Vores investeringskoncept
23. juni 2023
Fem typiske spørgsmål om aktiesparekontoen
Af Helle Snedker
Kundedirektør Helle Snedker var forleden gæstetaler ved et webinar arrangeret af Saxo Bank. Emnet var formueoptimering, og hvordan man sparer op i det rette skattemiljø.
Flere spørgsmål gik igen, bemærkede hun. De drejede sig om aktiesparekontoen, og hun har fået dem mange gange før.
Noget tyder altså på, at mange brænder inde med de samme spørgsmål, så vi har lavet en kort Q&A med svar på de mest almindelige.
1. Hvor meget kan min investering vokse på en aktiesparekonto?
Du må maksimalt indskyde 106.600 kr. på en aktiesparekonto. For beløbet må du købe aktier og/eller aktiebaserede investeringsforeninger.
Hvis du er så heldig at ramme nogen, der stiger i værdi, skal du naturligvis ikke sælge ud for at holde dig under loftet. De må stige lige så meget, de kan. Så selvom de oprindelige 106.600 kr., du indskød og investerede, vokser til 10 mio. kr., skal du ikke sælge ud. Der er ingen grænse for, hvor meget investeringen må vokse.
2. Må jeg indskyde et ekstra beløb, hvis min investering falder i værdi?
Engang imellem sker der det, at de 106.600 kr., du indskyder og investerer, ender med at falde i værdi. Det afføder ofte spørgsmålet, om man så må indskyde yderligere – svarende til værdifaldet.
Svaret er, at hvis du fx indskød 100.000 kr. i 2022, da du oprettede kontoen, og din investering ved årets udgang var faldet til 92.000 kr. – så måtte du indbetale differencen op til de 106.600 kr., som er indskudsloftet i 2023.
3. Kan jeg flytte tidligere investeringer til en nyetableret aktiesparekonto og opnå en skattefordel?
Hvis du har købt aktier eller aktiebaserede investeringsforeninger for dine frie midler, vil de blive beskattet som aktieindkomst. Det vil i 2023 sige 27% op til 57.200 kr. og 42% for avancer og udbytter over dette beløb.
Derfor vil nogen gerne overføre disse investeringer til deres nyetablerede aktiesparekonto, men kan man det?
Svaret er ja, men det bliver betragtet som en helt almindelig handel. Skattemæssigt vil det blive betragtet, som om du har solgt aktierne ud af dit frie depot, og at du har købt dem for pengene på din aktiesparekonto. Men herefter vil du ikke længere skulle betale 27/42% i skat, men derimod 17%.
4. Hvordan påvirker en aktiesparekonto sociale ydelser som fx SU?
Alle kan få en aktiesparekonto – også børn. Det er vigtigt, at den oprettes i barnets navn og cpr. nr., og det er forældrene, som opretter den og sørger for bopæls- og billedlegitimation for barnet.
Har du oprettet en aktiesparekonto til dit barn – fx i dåbsgave – kan du med fordel sende kontonummeret til alle i familien og sige, at de næste mange år ønsker lille Ib sig ikke legetøj i fødselsdagsgave, men i stedet indskud på aktiesparekontoen.
Den dag Lille Ib er blevet stor og fx skal til at have SU, har aktiesparekontoen den fordel, at den ikke påvirker beregningen af SU – ligesom et afkast fra aktiesparekontoen heller ikke påvirker andre sociale ydelser.
5. Hvordan fungerer det med Skat – hvad skal jeg foretage mig?
Skattebetalingen sker helt af sig selv på en aktiesparekonto. Når året er gået, indberetter dit pengeinstitut til Skat, hvordan afkastet har været på dine investeringer.
Hvis du har indskudt 100.000 kr., og investeringen efterfølgende er vokset til 110.000 kr., skal der afregnes 1.700 kr. i skat (17% af 10.000 kr.). Din bank hæver beløbet på kontoen, der hører til aktiesparekontoen, og afregner med Skat. Uanset hvor stort skattebeløbet er, og uanset om du allerede har indbetalt det maksimale du må på aktiesparekontoen, må du hvert år alligevel indbetale et ekstra beløb på aktiesparekontoen, som svarer til det, der er sendt til Skat.
Fik du svar på dine spørgsmål? – ellers er du velkommen til at tage fat i en af vores rådgivere.
Disclaimer
Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk
Vil du vide mere?
Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig.
Bestil en intropakke
Få en uforpligtende intropakke, og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.
Få seneste nyt
Hold dig opdateret på investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.
Tal med en rådgiver
Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.
Få viden om dine muligheder med Formuepleje
Vores fonde
Vi har fonde til alle risikoprofiler
Personlig rådgivning