Frankrig er blevet en del af den europæiske periferi

Baggrunden for krisen i Frankrig er en fundamental ubalance i de offentlige finanser, hvor udgifterne år efter år overstiger indtægterne, og hvor politisk handlingslammelse forhindrer de nødvendige reformer.

Bayrous-regeringens forslag til 2026-budgettet – en stramning på €44 mia. – er blevet mødt med massiv modstand fra både højre- og venstrefløjen. Nationalforsamlingen nægtede at stemme for et budget, der “gør franskmændene fattigere”, mens Socialisterne i stedet foreslog en mere moderat pakke på €22 mia., primært finansieret via en ny formueskat på de allerrigeste.

Præsident Emanuel Macron har afvist at udskrive nyvalg, da meningsmålinger indikerer, at det blot vil føre til et lige så fragmenteret parlament. I stedet har Macron i sidste uge, blot to dage efter afskedigelsen af Bayrous, udpeget den tidligere forsvarsminister, Sebastien Lecornu, som ny premierminister – den femte af slagsen på blot to år.  Lecornu står nu med den svære opgave at få budgettet for 2026 gennem nationalforsamlingen.

IMF: Ingen udsigt til forbedring

Sebastien Lecornus opgave er udfordrende rent politisk og udfordres yderligere af, at Frankrigs offentlige finanser er præget af en strukturel ubalance opbygget gennem en længere årrække.

Den Internationale Valutafond IMF’s seneste prognoser viser, at der ikke er udsigt til væsentlige forbedringer de kommende år, og stigningen i den offentlige gæld er allerede indregnet i de nuværende budgetforløb.

Frankrigs bruttogæld ligger på cirka 114% af BNP og forventes at vokse yderligere over de kommende år. Det aktuelle franske budgetunderskud på cirka 6,1% af BNP vil næppe blive nedbragt væsentligt og slet ikke mod de 4,6%, som var Francois Bayrous-regeringens målsætning. Den politiske fragmentering gør det usandsynligt, at der gennemføres så markante besparelser.

De finansielle markeder har reageret med stigende renter på franske statsobligationer, og spændet til tyske statsrenter er udvidet. Med andre ord kræver investorer i franske statsobligationer aktuelt en merrente på cirka 0,8% for at låne ud til den franske stat relativt til den tyske – det er mere end en fordobling i forhold til tidligere. Sammenlignet med de europæiske periferilande handler franske statsobligationer nu på niveau med de italienske, hvilket ikke er set siden begyndelsen af 00’erne, og væsentligt over både Spanien, Portugal og selv Grækenland. 

 

Frankrigs kreditvurdering er allerede blevet sænket af de toneangivende kreditvurderingsbureauer, så yderligere nedgraderinger vil næppe udløse store kursfald på kort sigt.

ECB har værktøjer til at sikre den pengepolitiske transmission (TPI, Transmission Protection Instrument), hvis regeringen viser vilje til ansvarlig finanspolitik. Uden en grundlæggende politisk kursændring vil gælden dog fortsætte med at stige, og Frankrigs finansielle position vil gradvist forværres, og markedet vil kræve en stadig højere risikopræmie.

Situationen i Frankrig illustrerer, hvordan politisk usikkerhed og strukturelle ubalancer kan påvirke investeringsbeslutninger. Den politiske risiko medfører øget volatilitet og højere risikopræmier på franske statsobligationer sammenlignet med mere sikre alternativer. 

Selvom mange franske virksomheder er eksportorienterede, vil aktiemarkedet stadig være følsomt over for politiske udmeldinger og budgetforhandlinger. Det gælder især i sektorer med stor offentlig eller indenlandsk eksponering.

Ingen akut finansiel katastrofe

Den franske budgetkrise er ikke en akut finansiel katastrofe, men en vedvarende udfordring, der kræver politisk handling og reformvilje. Uden en ny kurs vil gælden stige, væksten stagnere, og investorerne kræve stadig højere risikopræmie. For Europa er det en påmindelse om, at integration og stabilitet ikke kan tages for givet – og at de svageste led kan blive afgørende for det samlede økonomiske fællesskab.