Lad os skabe det bedste skattesystem i verden

Forleden på Børsen Impact sagde vores statsminister Mette Frederiksen, at det danske skatte- og afgiftssystem ikke pr. definition behøver at se ud som i dag. Svaret kom på nogle spørgsmål om de skattestigninger, der er gennemført på regeringens vagt, og jeg må sige, at udtalelsen glæder mig.

Jeg vil derfor gerne tage Mette Frederiksen på ordet og sige tak for det dejlige og nye signal – og samtidig opfordre til, at statsministeren og hendes politiske kolleger bliver enige om at handle.

Den gode nyhed er nemlig, at vi har alle muligheder for at skabe verdens bedste skattesystem, hvis vi vil. Og det har vi ikke i dag. Det er for komplekst og til tider uforståeligt selv for en veluddannet befolkning som den danske.

Ønskes: Lavere sværhedsgrad

Ambitionen må være, at man ikke behøver at være revisor eller meget talkyndig for at kunne navigere i vores skattesystem. Set fra min side af skattesystemet er det ikke min oplevelse, at det er sådan det er i dag. Desværre.

Rigtigt mange danskere har en god økonomisk situation – eller opnår det undervejs i deres voksne tilværelse. Mange af disse ønsker oprigtigt at disponere, så der både er mulighed for at leve nu og her, samtidigt med at der skabes gode rammer for både en tryg tilværelse som pensionist (= pensionsopsparing) samt sikkerhed for, at livet kan fortsætte så lidt påvirket som muligt, hvis der opstår bump på vejen derhen (= fri opsparing).

Med den aktuelle situation, hvor et bankindestående typisk vil blive forrentet med negativ rente, og obligationsinvesteringer sjældent leverer et positivt afkast, er det mere vigtigt end nogensinde før, at danskerne får lagt en plan for deres økonomi og placerer midler med længere horisont – i en eller anden form for investering – med henblik på som minimum at fastholde den købekraft pengene repræsenterer i dag.

Desværre strander mange allerede, inden de kommer i gang. Dette er der mange årsager til, men ikke mindst det komplekse skattesystem, du rammer som investor, kan fjerne iveren for at komme i gang.

En jungle af skatteregler

Et eksempel er pensionsopsparing. Der findes ratepension, kapitalpension, aldersopsparing og livrente. Afkast af investeringer beskattes ens i alle disse, men skattemæssig behandling ved ind- og udbetaling er vidt forskellige og et fint eksempel på, at man vil det hele, uden at nogen tilgodeses for meget.

Svækker vi incitamentsstrukturen frem for at styrke den? Det har vi set med aldersopsparingen, hvor der kun kan indskydes et relativt beskedent beløb hvert år. Det synes at være den forkerte vej at gå, men hvorfor ikke forsøge at gå mere grundigt til værks?

Vi har i dag et hav af forskellige skattemiljøer med forskellige skattesatser. Afkast på pensionsmidler beskattes med 15,3 procent, aktiesparekontoen beskattes med 17 procent efter lagerprincippet og aktieindkomsten beskattes med henholdsvis 27 og 42 procents beskatning – og her kan både lagerprincippet og realisationsprincippet finde anvendelse. Derudover opdeles afkast af frie midler i henholdsvis aktie- og kapitalindkomst, hvilket afhænger af, hvad de frie midler er investeret i.

Det er ikke så ligetil at finde rundt i og kan i værste tilfælde få den konsekvens, at den, der sparer op, ikke gør det, der tjener opsparingen bedst – simpelthen fordi reguleringen er for kompleks, og så er det lettere at lade være med at gøre noget som helst.

Ovenstående miskmask er et resultat af de vedvarende ændringer, vi ser i skatte- og pensionssystemet. Ofte har de desværre mere karakter af enkeltstående lappeløsninger frem for mere gennemgribende ændringer, der tager fat om nældens rod, og på den måde får man af og til skabt et større problem. 

Skal vi ændre på det, kræver det en sanering af alle de lapper og klude, som tilsammen udgør skattesystemet i dag. Lad os smide lapperne ud og i stedet opbygge et skattesystem med de rette incitamenter til at sørge for egen opsparing og med en enkel forståelig opbygning, hvor de fleste kan være med. Endemålet kunne være noget med at lade pension være pension, og så må folk i det store hele selv vælge, hvor og hvordan de placerer deres midler.

Jeg påstår ikke, at det bliver nogen let opgave, men det skyldes jo netop, at vi igennem årene har øget kompleksiteten og gjort det sværere for folk at forstå og sætte sig ind i.

Naturligvis skal en forandring af skattesystemet ske med respekt for, at den rette finansiering skal være på plads, men min påstand er, at det kan ske uden, at det går ud over statens samlede skatteprovenu. Oprydning skader sjældent og måske kan det ligefrem vise sig at være en fordel for alle, en såkaldt win-win-situation.

Artiklen har også været bragt som kronik i dagbladet Børsen fredag den 5. februar 2021