Vores investeringskoncept
16. juli 2021
Livet med en optimal økonomi - del 1
Af Helle Snedker
I løbet af sommeren kan du læse fire guideartikler fra Formueplejes kundedirektør Helle Snedker om, hvordan du skal bære dig ad økonomisk alt afhængig af, hvor du befinder dig i livet. Den første af de fire handler om de unge år, nummer to om etableringsfasen, hvor mange stifter familie, mens den tredje tager afsæt i jer, der er etableret, inden serien rundes af med at henvende sig til jer, der er på vej på pension eller allerede pensioneret. Rigtig god læselyst – og god sommer.
Sådan skal du gøre som ung i 20’erne (<25 år)
Det er et stort skridt at flytte hjemmefra, og der kan være mange lærepenge at betale. Et af det bedste råd, du kan få med på vejen, er at sørge for at holde økonomisk orden i huset fra dag 1. Økonomisk balance i tingene giver dig et fantastisk udgangspunkt – ikke bare her og nu, men også senere i tilværelsen.
Når du flytter hjemmefra, slipper reden og første gang bliver selvstændig sådan for alvor, er det et af de store skridt i livet. Derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvordan du griber situationen an økonomisk.
Formår du at lægge et fornuftigt udgangspunkt, kan du sikre dig et solidt fundament senere i livet, så derfor er det en rigtig god ide at have styr på din privatøkonomi fra første fløjt. Hvordan får man så det?
Første opgave er relativt enkel: Læg et groft budget og få styr på, hvad der kommer ind af månedlige indtægter og ikke mindst, hvad der skal ud igen i form af husleje, el, internet, forsikringer, vand m.m.
Der behøver ikke være tale om et detaljeret budget, men blot et hurtigt overblik, der sikrer, at du har styr på alle væsentlige udgiftsposter. I bunden af det budget finder du så det beløb, der er til tøj, gaver, fest, fis og farver – og i bedste fald er der også en lille rest tilbage til at spare op.
Det er her, at det for alvor begynder at blive interessant, og hvor du finder nogle perspektiver, der kan forsøde din tilværelse senere hen i livet.
Penge til overs? Opret en aktiesparekonto
I første omgang vil jeg anbefale at kigge på aktiesparekontoen, og egentlig er der ikke så meget at rafle om: Opret en aktiesparekonto hos dit pengeinstitut, Nordnet eller Saxo Bank. Det er enkelt, afkastet er lavt beskattet (17 %), og der er fradragsret, hvis du skulle være så uheldig at lide tab fra dine investeringer. Samtidig påvirker det heller ikke eventuelle sociale ydelser, hvis du for eksempel modtager SU.
Blandt unge ser vi en tendens til, at de unge mænd er lidt hurtigere til at komme i gang med især enkeltaktier, men ikke investerer nær så klogt som de unge kvinder, som overordnet set er bedre til risikospredning, ikke at investere så kortsigtet samt lægge og ikke mindst holde sig til en investeringsplan.
Pension og børneopsparing er også en overvejelse værd
Har du mulighed for at spare endnu mere op og har langsigtede penge, du ikke har brug for, skal du måske kigge på din pensionsopsparing, hvis du er på arbejdsmarkedet. Det kan synes langt væk, men en dag skal du forlade arbejdsmarkedet igen, måske i en alder af 70 år, og det betyder, at du har henved 50 års investeringshorisont, så kan du overføre noget hertil, kommer du til at nyde rigtig god gavn af renters rente-effekten. Med så lang en investeringshorisont skal du i øvrigt ikke overveje hverken lav eller middel risiko, men vælge investeringsløsninger med høj risiko.
Måske er du også så heldig, at du er begunstiget med en børneopsparing, som du kan bringe i spil til at investere, hvis du ikke står foran et lejlighedskøb eller lignende. En børneopsparing kan være et rigtigt godt afsæt til at komme i gang med at investere.
Og lad mig så lige runde af med endnu en påmindelse om det med forsikringer: Få det nu bragt i orden, sørg for at du er forsikret på ordentlig vis, hvis uheldet indtræffer. Det er penge, der er rigtig godt givet ud, men det er ofte en post på budgettet, som vi ser denne aldersgruppe fravælge.
Disclaimer
Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk
Vil du vide mere?
Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig.
Bestil en intropakke
Få en uforpligtende intropakke, og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.
Få seneste nyt
Hold dig opdateret på investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.
Tal med en rådgiver
Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.
Få viden om dine muligheder med Formuepleje
Vores fonde
Vi har fonde til alle risikoprofiler
Personlig rådgivning