Investeringsdirektørens ønskeliste for 2022

Vi kan skimte 2022 forude, og på tærsklen til et nyt år er der tradition for et væld af forudsigelser, blot fordi der venter et nyt kalenderår. Men verden er som bekendt både dynamisk, foranderlig og uforudsigelig, og mange prognoser har det med at tage mere fejl, end godt er.

Derfor har jeg vendt spådommene om til en ønskeliste om, hvordan jeg godt kunne tænke mig, at verden vil se ud i 2022. Det er det, vi investerer efter, men som aktiv kapitalforvalter opdaterer vi selvsagt løbende måden, vi investerer på uafhængigt af, hvilket kalenderår vi befinder os i.

Overordnet er mit største ønske, at vi kigger ind i et 2022, hvor vi skal koncentrere os lidt mindre om covid-19, end tilfældet har været siden marts 2020. Coronapandemien har i den grad defineret udviklingen på de finansielle markeder i de seneste par år, men mit håb – og forventning – er, at vi ikke er langt fra at covid-19 bliver betragtet som endemisk, dvs. indgår som en naturlig del af vores liv på linje med andre sygdomme og risici.

En tilbagevenden til en mere normaliseret hverdag vil være godt for alle – både mennesker, økonomier og de finansielle markeder. Det måtte meget gerne ske i form af en kontrolleret genåbning og uden alt for stor risiko for nye og pludselige nedlukninger. Covid-19 har snart to år på bagen, og på et tidspunkt kommer dagen, hvor vi må erkende, at vi ikke kan ”nedlukke” os ud af det, men må lære at håndtere sygdommen på samme vis som alt muligt andet og ikke kræver højere prioritet.

Covid-19 har direkte været årsag til, at vi i 2021 atter er begyndt at tale om inflation og stigende renter. Efter 40 år med faldende renter og inflation har den historisk ekspansive penge- og finanspolitik fra 2020 – udløst af covid-19 – medvirket til at skabe inflation i et omfang, vi skal flere årtier tilbage for at finde. I USA lød inflationen i november eksempelvis på 6,8 pct. – det højeste niveau siden 1982.

Præcisionskrav til pengepolitikken

Det bringer os frem til mit næste store ønske, som handler om, at centralbankerne i USA og Europa i 2022 kommer til at ramme plet med deres pengepolitik. Det bliver nemlig især pengepolitikken, der kommer i fokus i det nye år og potentielt med stor påvirkning af de finansielle markeder. Centralbankernes primære opgave kommer til at bestå i, at de skal formå at dosere pengepolitikken i de helt rette mængder, og det bliver en uhyre delikat balancegang.

På en og samme tid med skal de sikre, at inflationen, der fik en genfødsel i 2021, ikke løber løbsk og samtidig ikke kvæler opsvinget ved at stramme for hurtigt og voldsomt. På den baggrund er det forventning, at USA’s centralbank vil hæve renten tre gange med et kvart procentpoint – altså målrettede og afbalancerede stramninger, og det bliver en operation, hvor sylespids præcision er afgørende for, at man ikke går galt i byen. I Europa skal vi ifølge ECB-chef Christine Lagardes hidtidige udmeldinger ikke på samme vis regne med renteforhøjelser, og det viser noget om de forskelle, der er mellem USA og Europa.

I samme ombæring er det også mit håb, at de omfattende flaskehalsproblemer, vi set i årets løb med mangel på arbejdskraft, vare- og ressourcemangel og omfattende forsinkelse i mange af forsyningskædens led, finder et mere acceptabelt leje, som alle tandhjul i verdensøkonomi kører mere smurt. Det skaber mere stabilitet, og det vil de fleste økonomier nyde godt af.

Som professionel investor ønsker vi os naturligvis også, at aktier stiger og gerne, at renter falder, fordi det typisk skaber gode forudsætninger for at skabe et positivt afkast. Men det er nok en tand for banalt. Derimod kunne jeg godt ønske, at vi fik lidt mindre hype om de her hastigt stigende enkeltaktier og en tilbagevenden til, at man kigger mere nøje på virksomheders indtjening, og hvad de har bevist frem for, at man lader sig forblinde af udsigten til hurtige afkast på baggrund af visse virksomheders gode salgstaler. 

Statskapitalisme og zombievirksomheder.

Andre virksomheder har ligefrem sikret overlevelsen pga. statslige subsidier. Også her måtte der gerne ske en slags erkendelse af, at den form for statskapitalisme ikke kan vare ved for evigt. Sat på spidsen er vi ved at sætte det kapitalistiske system ud af kraft. I kapitalismen indgår recessioner som en naturlig del, og hvor brutalt det end lyder, sætter recessioner de dårligste virksomheder med dårlige forretningsmodeller, for lidt kapital eller dårlig teknologi ud af spil.

