Vores investeringskoncept
27. oktober 2024
Sådan hjælper du børnene i boligjagten
Af director og partner Helle Kammann
Du har børn eller børnebørn og vil gerne hjælpe dem på vej på boligmarkedet. Valget står mellem leje eller køb, men til din forskrækkelse ser du, at priserne for en lejlighed i Aarhus C eller København K ikke står mål med dine prioriteringer. Hvordan hjælper du bedst?
For få år siden var det ikke unormalt, at forældre købte lejligheder til børnene via et såkaldt forældrekøb, men for de fleste er den mulighed i dag et lukket kapitel.
Dels har skattelovgivningen ændret sig, og det samme har priserne. Dels er rollen som udlejer en udfordring for de fleste.
Med forældrekøb følger et ansvar
Vælger man alligevel at købe lejlighed til sit barn og beholde den til udlejning den dag, barnet fraflytter, påtager man sig et ansvar for at have styr på den komplekse lejelovgivning. Det kræver, at man sætter sig grundigt ind i reglerne for lejefastsættelse og administration.
Er ejendommen opført før 1991, skal man som køber være særligt opmærksom på, at der er loft på huslejen, når man senere skal leje lejligheden ud.
Ofte er de ældre lejligheder billigere at erhverve end nyopførte ejendomme, og man fristes til at gå efter en ældre lejlighed med god beliggenhed. Til gengæld kan det senere give bagslag økonomisk, fordi den ældre lejlighed er omfattet af strenge regler om huslejeregulering.
Læg oveni, at hvis man som forælder ønsker at hive gevinsten ud skattefrit ved et senere salg, skal man selv bebo ejendommen. Barnet kan ikke altid overtage på grund af stramme regler for realkreditfinansiering.
Endelig har det altid været god latin, at køber man en bolig, bør man have en tidshorisont på mindst fem år, for at det giver mening med de tilknyttede omkostninger. Man må forvente, at de unges behov kan ændre sig mange gange på få år, og de kan hurtigt vokse ud af drømmeboligen.
Brug pensionskasserne
Et alternativ til at købe er at leje. Det kræver, at man i god tid får skrevet børnene op i boligselskaber rundt omkring – dog har de attraktive lejeboliger typisk en lang venteliste, og i Aarhus og København kan man nemt vente 10-20-30 år, før man er heldig at blive tilbudt en lejlighed.
En måde at forkorte ventetiden og få adgang til en attraktiv lejelejlighed i storbyerne er at lave en aldersopsparing til børnene i pensionskasserne, så man får adgang til at skrive børnene på venteliste til pensionskassernes lejligheder. Det kræver typisk, at barnet er fyldt 15 år.
I jagten på en god lejelejlighed bør børnene gå efter en bolig opført før 1991 (som såvel boligselskaber som pensionskasser har mange af). Som tidligere nævnt er de ældre lejligheder oftest billigere i husleje, mens lejligheder opført efter 1991 følger markedslejen og ofte er langt dyrere.
Husk også at søge efter mulige kollegieboliger og de mindre kendte ungdomsboliger. Ungdomsboliger er knap så efterspurgte som kollegieboliger og udmærker sig ved at være langt mere tilgængelige. For at komme i betragtning til et kollegieværelse eller en ungdomsbolig skal man være i lære eller under uddannelse, og man skal fraflytte værelset eller lejligheden, når man er færdig med sin uddannelse.
Praktiske og personlige overvejelser
I forbindelse med barnets første boligjagt kan det være en god idé at drøfte holdningsmæssige spørgsmål over aftensmaden. Boligsnakken kan for eksempel indeholde spørgsmål som:
Er det vigtigt for dig at bo tæt på uddannelsesinstitutionen?
Udvider man søgningen til lejligheder længere væk fra uddannelsesinstitutionen, er priserne typisk betydeligt lavere. Man får flere kvadratmeter for pengene – og måske mulighed for at bo sammen med en kammerat eller veninde.
Ofte vil der også være mere luft i budgettet, så der er råd til et buskort, en elcykel eller måske endda en lille bil.
Tal også med dit barn om betydningen af at høre til i et fællesskab.
For mange unge kan det at forlade barndomshjemmets trygge rammer og flytte alene i en lejlighed i en fremmed by føles som en voldsom omvæltning – især hvis der er langt hjem til familien. Så er et kollegieværelse eller en ungdomsbolig måske et bedre valg.
En god og realistisk løsning
Den løsning, som jeg har observeret giver mest mening, er, at man finder en rummelig lejebolig med en god central beliggenhed, og at den unge finder sammen med venner eller studiekammerater og deler lejligheden – eventuelt med økonomisk støtte fra forældrene.
Løsningen er realistisk, fleksibel og giver en god social tryghed – og vil man gerne hjælpe sit barn økonomisk, kan hver forælder give et skattefrit tilskud til hvert barn på op til 74.100 kr. (2024) om året.
Løsningen er et økonomisk fornuftigt alternativ til forældrekøbet og en god måde at hjælpe sine børn godt i vej på.
God fornøjelse med boligjagten.
Disclaimer
Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk
Vil du vide mere?
Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig.
Bestil en intropakke
Få en uforpligtende intropakke, og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.
Få seneste nyt
Hold dig opdateret på investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.
Tal med en rådgiver
Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.
Få viden om dine muligheder med Formuepleje
Vores fonde
Vi har fonde til alle risikoprofiler
Personlig rådgivning