Spring til indhold

18. maj 2023

Derfor har investorer kastet deres kærlighed på obligationer

Af Helle Snedker

Der er forår og kærlighed i luften. Investorer har fundet sig en ny darling, obligationen er igen inde i varmen. For at forstå, hvorfor den lige nu er så brandvarm, får du her en lille historie. Den begynder i 00’erne, efter finanskrisen.

Efter finanskrisen var der risiko for, at verdensøkonomien ville gå helt i stå. Massearbejdsløshed og en langvarig depression truede.

For at forebygge at det gik så galt, valgte vi alle – med centralbankerne som de udøvende kræfter – at renterne skulle holdes nede.

For at holde renterne nede opkøbte både den europæiske og den amerikanske centralbank obligationer i massevis. Det betød, at efterspørgslen voksede, og det samme gjorde priserne (= høje kurser – hvilket igen betyder – lave renter).

Missionen lykkedes. I mange år har vi levet med historisk lave renter. De lave renter er en skøn ting, hvis man skylder penge væk. Men mindre attraktivt, hvis man gerne vil placere sine penge i obligationer.

Målsætningen var i hele perioden, at når vi oplevede en inflation på 2% eller derover, skulle centralbankerne stoppe med at købe og i stedet begynde at sælge obligationer.

Inflationen kom som en tyv om natten

Så, fra den ene dag til den anden, ramte inflationen. Det skete i samme øjeblik, der udbrød krig i Europa.

Pludselig steg priserne på alt fra fødevarer til energi, og grænsen på de 2% blev overskredet med fuld fart. Vi endte med en inflation, som efterlod alle fortumlede – den var langt højere end et par procent.

Nu fik centralbankerne pludselig travlt med at tilpasse aktiviteten til de nye markedsforhold, og siden har de kæmpet for at få renterne op for at bremse en overophedning af økonomien.

I dag er det ikke længere lige så attraktivt at være den, der låner penge (indtil for kort tid siden fik man i ekstreme tilfælde penge for at låne penge).

Det er igen blevet spændende at være den, der låner penge ud. Det kan ske ved at sætte penge i banken. Penge, som banken herefter låner ud til andre, både privatpersoner og virksomheder, som har brug for kapital.

Der er igen mulighed for at opnå en god forrentning af sine bankindeståender. Især hvis man holder lidt øje med ’et godt tilbud’ og er en god forhandler.

Husk i øvrigt altid at være opmærksom på, om dit indlån er omfattet af indskydergarantifonden og bliver dækket, hvis banken går ned. Loftet for garantien er 750.000 kr. Indlån herover vil være tabt, hvis banken lukker.

Obligationer for enhver smag

En anden måde at nyde godt af det nye højere renteniveau er ved at investere i obligationer.

Obligationer kan være udstedt af enten stater (statsobligationer), ejendomskøbere/-ejere (realkreditobligationer) eller virksomheder (virksomhedsobligationer).

I obligationsmarkedet er der tre forhold, som afgør, hvor stor en betaling du får for at stille dine penge til rådighed.

1) Løbetid. Typisk vil det være sådan, at jo længere tid du låner dine penge ud, jo højere rente får du. Det skyldes, at du som långiver/obligationskøber søger at bevare din købekraft, og jo længere tid der er, til du får dine penge igen, jo mere skal du sikre dig, at værdien af de penge, som du får tilbage i fremtiden i form af rentebetalinger og afdrag, ikke er ædt op af prisstigninger.

2) Risiko. Der er stor forskel på den rente, du får på en dansk statsobligation (lav rente), og den rente du får på en obligation udstedt af fx en virksomhed med tvivlsom økonomisk robusthed (høj rente).

3) Særlige forhold. Når du køber en obligation, kan der knytte sig forskellige aftaler til den. Det kan fx være, at du får pengene tilbage før tid, hvis renten i samfundet ændrer sig. Det er tilfældet for danske realkreditobligationer, fordi der til realkreditobligationer knytter sig en konverteringsret. Det kan også være en aftale om, at hvis en bestemt begivenhed indtræffer, konverteres obligationen til en aktie, som det kan være tilfældet med en virksomhedsobligation.

Hvis du vil investere i obligationer, kan du enten gøre det i enkeltobligationer eller via en investeringsforening – fuldstændig på samme måde som med aktier. I en investeringsforening kan du opnå en god spredning på forskellige obligationer, det er især vigtigt, når der er tale om virksomhedsobligationer.

Omkostningerne ved at investere i enkeltobligationer kan være ret høje, hvis du er privatinvestor. Blandt andet kan der være stor forskel mellem den kurs, du køber og sælger til.

Investerer du lige nu i en realkreditobligation, der løber i 30 år, og får du dine penge tilbage løbende, vil du opnå en effektiv rente på godt 5%. Det er stort set det samme, som du vil få, hvis obligationen løber i 20 år. Er du nede på 10 års løbetid, vil du aktuelt få ca. 3,8% i effektiv rente.

Vælger du i stedet en tiårig dansk statsobligation, vil du lige nu opnå en rente, der er ca. 1% lavere, og så får du først pengene tilbage om 10 år (der betales ikke afdrag på den tiårige obligation).

Vælger du en lidt højere risiko og investerer i stedet i en portefølje af globale højrenteobligationer, kan den effektive rente aktuelt være helt oppe i nærheden af 8-9%.

Dét er altså forklaringen på, at mange investorer har kastet deres kærlighed på obligationer.

For mens aktier over tid (nogle gange lang tid) leverer et gennemsnitligt årligt afkast på 7-9% og typisk er kendetegnet ved en højere risiko – altså større udsving – så er de aktuelle afkastmuligheder i obligationsmarkedet også meget attraktive.

Oven i de tågede udsigter og usikkerhed om, hvad fremtiden bringer, er det oplagt at spille på flere heste.

Obligationer og aktier har det med at bevæge sig i utakt, og netop den utakt kan vi som investorer godt lide. Den hjælper os nemlig med at skabe balance i porteføljen og bevare eller få opsparingen til at vokse.

Artiklen har også været bragt i Erhverv+ torsdag den 18. maj 2023.

Disclaimer

Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.

Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk

Vil du vide mere?

Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig. 

Bestil en intropakke

Få en uforpligtende intropakke, og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.

Send mig en intropakke

Få seneste nyt

Hold dig opdateret på investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Tal med en rådgiver

Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.

Ring mig op

Få viden om dine muligheder med Formuepleje

Vi stræber efter et højt langsigtet afkast

Vores investeringskoncept

Vi stræber efter et højt langsigtet afkast

Uanset hvilken risikoprofil du vælger, så stræber vi altid efter at levere så højt et afkast til dig som muligt.
Få indblik i vores investeringskoncept
Vi har fonde til alle risikoprofiler

Vores fonde

Vi har fonde til alle risikoprofiler

Vores fonde bygger på teorien om den optimale portefølje. Vi har investeringskoncepter til alle risikoprofiler, hvadenten den er lav, middel eller høj.
Se vores udvalg af fonde
Skal vi tage en snak om dine investeringer?

Personlig rådgivning

Skal vi tage en snak om dine investeringer?

Når vi rådgiver om din formue og investeringer, kigger vi altid på dine individuelle behov og ønsker om risiko og investeringshorisont.
Tal med en rådgiver