Vores investeringskoncept
18. juli 2022
Alle taler om recession – hvad siger de amerikanske selskaber?
Af Otto Friedrichsen
Recession og forventninger om høj vækst i selskabernes indtjening er to temaer, som lige nu er på alles læber. De kommende uger vil investorer se nuancerne i de tilsyneladende høje indtjeningsforventninger og søge svar på spørgsmålet om, hvorvidt recessionen er på vej – og hvor dyb den i så fald vil blive.
Hver gang vi tager hul på et nyt kvartal, tager vi samtidig hul på en ny regnskabssæson, hvor selskaber verden over rapporterer om udviklingen i det netop overståede kvartal. I sidste uge kom de første amerikanske regnskaber anført af bankerne J.P. Morgan, Morgan Stanley, Wells Fargo og Citigroup. I denne uge rapporterer tæt på 75 selskaber med selskaber som Goldman Sachs, Netflix, Tesla og Twitter i front.
Ofte bliver regnskabssæsonen slået op som noget stort og som en begivenhed, der vil få vidtrækkende kursmæssige konsekvenser. Realiteten er ofte en lidt anden, men denne gang mener jeg, det er afgørende at forholde sig til selskabernes udmeldinger.
Det skyldes, at verden de seneste otte måneder er vendt på hovedet: Krig i Europa, centralbanker ventes at hæve renter i et sjældent set tempo og inflationen er på et niveau, vi ikke har set magen til i flere årtier. Derudover ulmer covid-19 fortsat flere steder i verden, specielt i Kina. Som konsekvens af dette taler aktiemarkedet om recession. Også rente- og råvaremarkedet er begyndt at tale om recession, og derfor bliver det afgørende, hvad selskaberne både direkte og indirekte siger om deres syn på netop dette emne.
Overordnet set venter analytikerne en indtjeningsvækst i det amerikanske aktieindeks i underkanten af 10% samt en omsætningsvækst på 10,5% i 2022. Det er forventninger, som over det meste af 2022 blot er blevet højere og højere. Ikke dårligt for en økonomi, der er under pres i form af høj inflation, negativ realløn og en økonomisk vækst i opbremsning. Den overordnede indtjeningsforventning for året dækker dog også over en række nuancer, som alle aktieinvestorer skal forholde sig til.
Aktiemarkedet består af 11 grupperinger kaldet sektorer. Når indtjeningsforventningerne fordeles ud på disse sektorer, kan man se, at kilderne til den overordnede indtjeningsvækst spænder meget vidt. Bedst ventes det at gå Energi- og Materialesektorerne. Her forventer analytikerne en fremgang i indtjeningen på op mod 130% sammenlignet med niveauet sidste år. For Finans forventes modsat et fald i indtjeningen på 12%. Ser man bort fra den noget ekstraordinære forventede indtjeningsvækst i Energi- og Materialesektorerne, som bunder i de massive prisstigninger på olie og råvarer, bliver indtjeningsvæksten for det øvrige aktiemarked mere moderat og lander for hele 2022 på cirka 2%.
Det, der på overfladen ligner stærke indtjeningsforventninger til de amerikanske virksomheder, dækker altså primært over to sektorers ekstraordinære udvikling gennem første halvår af 2022. Blandt de resterende ni sektorer er forventningerne langt mere moderate, og nogle sektorer oplever endda, at analytikere nedjusterer deres forventninger til den fremtidige indtjening. Forventningerne til den amerikanske indtjening i 2022 dækker dermed over et simpelt gennemsnit med en enorm spredning.
Analytikernes forventninger til selskabernes årsindtjening kommer nok heller ikke til at ramme plet denne gang, men grundlaget er vigtigt i forhold til at positionere sig som aktieinvestor. Temaerne, som af virksomhederne i denne regnskabssæson vil blive behandlet, er mange, men alle med recessionssandsynligheden og -dybde i baghovedet hos investor.
For bankerne vil fokus rette sig mod effekten af de højere renter, både på driftsindtjeningen, men også på kreditkvaliteten og handelsaktiviteten. Lager- og efterspørgselssituationen vil være blandt fokusområderne hos detailselskaberne, og en historisk stærk dollar vil være blandt omdrejningspunkterne hos de amerikanske eksportører, herunder IT-selskaberne. Men overordnet set vil evnen til at håndtere de højere omkostninger i form af råvarer, arbejdskraft, renter osv. kombineret med efterspørgselsudsigterne, være afgørende for, om selskaberne kan imødegå analytikernes forventninger.
Samlet har aktiemarkedet i USA inddiskonteret en vækstopbremsning, men en dybere recession er ikke en integreret del af forventningerne til amerikanske aktier. Hvorvidt en dybere recession burde være indregnet i forventningerne eller ej, er det spørgsmål, analytikere, investorer og andre de kommende uger vil søge svar på i virksomhedernes udmeldinger.
Artiklen har også været bragt som bagsidekommentar i Jyllands-Posten og på Finans.dk.
Disclaimer
Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk
Vil du vide mere?
Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig.
Bestil en intropakke
Få en uforpligtende intropakke, og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.
Få seneste nyt
Hold dig opdateret på investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.
Tal med en rådgiver
Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.
Få viden om dine muligheder med Formuepleje
Vores fonde
Vi har fonde til alle risikoprofiler
Personlig rådgivning