Spring til indhold

16. november 2024

Når væksten stopper: Kinas udfordringer og de seneste måneders stimuli

Allan Jørgensen, kommunikations- og pressechef, Formuepleje

Kinas økonomi er under pres fra mange sider og landet kæmper med at nå sine egne vækstmål.
Udfaldet af det amerikanske præsidentvalg og udsigten til at blive ramt af høje toldsatser på eksporten var ikke umiddelbart gode nyheder i forhold til at vende udviklingen.

Modsvaret fra den kinesiske ledelse har de seneste måneder været signaler om massive støttepakker rettet mod økonomien og forbruget. Udmeldinger der i høj grad er blevet reageret på af finansmarkederne.

Udfordirngerne begyndte for alvor efter covid-19-pandemien, hvor den forventede optur efterfølgende aldrig indfandt sig. Store dele af landets enorme boligmarked er faldet sammen, og samtidig kæmper man med strukturelle og demografiske problemer. Forbrugerne tøver med at bruge penge, der fødes for få børn, befolkningen bliver ældre og arbejdsstyrken skrumper.

Den tidligere vækstmodel, baseret på udenlandske investeringer og en hurtigt voksende ejendomssektor, ser ud til at være tørret ud.

Som modsvar har det kinesiske styre annonceret planer om at indføre flere store hjælpepakker i håbet om at få forbrugerne til at bruge flere penge.

”Det positive er, at man erkender problemet, og at det kinesiske styre nu gør noget for at adressere udfordringerne. Jeg tror ikke, det er sidste gang, vi kommer til at se stimuli fra Kina, og grunden er, at problemerne er så store som de er. Især når vi ser på situationen i en historisk sammenhæng, hvor vi oplever et nedgang i den stærke vækst, landet tidligere har kunnet fremvise”, forklarer viceinvesteringsdirektør og strateg i Formuepleje, Otto Friedrichsen.

Fra vækstmotor til slæbespor

Historisk set har Kina tiltrukket massive direkte investeringer fra udlandet, hvilket har været en central drivkraft bag landets økonomiske fremgang. Samtidig har ejendomssektoren, som i mange år udgjorde op mod næsten en tredjedel af BNP, skabt både vækst og gæld. Men nu står Kina over for en kombination af kapitalflugt, demografisk tilbagegang og en mættet ejendomssektor med mange tomme boliger.

Et af den kinesiske regerings seneste initiativer er at få bugt med gæld som lokalregeringerne har opbygget inden for ejendomssektoren.

”Det fungerer sådan, at de lokale regeringer har et gældsloft, de må udstede gæld i forhold til. Overstiger de loftet, har historien været, at der er udstedt skjult gæld udenom det officielle system. Det er det, man nu vil forsøge at få trukket tilbage under centralregeringens kontrol og skabe overblik over. Hovedsageligt for at få de enorme rentebetalinger ned ude lokalt, så der er luft til at stimulere økonomien. Vi har set, at regeringen  kommer ud med for eksempel 1400 milliarder dollars i det, man kalder gældsswap. Altså et initiativ, hvor de forsøger at fjerne den skjulte gæld, der ligger ude hos lokalregeringerne”, forklarer Otto Friedrichsen.

Sammen med de øvrige målrettede hjælpepakker rettet mod forbrugere, virksomheder og industri er hensigten at få genskabt balance i økonomien og vækst.

”Hvordan er det så blevet taget imod? Nedbringelsen af den lokale gæld, sammen med udsigten til øvrig direkte stimuli, så har vi i markedet helt tilbage fra slutningen af september, da man begyndte at signalere de her initiativer, set en ret positiv udvikling af kinesiske aktier. Men med det sagt har vi måske også set en forventning om, at der bør komme mere, især i lyset af problemernes omfang”, forklarer Otto Friedrichsen.

Faldende befolkningstal

En af Kinas største udfordringer er landets demografiske udvikling. Efter årtier med etbarnspolitik er befolkningstilvæksten stagneret, og fremskrivninger viser, at antallet af kinesere vil falde drastisk de kommende årtier. En aldrende befolkning og en dalende arbejdsstyrke vil lægge yderligere pres på økonomien.

Selvom regeringen har opfordret kinesiske familier til at få flere børn, har det ikke haft den ønskede effekt. Især høje leveomkostninger og problemer med at finde en bolig, specielt blandt unge, gør det vanskeligt at vende udviklingen.

Så kom Trump og blandede sig

Forholdet mellem Kina og USA tilføjer yderligere kompleksitet til situationen. Udsigten til økonomiske sanktioner og handelstariffer under Trump vil gøre det sværere for Kina at opretholde sin eksportdrevne vækst.

Samtidig udgør Taiwan en potentiel geopolitisk konflikt, der kan skabe usikkerhed på de globale markeder, og dermed bremse udenlandsk engagement og investering i Kina.

Kinas reaktion har været at intensivere bestræbelserne på at styrke sin selvforsyning inden for eksempelvis kritiske teknologier som chipproduktion, råstoffer og grøn energi.

Men landets afhængighed af globale markeder gør det vanskeligt at undgå konsekvenserne af handelskonflikter og internationale spændinger. Spørgsmålet er derfor, om det kan lykkes at navigere sig ud af de nuværende problemer og komme tilbage på vækstsporet.

Formueplejes viceinvesteringsdirektør er optimistisk på fremtiden for Kina og håndteringen af de nuværende udfordringer.

”Situationen omkring den gældsfinansierede vækst med ejendomssektoren som centrum er uholdbar, og det ved den kinesiske regering udmærket godt. Derfor forsøger man nu i første omgang at få strukturerne på plads. Og som finansministeren sagde for nyligt, og også har understreget tidligere, så vil der over tid derudover komme mere målrettet stimuli mod det kinesiske forbrug.
Tidligere kilder til vækst er ikke længere til stede, og opgaven bliver nu at balancere kortsigtede stimuli med langsigtede reformer”
, afslutter Otto Friedrichsen.

Disclaimer

Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.

Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk

Vil du vide mere?

Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig. 

Bestil en intropakke

Få en uforpligtende intropakke, og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.

Send mig en intropakke

Få seneste nyt

Hold dig opdateret på investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Tal med en rådgiver

Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.

Ring mig op

Få viden om dine muligheder med Formuepleje

Vi stræber efter et højt langsigtet afkast

Vores investeringskoncept

Vi stræber efter et højt langsigtet afkast

Uanset hvilken risikoprofil du vælger, så stræber vi altid efter at levere så højt et afkast til dig som muligt.
Få indblik i vores investeringskoncept
Vi har fonde til alle risikoprofiler

Vores fonde

Vi har fonde til alle risikoprofiler

Vores fonde bygger på teorien om den optimale portefølje. Vi har investeringskoncepter til alle risikoprofiler, hvadenten den er lav, middel eller høj.
Se vores udvalg af fonde
Skal vi tage en snak om dine investeringer?

Personlig rådgivning

Skal vi tage en snak om dine investeringer?

Når vi rådgiver om din formue og investeringer, kigger vi altid på dine individuelle behov og ønsker om risiko og investeringshorisont.
Tal med en rådgiver