
Vores investeringskoncept
9. august 2025
Af kommunikations- og pressechef Allan Jørgensen
Novo Nordisk er ude i nyt stormvejr efter en uge, hvor medicinalgiganten officielt fik ny topchef. Han skal nu forsøge at håndtere skuffende vækstudsigter og nogle særdeles kritiske investorer. Formueplejes chefporteføljeforvalter Morten Gregersen mener, de seneste kursfald kan begrundes i stigende udfordringer, men også, at aktiemarkederne på flere områder overreagerer.
Tirsdag i sidste uge – samtidig med at Mike Doustdar blev præsenteret som ny CEO – nedjusterede Novo Nordisk forventningerne til salgs- og indtjeningsvæksten i 2025 for anden gang i år. Det udløste et historisk kursfald på 23 procent og barberede hele 465 mia. kr. af markedsværdien.
Kursen fortsatte nedad i begyndelsen af denne uge, hvor den nu tidligere topchef Lars Fruergaard afleverede sit sidste regnskab, før han trådte af.
Sådan fortsatte det frem til torsdag, hvor investorerne kunne varme sig lidt på en stigning, da Novos hovedkonkurrent Eli Lilly præsenterede forsøgsresultater for vægttabsmedicinen Orforglipron. Resultaterne skuffede markedet, og Novo Nordisk tog i den forbindelse et spring op med 11 procent på bare en dag.
”Den seneste uge har været noget af en rutsjetur – og den voldsomme udvikling er nok også kommet bag på de fleste investorer”, siger Formueplejes aktieporteføljechef Morten Gregersen.
Novo Nordisk-aktien er sammenlagt dykket 69 procent siden kursrekorden i juni sidste år, hvor aktien krydsede 1000 kr. Fredag lå den på 325 kr.
Rigtig mange danskere har Novo Nordisk-aktien i depotet og pensionsopsparingen – og selskabet er også repræsenteret i Formueplejes aktiefond Global Future, som indgår i flere af Formueplejes investeringsløsninger. Derfor påvirker nedturen investeringsafdelingerne med aktier.
”Novo Nordisk fylder – både i Danmark, hos danskerne og i Global Future – derfor kan den her udvikling mærkes. Jeg må også erkende, at vi har været lidt for optimistiske i vores vurdering af vækstudsigterne i Novo på den korte bane”, forklarer Morten Gregersen.
Han mener dog også, at reaktionen har været til den barske side.
”Novo er stadig et solidt, godt og markedsledende selskab. I øjeblikket afspejler aktiekursen stort set, at markedet vurderer, at Novo Nordisk har nulvækst i år og et stykke ind i 2026 – og det tror jeg er for voldsomt. Jeg mener, at selskabet har nået bunden med de seneste vækstestimater, der er meldt ud. Og jeg mener, at markedet for behandling af overvægt bliver meget, meget større, og der er Novo stadig en af hovedspillerne”, siger Morten Gregersen.
Novo Nordisk er fortsat blandt selskaberne i Formueplejes Global Future-afdeling, og der er hverken solgt ud af Novo-aktier eller købt yderligere i løbet af de seneste uger.
Ifølge Morten Gregersen er de tre største udfordringer for Novo Nordisk:
Lige efter Novo Nordisk lancerede sin vægttabsmedicin Wegovy, blev efterspørgslen så voldsom, at leveringen ikke kunne følge med (herunder også diabetesmedicin). Derfor konkluderede de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, i marts 2022, at Novo Nordisks medicin var i restordre.
Situationen førte til en ophævelse af patentbeskyttelsen, og dermed måtte andre aktører ifølge amerikansk lov fremstille efterligninger, så patienterne kan få deres medicin. Den slags kaldes “compounded” medicin, og producenterne “compounders”.
Efterligningerne piblede frem de kommende år – blandt andet fra det amerikanske onlineapotek Hims & Hers. Novo Nordisk vurderer i dag, at kopimedicin nu har overtaget 30 procent af selskabets markedsandel i USA.
Sidst på ugen steg Novo-aktien, efter hovedkonkurrenten, Eli Lilly, kom med skuffende testresultater. Udviklingen viser, hvor tæt markedet holder øje med, hvem der ligger forrest i kapløbet om at udvikle det bedste produkt.
”Lige nu har Eli Lilly med sit produkt en overhånd i forhold til Novo Nordisk – selskabet har et bedre produkt. Men Novo bliver den første spiller på markedet med en pillebehandling, der vil kunne erstatte den nuværende injektionsbehandling. Lige nu ser det også ud til, at Novos pille viser bedre resultater end Eli Lillys. Det er klart, at succes afhænger af efterspørgslen, og hvordan markedet udvikler sig og tager imod nye produkter – herunder et produkt i pilleform. Men lige nu er jeg – trods den lille afstand op til hovedkonkurrenten – positiv på Novos pipeline på den længere bane”.
Ifølge Morten Gregersen mangler Novo stadig at give et klart billede af, hvordan man har tænkt sig at bekæmpe compounders og kopiprodukterne. Selskabets produkter er ikke længere i restordre, og retten til, at andre kan kopiere produkterne, er løbet ud.
Novo Nordisk har udtalt, at man forfølger alle muligheder, også retlige, for at stoppe efterligningerne. Men selskabet beklager sig også over manglende støtte fra de amerikanske myndigheder. Tidligere i år oprettede Novo Nordisk sin egen direkte salgskanal ved navn Novocare Pharmacy, som sælger vægttabsmedicin til patienter på månedligt abonnement.
”Det er klart, at jeg meget gerne vil høre mere præcist, hvordan Novo har tænkt sig at få de her efterligninger ud af markedet og hvornår – for Novo er nødt til at få sat en prop i det her – selskabet taber en stor del af markedet, hvis ikke kopisterne stoppes,” forklarer Morten Gregersen.
Novo Nordisk har i dag knap 80.000 medarbejdere, svarende til hele 25.000 flere ansatte end hovedkonkurrenten Eli Lilly. Til det skal nævnes, at Eli Lilly har udliciteret mange opgaver til virksomheder eksternt, men ifølge Morten Gregersen vil det være oplagt at kigge på effektiviseringer hos Novo Nordisk.
”Det bliver noget af det, den nye direktør Mike Doustdar skal kigge på. Når man har haft så stor vækst og udvidet så hurtigt, som det er tilfældet, er det naturligt, at der også kommer et tidspunkt, hvor der skal optimeres i forretningen.”
Morten Gregersen lufter også muligheden for, at Novo Nordisk kan iværksætte et aktietilbagekøb, efter virksomheden har meldt ud, at deres investeringsomkostninger fremover vil være faldende og dermed potentielt vil kunne forbedre cashflow.
”Nu da aktiekursen er faldet så meget, synes jeg, at det ville være et stærkt signal at sende – også for fremtiden".
Disclaimer
Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk
Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig.
Få en uforpligtende intropakke og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger, og hvad vi kan gøre for dig og din formue.
Hold dig opdateret om investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.
Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.
Vores investeringskoncept
Vores fonde
Personlig rådgivning