Spring til indhold

15. september 2022

Derfor bør du have en fremtidsfuldmagt

Af Helle Snedker

Måske er det et tilfælde. Måske er det alderen. I det seneste stykke tid er flere i periferien af mit netværk blevet ramt af alvorlig sygdom, og sågar er en midt i 50’erne pludseligt og uventet afgået ved døden. Det giver stof til eftertanke.

Det er jo ikke, fordi vi ikke ved, at det kan ske for os alle, for det ved vi jo inderst inde godt. Men det giver stof til eftertanke, når der i samme moment bliver sagt: ”Det er slet ikke til at forstå. Han var jo frisk og rask og levede sundt – og hverken røg eller drak”.

Uheld, sygdom og i værste fald død kan ramme os alle. Også selvom vi lever et sundt og aktivt liv.

Men hvorfor er det så lige, at jeg dvæler ved så trist et tema? De, der kender mig, vil vide, at jeg er udstyret med en enorm ja-hat, og at jeg konsekvent tror på, at det nok skal gå alt sammen, og at det jeg sætter mig for, naturligvis også vil lykkes – og at jeg føler mig 100 procent overbevist om, at jeg hverken rammes af uventet død eller alvorlig sygdom.

Det gør jeg, fordi det er en vigtig del af mit professionelle virke som rådgiver, der hjælper kunder med at indrette deres økonomi. For der bør aldrig finde en kundesamtale sted uden at vi drøfter, hvad der sker, hvis man falder bort eller mister evnen til at handle fornuftsmæssigt. Selvom det ikke er det sjoveste at snakke om.

Få lavet et testamente

At falde bort er én ting. Når jeg er død, er jeg død, og så må andre jo bare klare resten. Men hvis jeg nu er en del af en familie; måske er jeg forsøger; måske er der mindreårige børn og ikke sjældent er der dine, mine og vores børn.

Så er det ualmindeligt vigtigt, at jeg har truffet beslutning om, hvad jeg kunne tænke mig, der skal ske med mine økonomiske forhold i den situation. Det behøver ikke at være specielt kompliceret og når først det er gjort, så kan det holde et stykke tid.

Jeg taler naturligvis om testamentet. Et testamente er ikke kun for millionærer og andre med store formuer, mange ejendomme eller øvrige velstillede. Det vil være relevant for rigtig mange at beskrive, hvem der skal tilgodeses i hvilken situation.

Problemet for de fleste er nemlig, at man ikke nødvendigvis har den fornødne kreativitet til at forestille sig, hvad der kan ske, og hvad der pr. automatik vil ske, hvis man ikke gør noget og beskriver tingene ret præcist i testamente. For mit eget vedkommende er det bl.a. således, at hvis der er noget tilbage i min sparegris, når jeg ikke er her længere, så bliver det til skilsmissesæreje for mine (voksne) børn.

Jeg håber selvfølgelig, at de er i forhold, der gør, at de gerne vil dele med deres eventuelle ægtefæller, men jeg vil lade dem bestemme det selv. Derfor særeje. Og jeg har lavet testamentet i samarbejde med en advokat, der var god til at stille mig en masse spørgsmål, som jeg kunne fundere over inden jeg tog stilling.

Jeg er nemlig mor til en datter, som er lettere udviklingshæmmet, og det giver lidt ekstra overvejelser i forbindelse med testamente-skrivning. Og det er en pointe i sig selv. Ingen familier er ens eller har de præcist samme ønsker til nutiden og fremtiden, til børn og ægtefæller og alt derimellem. Derfor er det så vigtigt, at man tager stilling til sin økonomi, og hvem og hvordan de efterladte skal arve.

Tag stilling til fremtiden i tide

Den anden situation – der hvor jeg ikke er død, men bare ikke kan tage vare på mig selv og mine økonomiske og personlige forhold – det er en anden sag.

Den har jeg faktisk også taget hånd om – og det anbefaler jeg også alle andre at gøre. Selvom vi er sunde og raske, har et positivt livssyn og selvfølgelig ikke forventer at stå i en situation, hvor man af den ene eller anden grund ikke selv er i stand til at tage ansvar for sine økonomiske forhold.

Det har nemlig været muligt i en årrække at udarbejde en såkaldt ”Fremtidsfuldmagt”.

Med den har jeg udpeget, hvem der kan handle på mine vegne, hvis min hjerne pludseligt ikke virker længere. Og fremtidsfuldmagten træder i kraft så snart en læge har bekræftet, at det er sådan en situation jeg er havnet i.

Alternativet ville være, at der først skulle gennemføres en længerevarende sagsbehandling i Familieretshuset, som ikke sjældent tager 6 – 8 måneder.

Det ville være lang tid at vente, hvis der i bund og grund var brug for at sælge min bolig og sende mig på plejehjem.

Derfor har jeg befuldmægtiget en, som jeg er helt sikker på, vil træffe de for mig rigtige beslutninger i en sådan situation. Nemlig min søn. Det har jeg det godt med.

Du skal naturligvis gøre det, du har det godt med, men jeg kan betro dig, at jeg møder rigtigt mange i min hverdag, som siger noget i retning af:

”Ja – det har vi også talt om. Det må vi se at få gjort”.

Men de får det ikke gjort, og det er synd og skam. For det er godt – både for den, der træffer beslutningen mens hovedet virker – og ikke mindst for dem, der ville skulle træffe beslutningen, hvis du ikke selv nåede det.

Man skal selvfølgelig kun give fuldmagt til personer, man stoler fuldt og fast på også i fremtiden, så det skal altså være en, man er tryg ved at give både personlige informationer til, og som man tør give adgang til sine penge.

Det kan godt kræve nogle svære overvejelser, men når man har færdiggjort disse, er det en klar anbefaling herfra at få oprettet en fremtidsfuldmagt.

Der er mange andre ting, der er sjovere at bruge tid på. Derfor er det bedste råd: Få det overstået. Så er det til en side og du kan slappe af velvidende, at der i forhold til økonomien er styr på selv uventede situationer.

Artiklen blev også bragt i Erhverv+ torsdag den 15. september 2022.

Disclaimer

Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.

Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk

Vil du vide mere?

Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig. 

Bestil en intropakke

Få en uforpligtende intropakke, og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.

Send mig en intropakke

Få seneste nyt

Hold dig opdateret på investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Tal med en rådgiver

Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.

Ring mig op

Få viden om dine muligheder med Formuepleje

Vi stræber efter et højt langsigtet afkast

Vores investeringskoncept

Vi stræber efter et højt langsigtet afkast

Uanset hvilken risikoprofil du vælger, så stræber vi altid efter at levere så højt et afkast til dig som muligt.
Få indblik i vores investeringskoncept
Vi har fonde til alle risikoprofiler

Vores fonde

Vi har fonde til alle risikoprofiler

Vores fonde bygger på teorien om den optimale portefølje. Vi har investeringskoncepter til alle risikoprofiler, hvadenten den er lav, middel eller høj.
Se vores udvalg af fonde
Skal vi tage en snak om dine investeringer?

Personlig rådgivning

Skal vi tage en snak om dine investeringer?

Når vi rådgiver om din formue og investeringer, kigger vi altid på dine individuelle behov og ønsker om risiko og investeringshorisont.
Tal med en rådgiver