Debatindlæg: Recessionen er på vej

Historie bliver ofte – lidt opgivende – nævnt, når snakken falder på den aktuelle økonomiske situation, og jeg kan godt forstå, hvis man får lyst til at resignere en anelse i de mange finansielle meldinger, vi får i øjeblikket. Men det er næppe en god idé.

For hvis recessionen kommer, så vil virksomhedernes indtjening lide et knæk og det vil betyde lavere aktiepriser, ligesom obligationsmarkedet vil opleve faldende renter og stigende priser.

Indrømmet – jeg har også hylet med i koret. For sammen med flere fagfæller har jeg gennem længere tid netop proklameret, at »recessionen kommer«. Men selvom den indtil videre er udeblevet, så er recession stadig Formueplejes hovedscenarie for verdensøkonomien den kommende tid.

Seneste tegn kom sidst i maj, hvor tysk økonomi officielt kom i teknisk recession med to kvartaler i træk med negativ vækst.

Hos Formuepleje følger vi udviklingen nøje, og vores forventning er desværre, at det kan gå hen og blive en sløj sommer for verdensøkonomien, eller måske et decideret hårdt efterår. Det er svært at svare på, præcis hvornår en recession går i gang og hvor lang tid den lægger sig over os, men vi er ikke i tvivl om, at den kommer.

I den kamp, der aktuelt udkæmpes i »økonom-arenaen« er der nemlig tre store stridspunkter, hvis udfald måske kan give et svar på, om recessionen kommer eller ej.

Stridspunkt 1: Hvornår virker pengepolitikken?

De pengepolitiske renter er steget historisk hurtigt i verdensøkonomien siden 2022.

Det er sket på grund af omdrejningspunktet siden coronapandemien: Inflationen. Sat på spidsen er centralbanker sat i verden for at sikre lav og stabil inflation.

Det omsættes i centralbankverdenen til at betyde en inflation, der inden for to-fire år befinder sig omkring to procent. Der har inflationen ikke ligget i nærheden af i snart to år, og det gør ondt dybt inde i centralbankerne.

Derfor er renterne blevet sat op, og den stramme pengepolitik har taget over fra den globale pandemi, som den mest kraftfulde modvind for verdensøkonomien lige nu.

Men hvornår påvirker rentestigninger økonomien? Med det samme? Om et par måneder eller om et år? Hvis man vil i slagsmål med en økonom, så er det spørgsmålet, der skal stilles, og det er særdeles svært at præcisere.

Teorien siger, at højere renter normalt fører til lavere økonomisk aktivitet, men lærebøgerne er ikke klare i spyttet om hvornår, og data er heller ikke meget til hjælp.

For at tage et eksempel, så har danske boligejere med variabelt forrentede lån allerede nu mærket de stigende renter, mens boligejere med fastforrentet lån mærker kun indirekte rentestigninger gennem lavere boligpriser.

Men ikke desto mindre er »hvornår?« et overordentligt vigtigt spørgsmål her og nu. Hvis effekten af det seneste års pengepolitiske stramninger allerede har ramt økonomien, så skal centralbankcheferne Jerome Powell i USA og Christine Lagarde i Europa måske slå endnu hårdere med rentehammeren, for verdensøkonomien er endnu ikke i balance.

Det vil betyde faldende priser på obligationer og aktier. Hvis effekterne af rentehammeren først kommer nu eller over de kommende måneder, så har centralbankerne måske slået hårdt nok eller for hårdt, og der bør ikke komme meget mere fra pengepolitikken.

Om centralbankerne forhøjer renterne yderligere, beror både på, hvad centralbankerne tror om, hvornår rentehammeren rammer økonomien, men også på deres vurdering af om inflationen er faldet eller ej.

Stridspunkt 2: Falder inflationen?

