
Vores investeringskoncept
27. april 2025
af viceinvesteringsdirektør Otto Friedrichsen
Selvom Donald Trump offentligt langer ud efter centralbankchefen og kræver lavere renter, viser både lovgivning og markedsreaktioner, at en fyring er usandsynlig. Truslen underminerer den politiske uafhængighed, som er afgørende for tilliden til amerikansk pengepolitik – og netop derfor forbliver det ved ordene.
Den kommende uge passerer Donald Trump de første 100 dage som USA’s leder, og verden har stadig svært ved at bearbejde de mange forskellige udmeldinger, der kommer fra præsidenten.
Senest har den amerikanske centralbankchef Jerome Powell stået for skud. Trump kritiserer hans manglende vilje til at sænke renten hurtigt nok.
”Mr. Too Late” har han døbt centralbankchefen, og anklager ham for at skade den amerikanske økonomi. Ifølge Trump er inflationen jo stort set væk, og dermed er der ingen grund til ikke at sænke renteniveauet.
Donald Trumps budskab om lavere renter er ikke nyt, men i et efterfølgende opslag på præsidentens eget sociale medie, Truth Social, understregede han, at en fyring af centralbankchefen ikke kan komme hurtigt nok. Den udmelding fik stor opmærksomhed på de finansielle markeder, fordi en fyring sætter spørgsmålstegn ved, om den amerikanske centralbank – ligesom resten af verdens centralbanker - altid skal kunne betragtes som politisk uafhængig.
Den amerikanske centralbank har to overordnede mandater eller opgaver i håndteringen af pengepolitikken. Den skal sikre langsigtet prisstabilitet (lav stabil inflation) og fuld beskæftigelse (at så mange amerikanere som muligt er i arbejde). Et af centralbankens vigtigste redskaber til at indfri disse to målsætninger er at hæve og sænke renten for derigennem at påvirke økonomien.
Troværdighed og tillid er over tid helt afgørende for, at centralbanken lykkes – og det er netop her, den politiske uafhængighed skal sikre, at de finansielle markeder kan bevare forventningen om, at pengepolitikken alene bruges til at sikre opfyldelse af de to målsætninger og ikke andre (skiftende) politisk betingede agendaer. Uafhængigheden er med andre ord afgørende for de finansielle markeders tillid til, at pengepolitikken alene føres med en målsætning om at opnå langsigtet prisstabilitet og fuld beskæftigelse.
Ved at true med en fyring af centralbankchefen, fordi han ikke mener, at pengepolitikken håndteres korrekt, forstyrrer Trump den klare forventning om politisk uafhængighed og centralbankens mandat.
Bekymringen er, at en kompromittering af den politiske uafhængighed vil få de langsigtede inflationsforventninger til at stige, ganske som det skete i 1970’erne og 80’erne, hvor det politiske pres på centralbanken var massivt, og inflationen høj.
Teknisk set kan Donald Trump fyre centralbankchefen, men det kræver en klar begrundelse i form af misligholdelse, magtmisbrug osv., og selv derfra vil den juridiske vej være uklar og ikke mindst tvivlsom, idet ingen anden amerikansk præsident tidligere har fyret en centralbankchef.
Derudover udløber Jerome Powells seneste 4-årige periode i maj 2026. Så selv i det perspektiv ville et forsøg på at få ham afskediget virke mystisk, da Trump snart får muligheden for at indstille en ny kandidat med senere godkendelse i Senatet.
Markedet sendte dog også et meget klart signal til Donald Trump i form af en forsmag på højere amerikanske statsrenter og lavere dollar. Inflationsforventningerne har ikke bevæget sig nævneværdigt i kølvandet på Trumps krav om fyring, hvilket skal ses som et udtryk for, at fyringskravet i bund og grund er urealistisk.
De forventede markedsreaktioner i form af markant højere amerikanske statsrenter og en svækkelse af dollaren ved et mere vedvarende krav om fyring, vil øjeblikkeligt få præsidenten til at ændre mening – specielt med præsidentens ansvar for en amerikansk statsgæld på $36.000 mia.
Mon ikke der var en voksen i lokalet, der har fortalt Donald Trump denne sammenhæng, eftersom han trak i land allerede under et døgn senere. En ting er sikkert: hvis Donald Trump ikke har forstået den amerikanske centralbanks rolle og integration i de finansielle markeder, så vil obligationsinvestorerne i amerikanske statsobligationer fortælle ham det meget klart og tydeligt i form af markant højere renter.
Derfor bliver centralbankchefen ikke fyret.
Disclaimer
Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk
Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig.
Få en uforpligtende intropakke og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger, og hvad vi kan gøre for dig og din formue.
Hold dig opdateret om investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.
Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.
Vores investeringskoncept
Vores fonde
Personlig rådgivning