi er fortsat robust, men netop vækst- og forbrugertillidsindikatorer begynder at vise en ustabilitet, som over tid vil kunne udfordre.
Modsat er der spirende optimisme i Europa med en massiv økonomisk vækststimulering på vej og et øget politisk sammenhold.
Aktiekursfaldet i USA er stadig inden for det, man som aktieinvestor må forvente på årlig basis alene med den risiko som aktier oppebærer. En analyse foretaget af den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs viste for nyligt, at en aktiekorrektion på 10 pct. historisk er blevet efterfulgt af positive aktieafkast, så længe en recession ikke har indfundet sig.
En recession er aktuelt ikke en del af hovedscenariet, men investorerne bliver bekymrede, når Donald Trump ser ud til at tisse i modvind for derved at ignorere helt elementære politiske og økonomiske sammenhænge.
Disclaimer
Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk
Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig.
Få en uforpligtende intropakke og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger, og hvad vi kan gøre for dig og din formue.
Hold dig opdateret om investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.
Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.
Vores investeringskoncept
Vores fonde
Personlig rådgivning