Lad mig være ærlig og sige, at det er svært at se, at den statskapitalisme, vi har set i form af gigantiske hjælpe- og kompensationspakker i de senere år, står lige foran sin afslutning, men jeg håber, at det er midlertidigt, og før eller siden skal problemet adresseres. Risikoen ved, at alle virksomheder overlever på statens nåde, er, at man skaber zombievirksomheder, som lægger beslag på den kapital, der ellers kunne have søgt hen til andre og mere sunde virksomheder.

Et område, hvor statslig indblanding trods alt giver delvis mening, er på bæredygtighedsområdet. Her er jeg overbevist om, at vi i 2022 fortsat vil se øget fokus på bæredygtige investeringer, som har udviklet sig til en decideret megatrend, der optager både private og professionelle investorer samt myndigheder. Mit ønske i den retning er dog, at man godt kan tillade sig at ønske lidt mere handling og lidt mindre snak om mørkegrønne, lysegrønne, Artikel 8- og 9-fonde og mere fokus på investeringer, der gør en reel bæredygtig forskel. Vi skal passe på, at den bæredygtige omstilling ikke bliver sat i baggrunden til fordel for bureaukrati, juristeri og for mange fine paroler.

Overgangsfiguren Joe Biden

Politisk er der ligeledes udsigt til endnu et interessant år. Frankrig vælger ny præsident, Tyskland skal finde sine fødder uden Angela Merkel som kansler, og i USA er der midtvejsvalg til november, hvor præsident Joe Biden skal til eksamen – og lige nu med udsigt til en ordentlig vælgerlussing.

Joe Biden har afløst den stærkt splittende Donald Trump, men er ikke trådt i karakter og virker ikke til at have de store visioner for USA. Det største håb jeg nærer for Bidens embedsperiode er, at det bliver en overgangsperiode uden de store ulykker. Ideelt set kan perioden blive brugt til, at stærke præsidentkandidater med gode visioner bliver kørt i stilling. Om det er en republikaner eller demokrat er ikke så vigtigt, men det skal hverken være Biden eller Trump, men en, der kan samle amerikanerne og bringe USA videre.

Jeg kunne også godt ønske mig, at den polarisering, vi efterhånden ser alle vegne, får trangere kår. Det er sundt at udveksle synspunkter, men alt for ofte ender det i et negativt selvsving, der ikke er sundt for nogen – heller ikke for de finansielle markeder og investorer, hvor en høj grad af tillid er nødvendig.

Den tillid ville jeg også gerne se mellem verdens stormagter. Geopolitisk dyster USA og Kina fortsat om, hvem der skal være den dominerende faktor af de to lande, og ikke mindst USA kunne man godt ønske sig ville tage rollen mere på sig i lighed med tidligere tider. Spørgsmålet er, om det overhovedet kan lade sig gøre med en svag præsident som Joe Biden.

Geopolitisk anno 2022: Kina vs. Taiwan og Rusland vs. Ukraine

Kina har et udestående med Taiwan, som regeringen i Beijing meget åbent ser indlemmet i Kina, men Taiwan og USA stritter imod, og det kan gå hen og blive en dagsordensættende konflikt i 2022 – jeg krydser fingre for, at det bliver ved diplomatiske stridigheder og ikke udvikler sig til mere end det. På europæisk grund ser vi noget af det samme udspille sig i det stigende konfliktniveau mellem Rusland og Ukraine, hvis forhold efterhånden er under frysepunktet. Det kan meget vel blive EU’s største geopolitiske hovedpine i det nye år. Forhåbentlig viser EU sig at være den udfordring voksen.

Det bliver som så meget andet end prioriteringsopgave. Prioriteringer kommer vi helt sikkert til at se. I Europa er vi nødsaget til at bruge flere penge på forsvar. Dels fordi det er et krav fra vores NATO-partnere og dels med baggrund i det geopolitiske klima. Vi bliver indlysende også nødt til at prioritere investeringerne i bæredygtighed som følge af klimaudfordringerne. Derfor tror jeg heller ikke, at vi kan blive ved med at bruge alle pengene på covid-19, omikron og andre nye varianter, der måtte komme. Vi kommer til at prioritere – og derfor kan vi i længden ikke både lukke samfund ned og bruge alle de nødvendige penge på de mange andre udfordringer, vi også har. Det er mit ønske, at den erkendelse også når frem til vores beslutningstagere.

Klummen har også været bragt i Erhverv+ torsdag den 23. december.