Vores investeringskoncept
29. september 2024
Hvordan vil flere rentesænkninger påvirke aktierne i Global Future?
af kommunikation
Hvilken betydning får det for Global Future-selskaberne, hvis renterne falder lige så meget, som markedet forventer, lød et af de afsluttende spørgsmål på webinaret onsdag.
Chefporteføljeforvalter Morten Gregersen og seniorrådgiver Søren Nielsen var værter for sidste uges velbesøgte webinar om Formueplejes globale aktieafdeling Global Future.
Fondens strategi indebærer, at Morten Gregersen og teamet udvælger og overvåger en portefølje af 35 globale aktier, som regnes for at være særligt modstandsdygtige i en urolig verdensøkonomi.
Aktiefonde skal vurderes over længere perioder, understreger Morten Gregersen, som glæder sig over, at porteføljen er kommet godt fra land siden lanceringen for ti måneder siden.
Foreningen er således oppe med omkring 22% siden lanceringen. Det er omkring 2,5% bedre end markedet efter omkostninger – altså tæt på 4% før omkostninger.
”I en verden med mangel på traditionel cyklisk vækst og med betydelig forbrugersvaghed har performance især været begunstiget af de selskaber, der har været mest eksponeret til mere strukturel vækst. Det gælder særligt selskaber, der er eksponeret til AI-værdikæden og f.eks. bygger IT-infrastrukturen herunder i særdeleshed selskaber som Nvidia og TSMC, men også dem, der designer løsningerne til de nødvendige datacentre, som eksempelvis Schneider,” siger Morten Gregersen.
Hvad er effekten af eventuelle yderligere rentesænkninger?
Et af aftenens afsluttende spørgsmål gik konkret på renteudviklingens betydning for Global Future-aktierne, og det krævede en længere forklaring fra Morten Gregersen.
Hvis renterne hos ECB og FED sænkes lige så meget det næste års tid, som markedet forventer, vil det så påvirke afkastet i Global Future væsentligt? – lød spørgsmålet fra en deltager.
”Ja,” er det korte svar fra Morten Gregersen.
”Rentenedsættelser er godt for aktier, punktum. Det er godt for global vækst og derfor godt for indtjeningsvæksten. Det er godt for de virksomheder, der har renteudgifter, som vil falde. Det vil også løfte aktier.
Når det er sagt, afhænger udviklingen meget af, hvilket miljø vi ser ind i. Hvad er årsagen til eventuelle kommende rentesænkninger?
Der er stor forskel på det generelle aktiemarkeds udvikling, alt efter om renten kommer ned, fordi vi kigger ind i en recession – eller om det skyldes, at man er lykkedes med den bløde landing. Der er en afgørende forskel på de to scenarier.
Lykkes det at navigere den bløde landing, og centralbankerne simpelthen bare sætter renten ned, fordi inflationen er kommet ned, hvilket er den generelle tese i markedet – jamen så kigger vi alt andet lige ind i rigtig gode afkast på aktier – igen, sagt med en masse forbehold.”
”Kigger vi derimod ind rentesænkninger som følge af en kraftig vækstafmatning, en recession, så skal vi igennem en lidt hårdere tid, før aktier vil stige igen, og så er det et helt andet forløb,” siger Morten Gregersen.
Stærkere i dag
Han er dog ikke så bekymret for det sidste scenarie, tilføjer han.
”Skulle vi se en kraftig vækstafmatning, er virksomhederne helt anderledes rustet, end de var under for eksempel finanskrisen.
De er meget stærkere, og den finansielle sektor er meget bedre polstret i dag. Men vi kan godt komme ind i en periode, hvor væksten ikke bliver synderligt høj.
Vores selskaber skal nok klare sig godt relativt, men hvordan det absolutte afkast udvikler sig, er svært at sige. Selskaberne i Global Future er ikke immune over for en makroøkonomisk nedtur, de er bare lidt bedre beskyttet.”
I det modsatte scenarie – skulle vi opleve en makroøkonomisk optur, vil selskaberne stå stærkt, nogle endda rigtig stærkt, tilføjede han.
”Nogle af selskaberne vil have det endog rigtig godt i sådan et forløb, særligt selskaber, der er bombet lidt ud i dag og er mere cyklisk eksponerede og virkelig kan løfte indtjeningen, hvis vi skulle komme ind i et miljø med en højere vækst, end vi lige p.t. forventer.
Men som det altid gælder de finansielle markeder, er det usikkert – vi har også et amerikansk præsidentvalg om en måneds tid.”
Disclaimer
Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk
Vil du vide mere?
Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig.
Bestil en intropakke
Få en uforpligtende intropakke, og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.
Få seneste nyt
Hold dig opdateret på investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.
Tal med en rådgiver
Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.
Få viden om dine muligheder med Formuepleje
Vores fonde
Vi har fonde til alle risikoprofiler
Personlig rådgivning