Umiddelbart bør det være nemt at aflæse i data, om inflationen falder eller stiger. Men djævlen ligger i detaljen. Hvis man kigger på hele indekset og beregner inflationen som ændringen fra maj 2022 til maj 2023, så er inflationen i USA fem procent målt ved forbrugerprisindekset, og har været dalende gennem længere tid.

Hvis man nu kigger på kerneinflationen, der er renset for prisen på fødevarer og energi, og betragter udviklingen over de seneste tre måneder, så er inflationen også fem procent, men har været stigende eller flad siden december 2022.

Begge dele er strengt taget korrekt. Men konklusionerne og implikationerne er vidt forskellige. Hvis inflationen har toppet, så har pengepolitikken virket, og så kan den hammer ryge tilbage i værktøjskassen.

Hvis inflationen ikke for alvor er knækket, så skal der flere pengepolitiske stramninger til. For eksempel er der en del af økonomien, der endnu ikke er påvirket – nemlig arbejdsmarkedet. Her stiger lønningerne ufortrødent og fortsætter med at skubbe til priserne og dermed inflationen.

Stridspunkt 3: U eller V?

Hvis efterspørgslen efter arbejdskraft stiger, og udbuddet ikke følger med op i samme omfang, så må prisen på arbejdskraft – det vil sige lønninger – stige. Det lyder jo meget godt med højere lønninger, men her rammer vi igen ind i centralbankhammeren.

For hvis lønningerne stiger for kraftigt, så bliver det ualmindelig svært at holde inflationen i ro. Tænk for eksempel på restaurationsbranchen, hvor en stor del af udgifter går til lønninger. Og når restaurantens udgifter stiger, så må restauranten forhøje priserne.

Arbejdsmarkederne i både USA og i Europa gløder aktuelt, for eksempel er der omkring seks millioner ubesatte stillinger i USA. På den korte bane er der kun en mulighed for at bringe arbejdsmarkedet i balance igen: Mindske efterspørgslen efter arbejdskraft. Så sidste stridspunktet handler i bund og grund om, hvordan det vil ske.

Arbejdsløsheden kan stige – det er U'et (unemployment), eller antallet af åbne ubesatte stillinger kan falde – det er V’et (vacancies). Det er enormt vigtigt for spørgsmålet om recession eller ej, om arbejdsmarkedet kan bringes i balance gennem fald i åbne, ubesatte stillinger eller gennem stigninger i arbejdsløsheden.

Hvis væksten i lønningerne kan dæmpes uden, at arbejdsløsheden stiger, så kan økonomien bringes i balance, og inflation kan vende tilbage på et tåleligt niveau for centralbankerne uden, at det kræver en decideret tilbagegang i den økonomiske aktivitet.

Omvendt betyder stigende arbejdsløshed næsten altid en recession med nedgang i væksten. Om det bliver arbejdsløshed, altså U, eller åbne stillinger, altså V, der får os ud af den aktuelle situation, er svært at sige. Teoretisk er det muligt, at virksomhederne vil sløjfe stillinger uden at afskedige de eksisterende i stort omfang. Men det er aldrig sket før.

Mulige landinger

Når vi lægger alt sammen, kommer vi hos Formuepleje frem til den konklusion, at verdensøkonomien næsten af nødvendighed må ramme ind i en vækstnedgang. Det bliver ikke finanskrisen version 2.0, men det bliver en rigtig recession med stigende arbejdsløshed og tab af velfærd for husholdningerne og tab af produktion for virksomhederne.

En vigtig lære på økonomistudiet er, at hvis noget ikke er holdbart, så må det stoppe, og jo længere tid man venter, jo hårdere bliver faldet. Med andre ord: Recessionen kommer – før eller senere, for væksten skal ned, og lønstigningstaksten falde en anelse.

Ellers nå centralbankerne aldrig deres inflationsmål.

Artiklen har også været bragt som debatindlæg i Berlingske mandag den 12. juni 2023 - se Seniorøkonom: Jeg er ikke i tvivl – recessionen er på vej (berlingske.dk)