
Vores investeringskoncept
26. oktober 2025
Af viceinvesteringsdirektør Otto Friedrichsen
Historisk set går to faktorer igen i de dominerende virksomheders opstigning og fald.
Særdeles få virksomheder dominerer i den grad aktiemarkedet. De 10 største amerikanske selskaber udgør næsten en tredjedel af det samlede amerikanske aktiemarkeds værdi, mens de bredere teknologirelaterede amerikanske selskaber samlet set udgør 56 pct. af aktieindekset – på bekostning af de mindre konjunkturfølsomme selskaber.
Niveauet af markedskoncentration og -polarisering er uset i nyere tid og vækker både fascination og bekymring blandt aktieinvestorer. De såkaldte Market Champions dominerer aktiemarkedet som helhed.
Emnet er også velkendt fra danske medier, hvor både Finans og Børsen har dækket problemstillingen – sidstnævnte blandt andet med artiklen ”Få aktier styrer hele aktiemarkedet: Festen får en ende”.
Ud over at observere den aktuelle markedskoncentration, anført af amerikanske teknologiselskaber, er det, de fleste nok spørger sig selv om: Hvor lang tid kan det vare ved?
Der findes ikke noget entydigt svar, men Bob Prince, Khia Kurtenbach og Thomas Maisonneuve fra den amerikanske hedgefond Bridgewater har i en artikel fra juni 2024, ”The Life Cycle of Market Champions”, forsøgt at finde svar med udgangspunkt i empirien ved at analysere historiske markedskoncentrationer i det amerikanske aktieindeks og hvordan livscyklussen historisk har været for de såkaldte Market Champions, der dominerer aktiemarkedets vægtfordeling.
Gennem de seneste 120 år har markedet været domineret af skiftende grupper af Market Champions.
I begyndelsen af 1900-tallet var det jernbaneselskaber, der dominerede, drevet af industrialisering og mangel på alternativer til godstransport. Men allerede i 1920’erne begyndte nye transportformer som lastbiler og fly at udhule jernbanernes monopol, og statslige investeringer i infrastruktur accelererede denne udvikling.
Jernbanernes “konkurrencefordel” blev gradvist eroderet, og deres dominans forsvandt. Bilindustrien – især “The Big Three” (GM, Ford, Chrysler) – nød godt af en eksplosiv vækst i efterspørgslen efter biler, men blev udfordret, da markedet blev mættet, og asiatiske konkurrenter begyndte at underbyde dem på pris og teknologi.
Olieindustrien har været en af de mest vedvarende markedsledere, men presses nu af energiomstilling og nye teknologier som skiferolie.
Telesektoren, med AT&T som det klareste eksempel, nød godt af monopollignende forhold og stærke netværkseffekter, men blev ramt af både teknologisk disruption (mobiltelefoni og internet) samt regulering.
To faktorer går igen i Market Champions’ opstigning og fald: For det første en first-mover-fordel i en branche med høj strukturel vækst og innovation. Dernæst evnen til at opretholde stærke, varige konkurrencefordele, der beskytter mod nye aktører.
Når enten vækstpotentialet eller konkurrenceevnen svækkes, har selv de største selskaber historisk været sårbare over for nye, hurtigere voksende konkurrenter.
Opretholdelse af vækstpotentiale og konkurrencemæssige fordele samt risikoen ved regulering har således omvendt været de største udfordrere af Market Champions og markedskoncentrationer.
Den aktuelle markedskoncentration betyder, at de fleste investorers porteføljer er mere eksponeret mod de nuværende champions end nogensinde før.
Over en tredjedel af en klassisk amerikansk indeksfond er allokeret til de nuværende største selskaber, og i globale porteføljer nærmer denne andel sig 20% – det højeste niveau i over 50 år. Det øger risikoen for, at porteføljer bliver sårbare over for de strukturelle skift, der før eller siden rammer selv de største selskaber.
Som gruppe har Market Champions historisk set formået at fastholde deres dominans i gennemsnitligt 10 til 15 år, før de bliver udfordret af nye aktører, teknologiske skift eller ændrede markedsvilkår.
I sektorer præget af høj innovation og disruption, som teknologi, kan denne periode være endnu kortere, mens mere stabile industrier som energi og forbrugsvarer ofte ser længere dominansperioder, op til 20 år eller mere.
Historien viser, at selv de mest dominerende selskaber sjældent forbliver på toppen og over tid mister deres dominans. Innovation, regulering og investorernes tiltagende forventninger er konstante kræfter, der gør det svært at fastholde markedsdominans.
Selvom dagens it-giganter har stærke forudsætninger for at forblive markedsledere i en periode, er det usandsynligt, at de vil undgå de skæbner, der har ramt tidligere tiders Market Champions.
For den langsigtede investor betyder det, at diversificering med udgangspunkt i kvalitet og værdiansættelse samt opmærksomhed på strukturelle skift er vigtigere end nogensinde i en tid med ekstrem markedskoncentration.
Disclaimer
Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk
Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig.
Få en uforpligtende intropakke og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger, og hvad vi kan gøre for dig og din formue.
Hold dig opdateret om investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.
Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.
Vores investeringskoncept
Vores fonde
Personlig rådgivning