Vores investeringskoncept
14. september 2022
Nye inflationstal lægger fornyet pres på aktie- og obligationsmarkederne
Formuepleje
De ledende amerikanske aktieindeks faldt voldsomt i går på baggrund af nye inflationstal fra USA, der overraskede markederne negativt. Samtidig steg specielt de korte amerikanske og europæiske renter.
Inflation og renter har styret udviklingen på aktiemarkederne i efterhånden lang tid. Og sådan fortsætter det sandsynligvis, indtil der er tydelige tegn på, at inflationen er på vej ned.
Gårsdagens inflationstal fra USA tydeliggør det massive prispres, der er i amerikansk økonomi i øjeblikket. Forbrugerpriserne er således steget 8,3 procent i august sammenlignet med august sidste år. Det er en lidt mindre stigning, end vi så i juli – men højere end konsensusforventningerne, der var 8,1 procent.
Og værre ser det ud, hvis man kigger isoleret set på kerneinflationen, hvor der ses bort fra energi- og fødevarepriser. Kerneinflationen er steget til 6,3 pct. i august fra juli, hvor niveauet var 5,9 pct.
Også kerneinflationen overraskede markedsforventningerne til den negative side. Konsensus var omkring 6,1 procent.
Aktieinvestorerne reagerede på de negative nyheder ved at sælge ud af aktier på tværs af sektorer og indeks. Dow Jones faldt 3,9 procent, S&P 500 faldt 4,3 procent og Nasdaq faldt knap 5,2 procent.
Det var således den værste dag på det amerikanske aktiemarked siden juni 2020. Det kommer dog ovenpå de seneste dages pæne stigninger, der har sendt kurserne op i håbet om, at inflationstallene ville være lavere. Faldet i S&P 500 svarer således rundt regnet til kursstigningerne fra de seneste tre dage.
Vi forventer fortsat usikkerhed - men også at inflationen snart har toppet
Formuepleje forventer, at usikkerheden på aktiemarkedet vil fortsætte, indtil der er tydelige tegn på, at inflationen har toppet og er på vej ned igen.
Samtidig understreger de seneste inflationstal, at den amerikanske centralbank er nødsaget til at fortsætte den massive stramning af pengepolitikken. Vores – og markedets – forventning er, at Fed som minimum vil hæve renten med 0,75 procentpoint på FOMC-mødet i næste uge. Det kan ikke afvises, at Fed vil gå endnu hårdere til værks og hæve med 1,00 point.
Fed har hævet renten med 0,75 på de seneste to FOMC-møder.
Det er vores forventning – som vi tidligere har meldt ud – at der er risiko for, at årets bund på aktiemarkederne fra medio juni skal gentestes. Balancegangen mellem en fortsat strammere pengepolitik og frygten for en hårdere recession vil – sammen med selskabernes indtjenings- og vækstforventninger - være omdrejningspunktet for aktiemarkedets humør året ud.
Formuepleje reagerede allerede i august på den stigende usikkerhed og det øgede udfaldsrum på markederne ved at nedbringe Formueplejes aktieeksponering til det laveste niveau i mange år. Aktiereduceringen skete i kølvandet på sommerens markante aktiekursstigninger.
Vi vurderer dog også, at der er grund til at tro, at inflationstoppen er nær i USA. De seneste måneder har vi set aftagende priser på flere områder, herunder energi.
Det er helt naturligt, at kerneinflationen reagerer langsommere end de overordnede forbrugerpriser, og derfor forventer Formuepleje også, at kerneinflationen snart begynder at falde.
Disclaimer
Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk
Vil du vide mere?
Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig.
Bestil en intropakke
Få en uforpligtende intropakke, og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.
Få seneste nyt
Hold dig opdateret på investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.
Tal med en rådgiver
Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.
Få viden om dine muligheder med Formuepleje
Vores fonde
Vi har fonde til alle risikoprofiler
Personlig rådgivning