Vi må ikke gentage 70’ernes økonomiske fejltagelser

Europæisk økonomisk politik består groft sagt af to økonomiske politikker: pengepolitikken og finanspolitikken. Pengepolitikken bestemmes af ECB i Frankfurt, mens finanspolitikken dikteres af EU-medlemslandene i Bruxelles og øvrige hovedstæder.

For det meste er der nogenlunde balance i tingene. Den pengepolitiske hånd og den finanspolitiske hånd arbejder sammen. I hvert fald i teorien. Og i lange perioder går det godt.

Historisk har der dog også været ubalance i tingene, som har medført store fejltagelser til skade for den samlede økonomi – både i Europa og i USA.

Og lige nu har vi en situation, der minder om de fejltagelser, der blev begået i 1970’erne og 1980’erne. De fejltagelser blev meget, meget dyre for både stater, virksomheder og husholdninger. De fejltagelser skal vi for alt i verden forsøge at undgå i dag.

Lidt makroteori

Finans- og pengepolitikken er indbyrdes afhængige. Og det er både på godt og ondt. En forudsætning for lav og stabil inflation er, at finanspolitikken føres fornuftigt. Dvs. at staten til hver tid kan betale gælden. Finanspolitikken skal så at sige også spille med, fx når de pengepolitiske renter øges for at kvæle inflationen ved ikke at modarbejde pengepolitikken fx gennem højere offentligt forbrug.

Samtidig skaber pengepolitikken finanspolitisk råderum, dvs. mulighed for øget offentligt forbrug eller investeringer. Det kan ske gennem rentesænkninger, der mindsker statens låneomkostninger, eller gennem opkøb af statsobligationer.

Hvis finanspolitikken – altså offentligt forbrug, overførselsindkomster, tjenesteydelser og offentlige investeringer i fx veje og broer – modarbejder centralbankernes pengepolitik og deres styring efter en lav inflation gennem rentevåbenet, eller hvis centralbankerne ikke frit kan sætte de pengepolitiske renter på grund af hensyn til fx den offentlige gæld, kan resultatet være høj inflation og lav vækst.

Og hvis finanspolitikken lempes i takt med, at pengepolitikken strammes, så kan inflationen ikke bringes under kontrol.

Et godt eksempel på rod i dette samspil systemet er det, der sker i øjeblikket i Tyrkiet, hvor præsidenten nu har fyret tre centralbankchefer, fordi de ikke holdte renterne lave. Finanspolitikken dikterer pengepolitikken og skaber ubalance i tingene. Resultatet i Tyrkiet er en inflation, der nærmere sig 100 pct.

Historiske fejltagelser

Historien har vist, at det kan gå rigtig galt, når pengepolitikken og finanspolitikken modarbejder hinanden.

Det var tilfældet gennem 70’erne og 80’erne både i USA, men også i blandt andet Storbritannien, Italien og Frankrig. Der blev enten ikke ført tilstrækkelig stram pengepolitik med fokus på inflationsbekæmpelse grundet politiske hensyn til væksten. Eller også modarbejdede finanspolitikken inflationsbekæmpelsen gennem forøgelse af offentlige udgifter til stimulering af den økonomiske vækst.

Når inflationen blev for høj, var politikkerne hurtigt behjælpelige med kompensationer, subsidier til fx energiregningen eller indeksering af priser og lønninger til inflationen. Resultatet var en inflation, der i store perioder var tocifret og ramte 15 pct. i USA og over 25 pct. i Storbritannien.  

Det kan altså være uhyre farligt, når den ene hånd strammer, mens den anden løsner – og det ligner noget af det, vi ser i dag i Danmark og Europa.

Frygt for gentagelse

I takt med, at inflationen og specielt energipriserne er steget er hjælpepakkerne øget. Det er ikke overraskende, specielt i et valgår herhjemme.

Politikkerne ønsker at kompensere for den høje inflation, der mindsker husholdningernes købekraft. Senest har Tyskland fx udformet en hjælpepakke svarende til ca. 2,5 pct. af BNP over 6 måneder. Det svarer til ca. en tredjedel af hjælpepakkerne under corona-pandemien.

Nu er det for simpelt kun at betragte størrelsen af pakken for at kunne vurdere aktivitetsvirkningen og hermed presset på inflationen. Men alligevel: Tallene er store, og der bliver pillet ved prissignalet til at spare på energiforbruget. 

Der er helt sikkert en gruppe udsatte husholdninger og virksomheder, der lider meget under de nuværende energipriser. Det kan være meget svært at betale en elregning, der er steget med flere hundrede procent. 

Men. Det er vigtigt, at kompensationer for høj inflation ikke gør tingene værre. Generelle subsidier til energi vil mindske energipriserne, men vil samtidig også mindske tilbøjeligheden til at spare på energien. Selvom intentionen er god, ville sådanne tiltage forværre energikrisen i Europa.  

Generelle hjælpeordninger, der skubber på den samlede efterspørgsel i økonomien, vil øge det overordnede inflationære pres. Det vil modvirke centralbankernes pengepolitik, der præcist prøver at trække efterspørgslen og hermed bringe inflationen ned. Resultatet kan være endnu højere inflation, endnu højere renter og endnu lavere vækst. 

Hvor ender vi?

Vi er på vej mod en økonomi, hvor pengepolitikken bliver modarbejdet af finanspolitikken. Det kan på den korte bane være prisværdigt at ville opretholde en balance mellem vækst og inflation.

Men historien peger på, at finanspolitisk dominans kan være en rigtig giftig cocktail, der hverken sikrer høj og stabil vækst eller lav inflation, selvom det både er finanspolitikkens- og pengepolitikkens mål.

Magtbalancen tipper altså i retning af Bruxelles snarere end Frankfurt. Og det er sandsynligvis ikke godt nyt for økonomien fremadrettet. 70’ernes tocifrede inflationstal ønsker vi ikke at opleve igen. Inflationen er rigeligt høj i forvejen.

Artiklen blev også bragt som kommentar i Finans tirsdag den 20. september 2022.