Spring til indhold

1. september 2022

Lad dig ikke friste til at droppe investeringerne – du vil fortryde det

Af Helle Snedker

Hvis man spørger folk, hvad de vil huske året 2020 for, vil tankerne hos de fleste nok falde på coronapandemiens udbrud og de voldsomme nedlukninger over hele verden. Coronakrisen havde og har fortsat mange negative konsekvenser. Men som den gamle talemåde lyder: intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

2020 bød nemlig også på et rygstød til aktiekulturen herhjemme, som vi aldrig har oplevet i samme omfang tidligere. Nye privatinvestorer væltede ind på aktiemarkedet og begyndte at tage hånd om deres penge og opsparinger.

Det var og er en fantastisk udvikling, som ikke bare kommer den enkelte til gavn, men som gør os rigere som samfund.

Mange af de nye investorer var endda unge mennesker. Det glæder en – kan jeg vel godt sige efterhånden - erfaren investor som mig, at så mange unge mennesker tog og fortsat tager ansvar for, at deres opsparing bliver plejet og får den opmærksomhed, den fortjener.

De mange nye investorer – og alle os andre – oplevede endda stort set kun grønne tal og stigende aktiekurser i løbet af 2020, næsten uanset hvad vi puttede vores penge i.

Sådan ser det ikke ud længere. Dele af sidste år – og det mest af i år – har budt på store udsving, faldende kurser, skrumpende porteføljer – og forståelig mismod og bekymring.

Den perfekte storm bremser spirende aktiekultur

Har man aldrig tidligere oplevet fald, er det en skræmmende oplevelse. Det kan stadig være skræmmende, selvom man har prøvet det masser af gange, skal jeg hilse at sige. Men som erfaren investor er det nemmere at zoome ud, lægge bekymringen til side og se det store billede: Investeringer – både i aktier, obligationer og ejendomme – er over tid en fantastisk forretning, der gør de tålmodige mere velstående.

Jeg frygter, at vi lige nu oplever ”den perfekte storm”, der risikerer at stikke en kæp i hjulet på den blomstrende aktiekultur i Danmark.

Der er nemlig flere forhold, der måske kan friste folk til at droppe investeringerne – eller droppe tankerne om at begynde at investere.

For det første de faldende markeder. Det er velkendt, at det er svært at købe – og fristende at sælge – når markederne er røde og stemningen dårlig. Selvom det jo egentlig burde forholde sig omvendt. Jeg vil hellere købe Lurpak i Kvickly, når den er på tilbud, end når prisen er banket i vejret. Men det er den menneskelige psykologi. Og den er svær at kæmpe imod.

For det andet er de negative indlånsrenter i bankerne snart fortid. Flere har peget på, at netop de negative renter var en af hovedårsagerne til, at flere valgte at kaste sig ud på aktiemarkederne. I takt med, at indlånsrenten igen bevæger sig mod 0 eller måske endda mod svagt positivt terræn, kan fristelsen til at putte opsparingen i banken frem for i markedet melde sig.

For det tredje: Inflationen er skyhøj og vi oplever alle på egen pung, at priserne på smør, benzin og strøm er steget voldsomt. Det vil sandsynligvis få mange til at øge opsparingen på bankbogen frem for i aktiedepotet, så de står klar, hvis der skulle komme ekstraregninger, der skal betales i en fart. Jeg er helt sikker fortaler for, at man har en buffer i sin økonomi til uforudsete udgifter – eller som nu til stigende priser. Men det er en trist udvikling, hvis det betyder færre penge til investeringer.

For det fjerde, så var en del af årsagen til at mange debuterede som investorer, at de var lukket inde og ikke kunne foretage sig andet. Nu er verden åben igen, og festivaler, rejser, fysisk fremmøde på arbejdsplads, fritidsinteresser og så videre kalder på alles opmærksomhed.

Det er en kendsgerning, at har man penge, man ikke skal bruge inden for et par år, ja, så er det en dårlig forretning at placere dem i banken.

Det gør sig særligt gældende i øjeblikket med den høje inflation. Men det vil også i de kommende mange år gøre sig gældende, da vi nok må forvente en varig inflation omkring 2-3 procent – og ikke de meget lave niveauer, vi har oplevet det seneste årti.

Inflation æder opsparingen - investér langsigtet

Lad mig være så fri at bruge mig selv som eksempel. Jeg er 53 år. Hvis jeg har 100 kr., jeg ikke regner med at få brug for de næste fem år, kan jeg enten putte dem i banken eller investere dem.

Hvis vi regner med en gennemsnitlig inflation over årene på 3 procent, vil de 100 kr. købekraftsmæssigt være under 86 kr. værd om fem år. Havde jeg investeret dem – og vi regner med det historiske afkastgennemsnit på ca. 7 procent – havde jeg stået med 140 kr. Altså en markant forskel.

Og er tidshorisonten endnu længere, bliver forskellene voldsomt store.

Min pensionsalder er om cirka 14 år. På det tidspunkt vil de 100 kr. i banken være ca. 65 kr. værd. Investeret i aktier vil de forventeligt være vokset til 260 kr.

Er man ung, er ens tidshorisont endnu længere. Efter 30 år er startkapitalen i banken 40 kr. værd, mens de investerede 100 kr. er vokset til over 760 kr.

Det er forsimplet. Det er antagelser. Men der er ingen tvivl om, at du vil fortryde, hvis du lader dig friste til at ”gå i sikkerhed” og putte opsparingen i banken frem for i aktier eller andre aktivklasser.

De klassiske dyder gælder endnu: Zoom ud. Læg en langsigtet investeringsplan (eller hold dig til den, du allerede har lagt). Og vær tålmodig.

Det er vejen til en voksende opsparing.

Artiklen er også blevet bragt i Erhverv+ torsdag den 1. september 2022.

Disclaimer

Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.

Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk

Vil du vide mere?

Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig. 

Bestil en intropakke

Få en uforpligtende intropakke, og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.

Send mig en intropakke

Få seneste nyt

Hold dig opdateret på investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Tal med en rådgiver

Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.

Ring mig op

Få viden om dine muligheder med Formuepleje

Vi stræber efter et højt langsigtet afkast

Vores investeringskoncept

Vi stræber efter et højt langsigtet afkast

Uanset hvilken risikoprofil du vælger, så stræber vi altid efter at levere så højt et afkast til dig som muligt.
Få indblik i vores investeringskoncept
Vi har fonde til alle risikoprofiler

Vores fonde

Vi har fonde til alle risikoprofiler

Vores fonde bygger på teorien om den optimale portefølje. Vi har investeringskoncepter til alle risikoprofiler, hvadenten den er lav, middel eller høj.
Se vores udvalg af fonde
Skal vi tage en snak om dine investeringer?

Personlig rådgivning

Skal vi tage en snak om dine investeringer?

Når vi rådgiver om din formue og investeringer, kigger vi altid på dine individuelle behov og ønsker om risiko og investeringshorisont.
Tal med en rådgiver