Vores investeringskoncept
9. februar 2024
Passer pensionsalderen til dine planer?
Af Helle Snedker
Pension kan være komplekst at gå til. Næsten hvert folketingsår træffes beslutninger på Christiansborg, som medfører større eller mindre ændringer af, hvilke regler der gælder for os, når vi enten sparer op til pension eller sparer ned af pension. Og dette folketingsår er ingen undtagelse.
Frem til 1. maj 2007 var udgangspunktet, at hvis du oprettede en pensionsopsparing, så ville den kunne udbetales, når du fylder 60 år.
Herefter kom ændringer, som knyttede pensionsudbetalingsalderen til din folkepensionsalder, der betyder, at pensioner oprettet efter 1. maj 2007 og senest 31. december 2017, kan udbetales når der er mindre end 5 år til din folkepensionsalder. På den måde kommer der elastik i systemet – for alt afhængigt af, hvordan folkepensionsalderen udvikler sig, så bliver det spændende at se, hvornår du kan få glæde af din pensionsopsparing.
Seneste ændring betød, at dine pensioner nu først kan udbetales, når der er 3 år til du kan gå på folkepension. Denne ændring gælder for pensionsordninger oprettet efter 1. januar 2018.
Alle disse regler betyder, at vi er mange, der har flere forskellige ordninger – flere forskellige steder – fordi dem vi oprettede inden 1. maj 2007 gør, at hvis vi kunne tænke os at gå tidligt på pension, så kan det lade sig gøre.
Det har været vigtigt i forbindelse med rådgivning om pension – at advare mod at lægge ordninger sammen, som forringede mulighederne for tidlig udbetaling. Når man ikke er fyldt 60 endnu, så kan det være svært at vide, hvad man kan og vil, når man kommer dertil, og det er altid optimalt at have så stor valgfrihed som overhovedet muligt. Om man så gør brug af mulighederne, når tiden kommer, det er en anden sag.
Nu kommer nye regler imidlertid og retter lidt op på skaderne. Det bliver nemlig sådan fremover, at hvis du har flere ordninger i samme institut (bank eller pensionsselskab), så gælder den lave alder også for nye ordninger i samme institut. Men den gælder ikke, hvis du flytter en ordning over fra et andet institut (eller hvis du allerede har flyttet den over), og den oprindeligt havde en højere udbetalingsalder.
Og hvis du har flyttet noget fra et andet institut – måske i forbindelse med jobskifte, hvor den gamle arbejdsgiver havde en aftale med et institut, og den nye med et andet – så kommer den indflyttede ordnings tidligere udbetalingsalder til at smitte din nye ordning, og dermed bliver det hele omfattet af fx en 60 års udbetalingsret (hvis den var gældende på den oprindelige ordning).
Endelig kan det for små pensioner på under 50.000 kr. være fordelagtigt at lægge dem sammen med andre pensionsordninger, fordi man med de nye regler bevarer den lave aldersgrænse for udbetaling.
Tjek pensionsinfo
Jeg må i den grad opfordre dig til at gå ind på pensionsinfo.dk og se, hvordan din økonomi ser ud – afhængigt af, hvornår du vælger at gå på pension. Du kan sågar sætte et kryds, så rapporten kommer ud med en konsekvensberegning på alle aldre. Når du læser dit ”fremtidsbudget” så vær opmærksom på:
- Beløbene du kan få udbetalt og råder over, når du engang er gået på pension – de er beregnet på baggrund af de afkast, som ”Rådet for Afkastforventninger” offentliggør hvert halve år. Om de holder stik, er der i princippet ingen der ved, for det er jo netop ”forventninger”. Så i realiteten kan beløbene både blive højere eller lavere
- Perioden og tidspunktet du får pengene udbetalt er ikke slået fast med syvtommersøm. For eksempel står der, at mine ratepensioner bliver udbetalt fra det tidspunkt, hvor de rent faktisk KAN begynde at blive udbetalt, og derefter i 10 år. Men jeg kan jo vælge en længere udbetalingsperiode – og selvom jeg er startet med en 10-årig udbetalingsperiode, kan den ændres undervejs – så længe ændringen betyder en udvidelse af udbetalingsperioden. Jeg kan også vælge, at de først skal udbetales på et senere tidspunkt, end der hvor de ifølge reglerne kan. Alt det tager jeg stilling til den dag, jeg får lyst til at forlade arbejdsmarkedet.
Er du forvirret? Så søg hjælp. Når min bil driller eller mine tænder trænger til eftersyn, så går jeg til henholdsvis mekaniker og tandlæge. Når pensionen volder hovedbrud, så ræk ud til nogen der ved noget om det. Det vil du blive glad for at du gjorde – når du engang bliver pensionist.
Disclaimer
Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk
Vil du vide mere?
Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig.
Bestil en intropakke
Få en uforpligtende intropakke, og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.
Få seneste nyt
Hold dig opdateret på investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.
Tal med en rådgiver
Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.
Få viden om dine muligheder med Formuepleje
Vores fonde
Vi har fonde til alle risikoprofiler
Personlig rådgivning